At jeg skulle have kopieret de lange linjer fra Turbo for at konstruere mine ultrakorte vers er absurd
Anmeldt
Jeg ved godt, at det er halsløs gerning at prøve at svare på en anmeldelse (hvem mindes ikke Peter A.G.?), men siden der er gået litteraturpolitik i sagen, gør jeg det alligevel: Erik Skyum-Nielsen får i anmeldelsen af min digtsamling Popcorn (Inf. den 8. juni) fedtet mig så grundigt sammen Højholts forfatterskab fra 60'erne, at bogen fremstår som plat og svindel og plagiat. Hvad han behændigt undgår at sige. Jeg har ikke lagt skjul på noget: Med sølvomslag, titel og motto afslører jeg et slægtskab, og jeg benytter i nogle af digtene en show -og slapstickæstetik (og det er kun ét spor i bogen , der er flere andre), som kan og skal give visse mindelser. Skyum optrevler dygtigt de åbne forbindelser og tilføjer et par, som er mere spidsfindige. Men at jeg skulle have kopieret de meget lange linjer fra Turbo for at konstruere mine ultra korte vers er i hvert fald absurd. De formelle ligheder, der trods alt må være, skulle gerne befinde sig på den overflade, de hele tiden har været tiltænkt.
For min bog er sgu da et helt andet poetisk rum, en helt helt anden stemme og et andet temperament, som får krop osv. gennem de specielle kærlighedsdigte, socialrealistiske fiktioner og politisk/satiriske indfald m.m. som ikke har en fløjtende fis at gøre med 60'erne og Per Højholt. Hvis man virkelig læser de omtalte bøger (læs bøgerne!), vil man erfare, at der er væsensforskelle. Men Skyum bliver på den overflade, hvor der kan trækkes formelle tråde bagud. Og han opholder sig kun ved enkeltdigte, som netop kan virke såre overfladiske, når man overser de sammenhænge, de indgår i, de tråde der løber, og den og de stemmer i bogen, der efterhånden får korporlig fylde.
Er ikke kanoniseret
Sagen er, tror jeg, at anmeldelsen er et slet skjult litteraturpolitisk indlæg. Den gryende interesse for den danske litteratur i 60'erne og 70'erne, som, modsat hvad Skyum siger, hverken blev eller er blevet kanoniseret, Henrik Bjelke, Johannes L. Madsen, Højholt m.fl., skal prygles i opløbet. Men jeg gør aldeles ikke knæfald for nogen 60'er-avantgarde. Faktisk synes jeg, at der er vel megen tom centrifugalkraft hos den tids skrivekugler.
Men der er også et stort vovemod og en suveræn og ukonventionel fræk-hed og friskhed i f.eks. Henrik Bjelkes bøger, som bestemt ikke er det mindste forældede, og som ikke kan undgå at påvirke og animere de nye unge forfattere. Men de må altså ikke, for Skyum og andre, forledes til at blive inspireret af en digtning, der erstatter opbyggelighed med anarkistisk skriveglæde og dybde og erkendelse med sprogfilosofi og intethed.
At Skyum også anmelder en lille bule, som jeg beklager kan komme i bogen, fordi der ligger en cd under omslaget, og udpeger det som en afgørende pointe, kan jeg slet ikke dy mig for at betragte som symbolsk for hele anmeldelsen.
