Læsetid: 3 min.

Salon eller kunst?

Debat
27. juni 2000

Af JEAN FISCHER kultursociolog ekstern lektor på RUC og redaktions-medlem på SALT

Man 'bør' foragte salonkunsten. Men hvad så med Bjørn Nørgaards gobeliner? - Thomas Kluges malerier?

Anti-avantgarde
Er Glyptoteket i virkeligheden et museum for salonkunst? Kan vores berømte museumsbygning betragtes som et mausolæum over Carl Jacobsens dårlige smag?
Det var en tanke, der slog mig, da jeg så en udstilling fornylig. Man havde bl. a. flyttet salonskulpturer fra deres faste plads til udstillingen Gloria Victis (Æret være de besejrede). Udstillingen har undertitlen Vindere og tabere i fransk kunst 1848-1910. Taberne var salonkunstnerne og vinderne de moderne.
Salonkunstnerne har været glemt i næsten 100 år, men har altid været dominerende i Glyptotekets skulturafdeling: Barye, Barrias, Carpeaux, Chapu, Dubois etc.
Sagen er, at Carl Jacobsen var vild med disse salonkunstnere og købte dem i stor stil. Når Jacobsen fik bygget Glyptoteket 1897, var det først og fremmest fransk salonskulptur, det skulle rumme. Derfor er skulpturerne blevet stående på trods af skift i smag. Carpeaux har endda sin egen sal. I Carl Jacobsens tid havde fire af salonbilledhuggerne hver en hel sal! Først efter Anden Verdenskrig sattes en del på magasin, men genopstilledes 1987.

Salonkunst er kunst
Man af os troede, at salonkunst var vulgær og dårlig ikke-kunst, som ukyndige mennesker hængte op på væggene. Nu opdager man så, at salonkunst er kunst, skabt i 1800-tallets sidste halvdel af førende kunstnere, uddannet på Kunstakademiet. De udstillede i salonen, som var det sted, førende kunstnere udstillede. Men så skete katastrofen. Salonen kom til at afvise impressionisterne. Dermed opstod en kamp mellem salonen og de moderne. Kampen endte med, at de moderne sejrede, og salonkunsten blev ensbetydende med ikke-kunst.
Det er påskønnelsesværdigt, at kunsthistorikerne har villet kaste nyt lys på salonkunsten. Musée d'Orsay har gjort det siden 1986. Glyptoteket er som skabt til opgaven. Det fastslås i udstillingskataloget, at sagen ikke er helt så enkel, som vi har vænnet os til at tro:
Ofte var salonkunstnere og de moderne gode venner. Ofte gik der påvirkninger begge veje mellem salonkunstnere og moderne. Rodin lavede en buste af salonkunstneren Falguiere, som omvendt lavede en af Rodin. Kunsthistorikerne bidrager til, at der kan pilles ved det modernes myte om salonkunstens entydighed og elendighed. Skillevæggen mellem salonkunst og kunst er ikke uigennemtrængelig.
Men det er ikke let at bruge denne gode vilje. Charlotte Christensen indrømmer i sin anmeldelse i Information, at det er svært at sige noget positivt om salonkunstnerne.
Her er vi ved sagens kerne. Salonkunsten er ikke glemt, men fortrængt. Fortrængningen af salonkunsten og udviklingen af den moderne kunst var to sider af samme sag. Dette indebærer, at udviklingen af vores smag og kvalitetskriterier er dybtgående præget af foragt for salonkunsten og det, den forbindes med, mens omvendt vores beundring er knyttet til grænseoverskridelse og avantgardisme. Det er en væsentlig del af vores moderne og kunstneriske identitet at foragte salonkunsten og dens karakteristika. Derfor kan vi selvsagt ikke pludseligt se noget godt i salonkunsten, blot fordi den vises frem på Glyptotekets udstilling.
Jeg synes selv, salonkunstnerne på Glyptoteket stort set virker forældede og sødladne, især billedhuggerne. Men jeg mener, at der er mange grunde til at tage dette som en udfordring. Udfordringen går på at arbejde med vores kriterier på god og dårlig kunst og med vores 'smag'. Det er et svært projekt, der tager lang tid. Men projektet er væsentlig og relevant.

Uacceptabel succes
De seneste årtiers postmoderne udvikling har skabt en åbenhed over for fænomener, der tidligere var tabu. Der er åbenhed over for ikke-modernistisk kunst, og anti-modernister som Odd Nerdrum og Thomas Kluge er næsten blevet accepteret af kunstinstitutionen. Bjørn Nørgaards nyeste succes hos kritikere, hof og folk er egentlig fantastisk. Men ret beset er den uacceptabel.
Flere af mine avantgardistiske venner betragter Bjørn Nørgaards nyere værker som tvivlsomme og kommercielle. Ja, én affærdiger dem som konditorkunst. Selv om avantgardebegrebet har været under stærk kritik, især efter 1980, står det alligevel stærkt i kunstinstitutionen. Derfor kan Bonde og Carstensen stå som store kunstnere. Nok er vi tolerante og affinder os med Nørgaards succes. Men vi accepterer ikke kritik af Bonde og Carstensen. Det moderne er endnu ikke rystet i sin grundvold.
Udstillingen på Glyptoteket er vigtig. Den handler om vores definition af og kriterier på kunst. Det er ikke i sig selv vigtigt at få opvurderet salonkunstnerne. Denne opvurdering bliver derimod vigtig, hvis den bidrager til at sætte spørgsmålstegn ved den moderne kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her