Læsetid: 4 min.

SF ned i VS kloakken

Debat
10. juni 2000

Partiliste-systemet i Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF er udtryk for åben foragt for folkestyret

Partisk
Hvad EU-politikken angår, er det svært at stille op bag enten Pernille Frahm eller Jørn Jespersen. Jeg er tilhænger af EU og må derfor anbefale et nej til euroen. Den fælles møntenhed er efter min bedste overbevisning en idealistisk tankekonstruktion, der (hvis den føres ud i livet) vil kaste hele det europæiske samarbejde ud i en farlig krise, muligvis et sammenbrud. I den kommende folkeafstemning ser jeg derfor Pernille Frahm som en 'nyttig idiot' for det, jeg ønsker: at redde EU. Mens omvendt Jørn Jespersen er en 'nyttig idiot' for det, Pia Kjærsgaard vil: EU's afvikling.
Men det er ikke EU-politikken, der er det væsentlige i det interne SF-opgør mellem 'fornyere' og 'traditionalister'. Det er spørgsmålet om, hvad demokratisk kultur er for noget.
Som almindelig borger - som deltager i det danske folkestyre - må man hilse det velkomment, at politiske brydninger i alle partierne kommer ud i offentlighedens lys.
Jo mere information, jo bedre. Jo mere åbenhed, jo bedre. Jo mere tydeliggørelse af de enkelte folketingskandidater, jo bedre. Det er vel i sidste instans os allesammen - vælgerne - der skal tage stilling til sagen. Eller er det? Mens Lunde-flokken og Frandsen-flokken tilsyneladende er uenige om alt muligt andet, synes de enige om dette ene: at sagen bør holdes inden døre i partiet. Hvorfor?

Foragt for folkestyret
Demokratisk set er det da fortræffeligt, at Anne Grethe Holmsgaard får en modkandidat i Østre Storkreds. Derimod er det forkasteligt, at vælgerne ikke får et reelt valg mellem de opstillede. For det er jo tilfældet, når en snæver kreds af partiaktivister først har stemt om, hvem der skal stå øverst på partilisten. For at kunne sprænge en partiliste skal kandidat nummer to have så mange personlige stemmer, at det i praksis er umuligt (hvis man da ikke lige er Margrete Auken).
Partiliste-systemet - der dyrkes af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF - er udtryk for åben foragt for folkestyret. Ideologisk bygger det på den militæriske opfattelse, at vælgerne kun skal tage stilling til partierne (programmerne) - ikke til de mennesker, der i givet fald skal repræsentere dem. De er nemlig kun soldater, som partiledelserne i grunden kunne udskifte vilkårligt.
Men det er ikke det værste. Det værste er det lumre, usunde partiklima, der altid vokser op sammen med partilisterne.

Det indre partiliv
Desværre er det jo et vilkår for partilivet, at de meget aktive sjældent udgør et repræsentativt udsnit af vælgerne. Det gælder i hvert fald på venstrefløjen, hvor man som aktivist helst skal sidde i mange udvalg og gå til mange møder. En livsform, der stemmer dårligt med normalt arbejde, et familieliv med børn, weekendture til vandet, o.s.v. Derfor er der hele tiden en tilbøjelighed til, at magten i partierne overtages af mennesker med en speciel erfaringshorisont - studerende, evighedsungkarle m.m. - kort sagt mennesker, der gør det indre partiliv til hele livet. Her skal alle ambitioner indfries, her skal kæresten findes, her skal man i det hele taget skabe sin identitet. I Venstresocialisterne skabte dette fænomen med årene en kloak, som partiet rådnede ned i. Folkeligt populære VS'ere som Preben Wilhjelm og Anne Grethe Holmsgaard blev udsat for en sand klapjagt fra laget af partiaktivister, der ikke kunne bære, at nogen tænkte selvstændigt.
Bestræbelsen gik hele tiden på at nivellere og at give hovedbestyrelsen og tilsvarende gremier fuld kontrol over alt, hvad VS'ere gjorde og sagde.
Ikke bare, hvordan de stemte omkring finansloven, men også hvad de udtalte i interviews, ja om de overhovedet skulle give interviews - eller partiet måske burde sende en anden! (Jeg kunne skrive et helt bind med konkrete eksempler på den slags.)
Partilisten var et altafgørende redskab for denne militæriske kultur. OK - Wilhjelm, Holmsgaard og et par stykker flere var måske blevet urørlige (deres vælgertække var for veletableret), men så kunne man i det mindste sørge for, at de ikke blev efterfulgt af andre 'medieliderlige' (læs: demokrater).
Det lykkedes faktisk. Nivellerede kompromis- og gennemsnitskandidater, som aktivistlaget var sikre på at kunne kontrollere, og som havde den samme aparte erfaringshorisont, blev bragt til tops på partilisten. Og VS sygnede hen til en sekt.

Totalitær tradition
Måske er jeg overfølsom. Men jeg fornemmer på det, der nu kommer frem om livet og stridighederne i SF, at den samme mugne kultur er på vej til at brede sig her. Anne Grete Holmsgaard, der kom fra den demokratiske fløj i VS, er aldrig blevet modtaget med de samme åbne arme som Ole Sohn, der kom fra en totalitær tradition. Det er vel heller ikke noget tilfælde, at SF netop håndhæver partilistesystemet i de mest urbaniserede områder af landet (København, Århus, Frederiksborg) - med mange studerende o.s.v. - mens frisindet åbenbart har det lidt bedre i landdistrikterne. Skønt helt udenforstående vil jeg opfordre behjertede demokrater i SF - herunder ikke mindst Holger K. Nielsen - til at benytte den nuværende strid til et opgør med partilisten. For Danmark har i høj grad brug for, at SF stadig er til stede i det politiske spektrum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her