Kronik

Sælsomt kiksede danskere

30. juni 2000

Hvorfor kan vi bedre slå os løs, jo mere pinlig og kitschet, musikken er?

Det virtuelle rum
Til en fest observerede jeg, at der kun blev danset, når discjockeyen spillede de mest pinlige sange. Det var sange som Barbie Girl, Video Video, Det er mig, der står herude og banker på og gamle numre med Laban.
Umiddelbart tænkte jeg ikke mere over det. Ikke før jeg gik til den næste fest og iagttog det samme: Folk dansede praktisk talt kun, når musikken blev kitschet og utålelig. Det var en mærkelig fornemmelse, fordi det slog mig, at et eller andet var galt.
Til dagligt er der vistnok ingen unge mennesker, der sidder og hører Laban derhjemme foran stereoanlægget. Imidlertid har jeg nu haft tid til at tænke mere overordnet over dette fænomen, og jeg tror, at der ligger nogle dybere ting til grund for denne opførsel.
Først og fremmest handler det om ikke at føle sig ordentligt hjemme i sin egen krop, og man er, som de fleste vil vide, prisgivet på et dansegulv. Man er udleveret i sin krop, eller snarere som sin krop. Dansen konstituerer simpelthen en permanent udebane; i hvert fald for os ufatteligt dødelige, der ikke danser specielt meget i hverdagen.
Før jeg går videre med mine betragtninger, tror jeg, det er vigtigt, at jeg tilføjer endnu en lille fortælling. Jeg var engang i Kenya. Og nu vil jeg ikke stå som fortaler for en eller anden primitiv og banal synsvinkel, at sorte danser bedre end hvide osv., men på et diskotek i Nairobi oplevede jeg engang nogle piger, der dansede uhæmmet med sig selv i spejlet. Havde en person gjort det herhjemme i Danmark, ville man opfatte ham / hende som slesk, selvglad, dipper og deslige. Men da jeg så disse piger danse, virkede det bare, ikke andet, bare virkede.
Desværre, og kun på nogle områder heldigvis, er det sådan, at vi her i Danmark er født med, hvad man kunne kalde et spejl i hånden. Vi ser ganske simpelt os selv udefra, før vi ser ud fra os selv. Med andre ord danser vi altid allerede i et spejl, idet vi bevæger os ud på dansegulvet, hvor vi konkret risikerer at blive spejlet.
Vi er fordømt til en særlig form for refleksion og har faktisk været det, lige siden Descartes forsøgte at meditere sin krop væk med den berømte sætning: "Cogito ergo sum" ("Jeg tænker, altså er jeg"). Der har selvfølgelig været flere opgør med Descartes' form for rationalisme, men kroppen forbliver under dansen en anden i dette nye årtusinde.
Men hvorfor bevægede jeg talen hen på min tur til Afrika? Jo, det gjorde jeg af den simple grund, at denne dans forekom mig at være mere autentisk. Dansen handlede om noget andet, end det den handler om herhjemme - den handlede om at leve, hverken mere eller mindre.
Når vi herhjemme får slæbt kadaveret, ormesækken, madstativet, eller hvad man nu vælger at kalde kroppen, ud på det glimtende gulv, er det enten fordi vi er så fulde, at resten kan være lige meget, eller fordi musikken fremprovokerer en så ironisk tilgang til selve dansen i kroppen, at vi lige netop kan bære det - uden at føle os latterlige.
I Danmark er det at danse nogenlunde lig med det at skabe sig. Og her mener jeg at skabe sig i den negative forstand. Men at være skabt er jo præcis dét, dansen handler om. I dansen er det faktisk meningen, at man skal skabe sig endnu mere som den menneskekrop, man er skabt i.
Til gengæld er det ikke meningen, at man i dansen skal skabe betydning, eller mening for den sags skyld. Meningen og betydningen kommer først bagefter som det, man tillægger dansen f.eks. i denne kronik. I sig selv er dans derfor en måde at være ude af sig selv på, en ekstase, men dermed også så langt inde, at det er dét, det eneste, det handler om.
Dans er ikke at være ironisk overfor eller at føle ubehag ved sig selv. De sidste to holdninger markerer nemlig en afstand til det at være en krop. I stedet taler vi jo om at være i en krop, hvilket fremhæver hele forskellen og problemets ophav.
Vi har således stadigvæk en platonisk / kristen forestilling om, at vi kun bebor vores krop, og i dette ligger der en indbygget midlertidighed, en dødens alarmklokke så at sige. Den er et hylster, der ind-imellem bevæger sig ud på f.eks. et dansegulv med refleksionens stylter under sig. I den forstand føler vi os paradoksalt nok kun hjemme i vores krop, når vi ikke bebor den, hvilket vil sige i situationer, hvor den ingenting kræver, f.eks. i de åndløse timer foran fjernsynet eller computerskærmen. Indimellem må vi så finde plads til at udfolde den, og det sker, når den dyrker sport eller sex, når den spiser, eller når den danser.
Men af de fire sidstnævnte ting er det måske kun sporten, vi har et nogenlunde 'normalt' forhold til? Vores forhold til de tre andre ting er i hvert fald forkvaklet.
Helst dyrker vi sex alene, eller taler det ihjel i dårlige dokumentarprogrammer. Helst vil vi styre og kontrollere kroppen gennem den befængte mad, vi desværre er nødt til at indtage. Dansen behøver jeg vel knap nok at nævne. Man kan jo bare følge udviklingen gennem nogle af de mest populære dansefilm, der i den vestlige verden er lavet i nyere tid. Fra Saturday Night Fever, over Dirty Dancing til den mildt sagt meget ironiske Strictly Ballroom i 1990'erne.
Dansen bliver for os noget stadig mere eksotisk. Den er for os en næsten umulig måde at være krop på, en fjern måde at kroppe sig ud på om man så må sige. Derfor bliver vi også misundelige, når vi ser disse film, hvor folk uden be-sværlig tilgang er og huser deres krop.

Man må spørge sig selv, hvad det er, vi går glip af. Vi går selvfølgelig glip af det at føle sig levende, nej, mere præcist formuleret, at være levende. Grunden til, at jeg korrigerer mig selv, er, at udtrykket at føle sig levende allerede bærer præg af en dualistisk og dermed platonisk tankegang, at jeg er en sjæl/bevidsthed, der bør føle sig levende.
Nu kan man selvsagt ikke forvente, at livet går hen og bliver en dans på roser. Det hører med til at være sådan nogen som os, at man har en bevidsthed, og at man tænker i og over livet. Men det svære er at tænke sig tilbage til en oprindelighed før tanken, som megen vesterlandsk filosofi siden Friedrich Nietzsche o.a. har forsøgt sig på.
Det kræver jo, at man sætter tankerne til en side, stopper refleksionens uendelighed etc., hvilket er forbandet svært som menneske. Så længe der dog findes sådan noget som dans, så længe er der også håb. Vi har muligheden for at glide ud på dansegulvet på byens diskoteker og dansesteder, men formentlig bliver det til stadighed sværere at finde sig til rette i dansen. Grunden er, at det fortsat vil blive mere og mere nødvendigt at overdøve den reflekterende bevidsthed.
Dette afspejler sig således også i den musik, der bliver spillet. Enten ender man i den omtalte ironiske grøft, hvilket ofte er tilfældet til private fester, hvor stereoanlægget ikke er stort nok. Eller også ender man i en ensom og depraveret trancegrøft, hvor musikken helst skal være så kraftig, at man er sikker på, at bevidstheden blæses ud.Begge dele kan i og for sig være gode nok, men de er symptomer på det samme: Vi har fordrevet Gud ud af huset og savner nu en mening med, at vi bebor en krop.
For det gør vi, om vi vil det eller ej. Kroppen er et paradigme, vi har besvær med at udfylde tilstrækkeligt, fordi vores (u)midler er forsvundet i de mørke skygger, erkendelsen har skabt.
Gud skal vide, at vi er blevet klogere, siden han forlod os, men dette har bestemt ikke gjort livet nemmere. Vores måde at omgås hinanden er blevet så dissekeret, at vi har svært ved at udfylde os selv.
Tænk bare på Patrick Batemans selvskildring i Bret Easton Ellis' skelsættende, tidstypiske og dybt moralske roman American Psycho fra 1991.
Som Descartes var i tvivl om, at de personer, han iagttog gennem sit vindue, var mennesker med en bevidsthed, således behandler Patrick Bateman sine medmennesker. Han behandler dem som ting, som objekter uden bevidsthed, og det kan han kun gøre, fordi hans forhold til sin næste og til sig selv er så forkrøblet og overreflekteret, som det er. Patrick Bateman er ikke civilisationens udskud; han er dens højdepunkt, og han er den form for solipsisme, vi må prøve at undgå.
Dertil er det ikke sikkert, at dansen er nok. Men at være levende og bare en smule blottet blandt andre levende, vil muligvis hjælpe en smule.
Det hører simpelthen med til et liv, at man blotter sig, at man kaster sig ud af sin dogmatiske slummer, klipper hækken en smule mere ned - også for at imødegå de forandringer, det nye årtusinde utvivlsomt vil medføre.

Ethvert indbrud i fordommenes overbevogtede butik kræver en sårbarhed, og den må vi være parate til at stille op med. Men jeg tror derudover, at det gælder om at finde sin egen individuelle form for dans, og ikke den, man ser, når desinficerede drenge- og pigebands danser i takt på musikkanalen MTV
Nu var det ikke helt meningen, at jeg skulle lyde som en præst, men når det regner på præsten, drypper det jo som bekendt på degnen, og lad det så være mine sidste ord, før jeg tager min diskoskjorte på og bevæger mig ud i Århus' natteliv. Ikke for at drikke hjernen ud, men for at danse kroppen hjem.

Stefan Kjerkegaard er stud.mag,
f. 1973

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu