Læsetid: 3 min.

Jeg er på

Debat
23. juni 2000

I fem@ilisternes journalistfeminisme er det private blevet en offentlig begivenhed, som man mener, det er andres ansvar at politisere

Køn
Vi kvinder af rødstrømpegenerationen reagerer sjældent på generationen af fem@il-mødre i 30-40 års alderen, som har det svært med ægteskab, børn og karriere, ej heller på deres ahistoriske projektioner på den rød-strømpegeneration, som er for ung til at være de 30-40 åriges mødre, men som alligevel konstant placeres i den onde ravnemors rolle.
Hanne-Vibeke Holst skriver fra sin tid som fødende diplomatfrue i Moskva sidst i 80'erne: "Jeg havde ikke nogen strategi til at håndtere moderne moderskab. Rød-strømpernes, som gik ud på at skille sig fra børnene ved at anbringe dem længst muligt i institution eller opdrage hinanden i kollektiver, var for mig både uantagelig og ubrugelig. Faktisk var jeg så forarget over den forhærdethed, hvormed børnene blev ofret, at jeg skrev en lang kronik om det til Søndagsberlingeren" (Min mosters migræne, s. 304).
Men rødstrømpernes strategi var langtfra at anbringe børnene længst muligt i institution eller opdrage hinanden i kollektiver, det første var daginstitutionsdækningen slet ikke til i 70'erne, hvor vi fik vores børn. Moderskabet var en meget væsentlig interesse for Rødstrømperne og f.eks. var de fleste kvinders ærinde i kvindehuset i København fra sidste halvdel af 70'erne fødselsforberedelses- og efterfødselskurser. Vi kan givetvis kritiseres for at have fokuseret alt for lidt på fædrene, men ikke for manglende interesse for børnene.
Sagen var jo, at vi var i begyndelsen af tyverne, de fleste rødstrømper studerende, da bevægelsen blev dannet i 1970, og på det tidspunkt kunne lave de spektakulære og mediebevidste demonstrationer, som kunne indfanges af pressefotograferne og præ-senteres for eftertiden. Men den repræsenterer kun en mindre del af aktiviteterne i bevægelsens første og unge år.
I midten af 70'erne havde over halvdelen af rødstrømperne børn. Vi fik både tidligere og flere børn end de 30-40 årige i dag, som stadig betragter sig som unge mødre, når de er 40. Og rødstrømpernes aktiviteter bar da også præg af dette.

Slidsken til barnevogne
En basisgruppe murede hele to gange en slidske til barnevogne på Nørreport Station, man engagerede sig i Forældre og Fødsel, kommunalpolitik, børnehavebestyrelser og i de mange forældrenævn, der i de enkelte kommuner kæmpede mod ventelisterne og merindskrivning af børn, for flere og bedre daginstitutioner. Det handlede ikke blot om at få børnene anbragt med, om at skabe gode vilkår for børn.
Henrik Dahl har benævnt sin generation af 40-årige børnehavegenerationen, men dette er historisk ukorrekt, måske ikke som personlig oplevelse, men i hvert fald som sociologisk betragtning. Kun et mindretal af de nu 40-årige har faktisk været i børnehave og endnu færre i vuggestue. Den virkelige børnehavegeneration, er hans egne og Hanne Vibeke Holsts børn. Og i modsætning til rød-strømpegenerationens børn er de sjældent begavet med forældre, som er aktivt engagerede i det, som sker i samme børnehave.
Og at børnene skulle være blevet ofret er lang fra det indtryk man får, når man i dag modtager rødstrømpegenerationens velstimulerede og velartikulerede børn på universitetet. Tværtimod betragter jeg dem snarere Danmarkshistoriens mest overvågede, beundrede og beskæftigede generation, indtil de selv har sagt noget andet.
Derimod kan man naturligvis være bekymret for børnene af de midaldrende småbørnsmødre, som i dag, hvis Jens Bonke på SFI har talt rigtigt, skulle arbejde næsten lige så meget som deres ægtemænd, der i forvejen overgår både japanske og amerikanske mænd i lønarbejde, og oven i købet forøger dette, når de får børn. Men man må jo påtage sig sit ansvar selv, det er ikke rødstrømpegenerationens skyld, at de sene småbørnsmødre og fædre arbejder så meget.

Nyrup klinger hult
Tværtimod var et vigtigt tema for rødstrømperne nedsat arbejdstid for både kvinder og mænd, fremfor deltidsarbejde til kvinder. 35 timer om ugen, hed det dengang. Vi - eller måske snarere fagbevægelsen - opnåede det som bekendt halvvejs, men i dag undergraver såvel de unge fædre som mødre dette. Poul Nyrups "kan vi ikke gøre det blot lidt bedre", klinger hult, hvis omsorgsdage konverteres til overarbejdsbetaling og forældres ferie afholdes med børnene i børnehave.
Parolen i rødstrømpebevægelsens studenterfeminisme var 'det private er politisk'. Det gav skilsmisser og kævl i parforholdene og dis-kussioner i basisgrupperne om 'husmoderfælder' og dobbeltarbejde. I fem@il-isternes journalistfeminisme er det private blevet en offentlig begivenhed, som man mener, det er andres ansvar at politisere.
For som Lotte Garbers lørdagskronik i Information den 17. juni befriende selvironisk siger: Nogens skyld må det da være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her