Læsetid: 4 min.

Ræk hånden frem

Debat
7. juni 2000

Af CHRISTIAN FRIIS BACH formand for Mellemfolkeligt Samvirke,JOHN NORDBO koordinator for 92-gruppen

Danmark bør sende det budskab til andre EU-lande og USA, at hvis de ikke giver markante ind-rømmelser til verdens fattigste lande, så vil det internationale samarbejde om både miljø- og arbejderrettigheder i WTO gå i stå

U-landet
I kronikken i Information den 11. maj opfordrer udenrigsminister Niels Helveg Petersen danske NGO'er til at gøre en indsats for at overbevise u-landene om, at miljø- og arbejdstagerrettigheder hører med i en global handelspolitik. Vi er enige. Det er vigtigt. Vi gør allerede en indsats, men vil gerne gøre mere.
Det er imidlertid ikke spørgsmålene om miljø- og arbejdstagerrettigheder, der blokerer for fremdrift i de internationale handelsforhandlinger.

Det afgørende problem
Det afgørende problem er, at en række u-lande har svært ved at se, hvordan de skulle kunne få ret meget ud af en ny forhandlingsrunde i WTO. Og det er der en række gode grunde til:
*De rige lande har ikke vist vilje til at overholde de WTO-aftaler, der har stor betydning for u-landene. Det gælder ikke mindst landbrugsaftalen og aftalen om tøj og tekstiler, som skulle forbedre u-landenes vilkår på verdensmarkedet.
*De rige lande har heller ikke vist vilje til at tage u-landenes problemer med de gældende WTO-aftaler alvorligt. For eksempel tvinges u-landene nu til at indføre de - helt urimelige - internationale regler for patent og copyright.
*De rige lande har ikke vist vilje til at ændre beslutningsstrukturen, så alle lande reelt - og ikke blot på papiret - får indflydelse i WTO. Forhandlingerne i WTO finder fortsat sted i en uformel og lukket forhandlingsstruktur, hvor de mindste og svageste u-lande er helt udenfor.
Det er indlysende, at de rige landes ageren på de områder ikke skaber et sundt forhandlingsklima. U-landene føler sig taget ved næsen, og de frygter at blive det igen. Det er og bliver de rige landes opgave at søge at genoprette det tillidsbrud, de selv har været skyld i. U-landene vil ikke nøjes med tomme løfter om, at deres problemer vil blive inddraget i en kommende runde af WTO-forhandlinger. De vil se handling.
Det er ikke mindst USA, der spænder ben for en ny forhandlingsrunde. Det blev tydeligt i Seattle, hvor USA ikke udviste nogen vilje til at imødekomme u-landene eller EU.
Dette problem kan kun løses - eller rettere neutraliseres - hvis den anden økonomiske supermagt i verden, nemlig EU, optræder som modvægt til amerikanerne. Men det gør EU ikke. EU anser stadig USA for at være deres vigtigste allierede i forhandlingerne. EU-landene har heller ikke lavet deres hjemmearbejde godt nok. De kan ikke engang blive enige om at give fri adgang til EU's marked for varer fra de mindst udviklede lande. Og EU's landbrugspolitik er blevet en snærende spænde-trøje i forsøget på at skabe en visionær international handelspolitik.

USA og EU modarbejder
Det er også forkert at give det indtryk, at det primært er u-landene, som er skyld i problemerne med at sikre hensynet til miljø- og arbejdstagerrettigheder i international handelspolitik. Trods retorikken er det meget ofte USA, der modarbejder, at de globale miljøkonventioner og forsigtighedsprincippet respekteres i WTO. Det er EU, der modarbejder, at der forhandles om reduktion af miljøskadelige subsidier til landbruget og fiskeriet.
Og når det gælder arbejdstagerrettigheder, er det heller ikke alene u-landene, der er problemet. Der er afgjort u-lande, der finder det rigtigt at undertrykke fagforeninger, og som ikke gør nok for at bekæmpe børnearbejde. Men det er vores vurdering, at u-landene kan overtales til at etablere en international arbejdsgruppe om disse spørgsmål, hvis der skabes garantier for, at de rige lande ikke vil udnytte spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder i protektionistisk øjemed.
Også her er USA et problem. Den amerikanske fagbevægelse bruger nemlig spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder som skalkeskjul for at opretholde og søge at indføre nye handelsbarrierer. Det sker i øvrigt på trods af, at USA ikke selv ratificeret flere af de vigtige ILO-konventioner om arbejdstagerrettigheder.
Det hjælper med andre ord ikke kun at skælde ud på u-landene for problemerne med at få miljø og arbejdstagerrettigheder ind i WTO. De rige lande har desværre stadig en andel i disse problemer.

Fælles NGO-fodslag
Når det er sagt, så anerkender vi behovet for en øget indsats fra NGO'er i forsøget på at danne bro mellem de fastlåste fronter. Arbejderbevægelsen har allerede gjort et stort arbejde for at få fagforeninger fra hele verden til finde fælles fodslag i spørgsmålet om arbejderrettigheder. Mellemfolkeligt Samvirke holdt sidste år en seminar med NGO'er fra en række u-lande for at debattere WTO strategier og har diskuteret WTO med mange af organisationens 230 partnere. Herudover søger danske NGO'er at finde sammen med en række af de førende internationale NGO'er om en fælles indsats.
Men de bestræbelser er frugtesløse, hvis ikke de rige lande ændrer tilgang til WTO-forhandlingerne. Det er godt og flot, at Danmark går i spidsen, når det gælder miljø og arbejdstagerrettigheder i WTO. Men det er også nemt, for det ikke er danske varer, der for alvor vil blive udsat for øget konkurrence fra u-landene.
Og når det gælder ændringer af EU's fælles landbrugspolitik og WTO's regler for patenter og copyright kan Danmark gå langt videre, end man gør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her