Kronik

Minder fra den røde front

10. juni 2000

en personlig beretning om politisk engagement i 1970'erne - fra tvivlen og vreden over medlemskabet af DKP til de bristede illusioner

Lørdagskronikken
Som 19-årig halvrød studerende brugte jeg i sommeren 1972 sparepengene på at rejse til Cuba. Sammen med 400 andre lod jeg mig indrullere i Brigada Nordica - der skulle støtte det socialistiske Cuba ved i nogle uger at levere et stykke arbejde på marker og byggepladser.
Jeg kom med skepsis og nysgerrighed. Og rejste hjem en del rødere.
Det var ikke så meget mødet med Fidel ude på byggepladsen, hvor han kom forbi og hilste på den arbejdende ungdom - og blev tiljublet af hengivne cubanere og udenlandske brigadister. Det var mere hele oplevelsen af et socialt indstillet samfund med en stærk solidaritet med Latinamerikas fattigste. Og oplevelsen af stoltheden over den folkelige oprørsbevægelse, der havde smidt USA's korrupte marionet, Batista, på porten tretten år tidligere.
At der stadig var et demokratisk problem, stod ikke klart for mig den sommer. Perspektivet druknede i folkets store loyalitet overfor Fidel Castro. Og at landets økonomi kun hang sammen takket være Sovjetunionens hjælp, blev på kort sigt overskygget af, at pengene dog blev brugt til at være et socialt skoleeksempel for hele Latinamerika.
I denne juli 1972 bombede amerikanerne igen Hanoi - og den vietnamesiske pige, jeg arbejdede sammen med, fortalte med stille fortvivlelse om sin familie, der boede fem km fra digerne.
I Chile var Salvador Allendes socialistiske regering ved at lave store jordreformer og nationaliseringer. I Afrika kæmpede befrielsesbevægelserne mod apartheidstyret i Sydafrika og den portugisiske kolonimagt i Angola, Mocambique og Guinea-Bissau.
På Cuba fulgte vi den sommer med i hele den anti-imperialistiske kamp, som det hed. Vi sang anti-amerikanske slagsange og diskuterede, hvordan man kunne stoppe udbytningen og forarmelsen af den tredje verdens masser.
Forskellige politiske holdninger gik på kryds og tværs i den venstreorienterede brigade. Men at USA begik krigsforbrydelser i Vietnam og støttede reaktionære regimer i den tredje verden, var det ikke svært at enes om. Sovjetunionen var der meget forskellige indstillinger til - de fleste var skeptiske og nogle så landet som en lige så stor fare for verden som USA. Men just den konkrete hjælp til bl.a. Cuba og Vietnam var med til at dæmpe kritikken.
Som 20-årig student udvidede jeg studiemålene. Med fjorten højskolekammerater endte jeg med at køre 12.000 km gennem Sovjetunionen i en gammel rød bus. Det ungdommelige mål var at forstå dette store, mærkelige land. Var det et grumt diktatur? Var det en trussel mod verdensfreden? Hvordan havde den jævne russer det?
Vores ekspedition var ikke den store forskning. Men vi delte vor sparsomme viden, holdt foredrag for hinanden når vi havde læst en bog og stillede de forundrede myndigheder overfor en stribe af ønsker om møder og diskussioner, hvor vi kom frem.
Resultatet var forvirrende. Vi så ting, der oprørte os og ting, der betog os. Men først og fremmest rummede billedet mange flere facetter, end vi havde forestillet os: De mange nationaliteter, de store forskelle fra nord til syd og de komplicerede forhold mellem bureaukratiets mange lag.
Det der overraskede mig mest, var den rolle, Anden Verdenskrig spillede. Den Store Fædrelandskrig som den blev kaldt. Uanset hvilket emne, man startede med at tale om, kom frygten for krig på bane - også helt uden for de officielle samtaler. Anden Verdenskrig kostede omkring 20 millioner russere livet. Selvom krigen lå tre årtier tilbage, havde alle familier stadig de forfærdende tab tæt inde på livet. Frygten for en ny krig lå dybt. Ligesom bevidstheden om, at det var Sovjetunionen, der militært havde tilføjet Hitler-Tyskland de afgørende nederlag.
I bussen diskuterede vi også Stalin-tidens rædsler. Vi læste om, hvordan kommunistpartiet i 1956 havde gjort op med Stalin-tiden - men var opgøret dybtgående nok? Hvordan ville det være gået, hvis ikke lynindustrialiseringen var blevet ført igennem med hård hånd under de første fem-årsplaner i 1920'erne og 30'erne? Havde Den Røde Hær så kunnet slå Hitler?

Diskussionerne bølgede frem og tilbage - og hver dag bød på nye indicier for både et samfund, der tog sig godt af sine svageste og af et stift og totalitært system.
Vi drog hjem uden den store afklaring. Men også uden den store frygt. Vi havde kun mødt folk, der hadede og frygtede krig. Og vi havde set et samfund med kvaliteter, vi aldrig havde hørt om i skolen.
Den vestlige propaganda mod Sovjetunionen gav ikke svar på alle de spørgsmål, vi havde med hjem. Derfor gik jagten på svarene videre. Ligesom diskussionen om hvorvidt der var reelle økonomiske og politiske reformer på vej.
Selv fortsatte jeg i 1973 med at læse økonomi - på universitetet. Fra Berlins billige boglader hjembragte jeg et par værker, der beskrev kapitalismens krisefyldte natur. Fire måneder inde i første semester viste bøgerne om kriseteori sig at være mere profetiske end den amerikanske lærebog, som var pensum på studiet.
Tilliden til USA kunne i det hele taget ligge på et meget lille sted blandt de venstreorienterede studenter den vinter. USA førte krig mod et lille fattigt folk, amerikansk monopolkapital foretog andre fremstød - og gang på gang så man USA alliere sig med reaktionære regimer. At se USA som demokratiets store forkæmper forekom ikke særlig indlysende.
Oliekrisen og jordskredsvalget med Glistrups indtog bekræftede i december 1973, at verden var af lave. Og mens diskussionerne rasede om USA's hjælp til Chiles kupgeneral Pinochet, bød det nye år på en nellike-revolution - et succesfuldt oprør mod Portugals højrediktatur. Og på en præsident Nixon, der i Watergate-sagen blev spundet ind i sine egne løgne og kastede vanære over amerikansk politik.
Den kaotiske tid råbte på politisk engagement og stillingtagen. Selv var jeg blevet socialist - men også med en voksende følelse af, at det aldrig rigtig blev til andet end snak med VS og den såkaldt uortodokse venstrefløj.
Jeg havde stadig megen skepsis overfor DKP, men nåede alligevel frem til, at det måtte være dem eller ingenting. De havde dog fodfæste i fagbevægelsen, aktive medlemmer - og et dagblad! Må-neden før jeg fyldte 21, tog jeg skridtet og meldte mig under fanerne i DKP Vesterbro afd.1. De tog pænt imod og blev glade over at se en økonom. Et par måneder efter var jeg kasserer i afdelingen. Det gav et indblik i den brogede skare, som udgjorde verdensbevægelsens kadrer på det Vesterbro, der lå lige bag Hovedbanegården. Som fjende ville jeg ikke have været skræmt.
Men der blev arbejdet i Vesterbro distrikt - der var orden i sagerne, når der skulle demonstreres, samles ind eller uddeles valgmaterialer.
På forunderlig vis var det, som om det virkede alt sammen. I januar 1975 gik DKP frem ved valget til syv mandater. En helt ny situation i forhold til ørkenvandringen fra 1960 til 1973.
At vejen tilbage til ørkenen skulle betrædes allerede fire år efter, var der ikke mange, der gættede på. Den 1.maj 1975 rykkede Vietcong ind i Saigon. USA havde tabt Vietnam-krigen, og vi festede. Retfærdigheden havde sejret. Jeg engagerede mig mere i Kommunistiske Studenter på økonomi-studiet. Vi satte plakater op og diskuterede marxisme og økonomisk politik, så vi var helt udmattede.
Arbejdsløsheden passerede 100.000 (det kaldte man stadig en katastrofe dengang) og voksede kraftigt, selvom Anker Jørgensen havde lovet det modsatte. På venstrefløjen og i fagbevægelsen blev beskæftigelsespolitik og betalingsbalance pludselig centrale emner. Og i studentergruppen var vi flere 'økonomer', som vi allerede kaldte os, der var klar til at stille vores samlede erfaring til rådighed. Vi lavede beskæftigelsesplaner og skatteforslag. Men jo mere vi regnede og regerede, des flere anmærkninger havde vi også til partiets konkrete forslag, som ikke tidligere havde gjort så meget ud af, om pengene passede.

Partiformand Knud Jespersen blev opmærksom på problemet - og begyndte at invitere nogle af os med til møder i partiets økonomiudvalg. Og i sommeren 1977 hyrede han mig til på deltid at være sekretær for udvalget. Det var, forklarede han, for at få sat skik på alle argumenterne, så han ikke rodede rundt i det, når han gik hårdt til de økonomiske forhold i den offentlige debat.
Det var en spændende opgave for en rød økonomistuderende. Knud Jespersen var en dygtig agitator, og der var meget at diskutere i krisepolitikken. Men måneden efter, at aftalen var lavet, blev Knud Jespersen alvorligt syg - i december samme år døde han.
Ved den smukke mindehøjtidelighed i Odd- Fellow Palæet kom den halve regering, formændene for de store borgerlige partier, Folketingets formand og mange andre ledere fra det politiske liv og fra fagbevægelsen. Tusinder fulgte sørgetoget gennem byen. En af de opgaver, der fulgte med økonomiudvalget, var at være med til at lave sommerkurser for DKP's medlemmer. Flere hundrede deltog hvert år - blandt andet på en skole, som partiet lånte i Rostock i DDR.
Der var nem forbindelse via Gedser - og så god plads, at der kunne afvikles forskellige kurser samtidig. Med de mange engagerede deltagere var det bestemt ikke kedeligt.
At mine oplæg på kurserne 23 år senere skulle blive 'af-sløret', ville have været svært at bilde nogen ind dengang. Med de mange deltagere og den hyppige omtale i Land & Folk var der ingen hemmeligheder ved det. De fleste oplæg kunne senere læses i pjecer og avisartikler.
Mit arbejde i de år med at lave økonomisk rådgivning for partiet endte imidlertid som en fiasko. Det gav måske et par gange en lidt bedre kvalitet i partiets lovforslag og spørgsmål i Folketinget. Men jeg tror ikke, der var mange, der opdagede det. Og når kameraet var på, trak partiledelsen ufortrødent på de overdrivelser, den kunne i søvne. Særlig galt gik det under valg-kampen i 1979, hvor DKP igen endte under spærregrænsen. Jeg stoppede min mislykkede indsats som økonomisk ekspert - og endte i stedet som journalist på Land & Folk. Af et studenterjob at være ikke det mindst lærerige i byen.
I hele denne periode sidst i 1970'erne kom jeg tættere på partiledelsen og folketingsgruppen. Det var folk, jeg både kom til at respektere og være meget kritisk overfor.
De fleste af de gamle havde hårde år bag sig. Først modstandskamp og kz-lejr. Derefter Den Kolde Krig og den hårde partistrid. Og så den lange nedtur efter bruddet med Aksel Larsen. Det var ikke de mindst dogmatiske og firkantede, der havde stået distancen. Valgnederlaget i 1979 gjorde ikke tolerancen større. Især ikke når man som jeg prøvede at tale uden større omsvøb under de mange diskussioner i partiet.
Samtidig blev det stadig tydeligere, at Sovjetunionen var inde i en alvorlig stagnationsperiode, og de påtrængende politiske reformer var stadig ikke til at få øje på.
I Vietnam havde partisanerne vundet krigen. Men de tabte freden - bådflygtningene blev symbolet på det kommunistiske styres fallit.
Et særligt indtryk gjorde rapporten fra Mocambique. En af mine studiekammerater var rejst til Maputo for at arbejde med landbrugsprojekter i det nye socialistiske land - der nu befriet for kolonimagten skulle stå på egne ben. Det gik ad helvede til.
I Polen skærpedes konflikterne og mindede endnu engang om det grundlæggende uholdbare i den konstruktion, der var lavet i Østeuropa efter krigen. Troen på, at systemet kunne reformere sig selv, led endnu et alvorligt knæk, da militæret tog magten i Polen.
Det blev den begivenhed, der for alvor gjorde det klart for mig, at jeg var endt et sted, jeg alligevel ikke hørte hjemme. Da Land & Folk var på dagsordenen, var jeg som journalist på bladet inviteret med til mødet i DKP's centralkomité den decemberdag i 1981, da situationen var spidset helt til. Da Radioavisen i en pause kunne oplyse, at det polske militær havde indført undtagelsestilstand reagerede folk omkring mig med lettelse. Logikken var, at man jo så slap for den frygtede indsættelse af russiske tropper. Jeg syntes ikke der var meget at være lettet over. Jeg gik hjem - endnu en illusion fattigere. Der var snart ikke flere tilbage.
Et par måneder senere sagde jeg op på Land & Folk for at arbejde freelance. Året efter meldte jeg mig ud af partiet.

Jeg havde lært meget af forløbet - og mødt mange idealistiske og varme mennesker under vejs. Men jeg havde også fået en livsvarig vaccination mod dogmatik og ensidighed. Og en grundlæggende respekt for, at ytringsfrihed er et demokratisk grundlag, der ikke kan dispenseres fra.
Denne kritiske sans prøvede jeg at tage med på min videre færd i avisverdenen. Dagbladet Politiken vovede at ansætte mig - trods min politiske fortid - og fra 1983 og tolv år frem fik jeg her mulighed for at arbejde med de fleste sider af journalistikken. Til sidst som redaktionschef og lederskribent.
Gennem årene - fra 1996 her på avisen - har jeg ledt efter svarene på de spørgsmål, jeg havde stillet som ung student. Jeg leder stadig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu