Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

5. juni 2000

Farvel folkeaf-stemning
26. MAJ - EU-kommissionens formand Romano Prodi citeres for følgende: "Nu holder I folkeafstemning om euroen - og det er folkets beslutning, om I vil være med. Det er historisk set helt unikt. Prøv at være glade for det. Uanset hvad I beslutter, så er det fantastisk, at I overhovedet har muligheden for selv at tage en så stor beslutning." - Og så kunne han have tilføjet: "Men husk også, at det nok bliver sidste gang, hvis I siger Ja til euroen, for så er der ikke grund til at stemme om de andre forbehold, og EU bryder sig ikke om folkeafstemninger."

Bent Windeløv
Børupvej 218
8310 Tranbjerg

Solidariske EU-modstandere
29. MAJ - Det lyder flot, men også meget hult, når en læserbrevsskribent, Lars Schrøder, den 29. maj i Information skriver, at "Danmark har en forpligtelse og et ansvar over for resten af Europa" og derfor "skal være med til at løfte den byrde, det er, at skabe rum for de central- og østeuropæiske lande".
Danmark løfter med i kraft af Danmarks medlemsbidrag til EU på 1,27 procent af BNP.
EU-modstanderne i Folkebevægelsen mod EU kæmper for at bevare den nordiske, solidariske velfærdsmodel, hvor goderne betales over skattebilletten, så alle, også samfundets svageste, får deres del.
EU-tilhængerne går ind for det system, der hersker i de fleste EU-lande, hvor den enkelte skal tegne en forsikring for at få del i de tilsvarende goder.
I EU drejer alt sig om penge, ikke om omsorg. Der går det efter devisen: "Og har du penge, så kan du få - hjælp. Men har du ingen, så må du gå - uden hjælp".

Alice Hansen
Mørkhøjvej 2
2700 Brønshøj

København sender børnene ud
29. MAJ - Der er åbenbart ikke nok plads til at bygge nye daginstitutioner i København, og derfor skal nu 50 børn hver dag til Hundested for at gå i børnehave.
Hundested ligger ca. 50 minutters kørsel fra København. Ifølge flertallet i Borgerrepræ-sentationen er det ikke noget problem for børnene at skulle tilbringe omkring to timer i en bus hver dag. Enkelte af Borgerrepræsentationens medlemmerne synes nærmest, at det er positivt.
Udflytterbørnehaver kan være fornuftige, men transporttiden til Hundested er alt for lang.
Det smager langt væk af økonomitænkning. Det er åbenbart billigere at etablere en udflytterbørnehave, end en institution i København. Man argumenterer med, at det er frivilligt, men det skulle ikke undre mig om nogle forældre kan føle sig presset til en sådan løsning, hvis alternativet er, at barnet skal fortsætte længere i vuggestuen, eller hvis alternativet er en børnehave i en anden bydel.

Ole Pedersen
Amager Boulevard 125. 5.th.
2300 S

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu