Kronik

Værdier at kæmpe for

Debat
3. juni 2000

'Fundamentalisme er tradition under belejring,' skriver den toneangivende britiske sociolog i dette essay om tradition som en vigtig betydningsbærer også i et moderne liv

Lørdagskronikken
Det, der er karakteristisk ved tradition, er, at den definerer en form for sandhed. Den der følger en traditionel handlemåde, behøver ikke at spørge sig selv om alternativer. Lige meget hvor meget en tradition forandrer sig, giver den en ramme man kan agere inden for, som man i det store hele ikke behøver at sætte spørgsmålstegn ved. Traditioner har normalt vogtere - præster eller vismænd. Vogtere er ikke det samme som eksperter. De henter deres position og deres magt fra det faktum, at de er de eneste, der er i stand til at fortolke traditionens rituelle sandhed. Kun de kan afkode den sande betydning af de hellige tekster eller andre symboler i forbindelse med de fælles ritualer.
Oplysningen ville knuse tradi-tionens autoritet. Det lykkedes kun delvist. Traditionerne blev længe ved at være stærke i det meste af det moderne Europa og endnu dybere forankret i resten af verden. Mange traditioner blev genopfundet, og andre var blevet indført for nylig. Visse dele af samfundet gjorde et fælles forsøg på at værne om eller tilpasse de gamle traditioner. Det er trods alt i bund og grund alt, hvad den konservative tanke har handlet og stadig handler om. Traditionen er måske konservatismens mest grundlæggende tanke, idet de konservative mener, at den indeholder oplagret visdom.
En anden grund til traditionens vedvarenhed i de industrialiserede lande var, at de institutionelle forandringer, moderniteten var tegn på, generelt var begrænset til de offentlige institutioner - især statsmagten og økonomien. Der var tendens til at traditionelle måder at gøre tingene på fortsatte eller blev genindført på mange andre områder i tilværelsen, deriblandt dagliglivet. Man kunne endda sige, at der var en slags symbiose imellem modernitet og tradition. I de fleste lande forblev familien, seksualiteten og adskillelsen mellem kønnene fuldkommen gennemsyret af tradition og skik.
Påvirket af globaliseringen sker der to grundlæggende forandringer i dag. I de vestlige lande er ikke kun de offentlige institutioner, men også dagliglivet blevet løst af traditionens greb. Og andre samfund verden over, som er forblevet mere traditionelle, bliver aftradi-tionaliseret. Jeg tror, at det er en central del af det omtalte globale, kosmopolitiske samfund, som er ved at bryde frem.
Det er et samfund, der eksisterer efter naturens afslutning. Få aspekter af den fysiske verden er med andre ord blot naturlige længere - upåvirket af menneskelig indblanding. Det er også et samfund, der eksisterer efter tradi-
tionens afslutning. Traditionens afslutning betyder ikke, at tradi-
tionen forsvinder, som oplysningstidens tænkere ønskede. Den bliver tværtimod ved med at florere i forskellige udgaver overalt. Men det er - hvis jeg kan udtrykke det på den måde - i mindre og mindre grad tradition levet på den traditionelle måde. Den traditionelle måde vil sige at forsvare traditionelle handlinger ved hjælp af deres egne ritualer og symboler - at forsvare traditionen ved hjælp af dens indre krav på sandhed.

En verden hvor moderniseringen ikke er begrænset til et geografisk område, men kan mærkes overalt, har en række konsekvenser for traditionen. Tradi-tion og videnskab blander sig af og til på mærkelige og interessante måder. Tag f.eks. den meget omtalte episode i Indien i 1995, hvor guderne i nogle hindutempler lod til at drikke mælk. Samme dag forsøgte adskillige millioner mennesker ikke bare i Indien, men over hele verden at give gudebilleder mælk. Antropologen Denis Vidal, der har skrevet om fænomenet, skriver:
"Ved at manifestere sig i hvert eneste land i verden, hvor der bor indere, er det måske lykkedes de hinduistiske guder at udføre det første mirakel nogensinde i harmoni med en tidsalder, der er hjemsøgt af globaliseringens slogan."
Lige så interessant er det, at der - hos troende såvel som ikke-troende - var en udbredt følelse af, at man havde behov for videnskabelige eksperimenter til at fastslå ægtheden af miraklet. Videnskaben blev hvervet i troens tjeneste.
I et eksempel som dette er traditionen ikke alene stadig i live, den er på vej frem igen. Men tradi-
tioner bukker også ofte under for moderniteten, hvilket i nogle tilfælde sker over hele verden. Traditioner, der er blevet drænet for indhold og kommercialiseret, bliver enten til såkaldt kulturarv eller til kitsch - den slags nips man kan køber i forretningerne i lufthavnen. I kulturindustriens udgave er kulturarv tradition pakket ind som underholdning. De restaurerede bygninger på turiststederne ser måske nok pragtfulde ud, og restaureringen er måske også autentisk ned til den mindste detalje. Men den kulturarv, der beskyttes på denne måde, er løsrevet fra traditionens livsnerve, nemlig forbindelsen med hverdagslivet.
Efter min mening er det aldeles rationelt at anerkende, at tradi-
tioner er nødvendige i samfundet. Vi kan ikke godtage oplysningstidens ide, om at verden bør frigøre sig fuldkommen fra traditioner. Traditioner er nødvendige og vil altid eksistere, fordi de giver livet sammenhæng og form. Tag f.eks. det akademiske liv. Alle i den akademisk verden arbejder inden for traditioner. Selv hele akademiske discipliner som økonomi, sociologi eller filosofi har traditioner. Grunden, er at ingen ville kunne arbejde på en fuldkommen eklektisk facon. Uden intellektuelle traditioner ville ideer savne fokus eller mening.
Men det er en del af det akademiske liv hele tiden at udforske sådanne traditioners grænser og fremme en aktiv udveksling imellem dem. Traditioner kan meget vel forsvares på en ikke-traditionel facon - og sådan bør det være i fremtiden. Ritualer, ceremonier og gentagelser spiller en vigtig social rolle, noget de fleste organisationer, statsmagter inklusive, for-står og handler efter. Traditioner vil blive ved med at blive opretholdt så længe de effektivt kan retfærdiggøres - ikke så vidt angår deres egne, indre ritualer, men sammenlignet med andre traditioner eller måder at gøre tingene på.
Det gælder også religiøse traditioner. Religion forbindes normalt med tanken om tro, en slags følelsesmæssigt spring ind i overbevisningen. Men i en kosmopolitisk verden er flere mennesker end nogensinde før regelmæssigt i kontakt med folk, der tænker anderledes end dem selv. De er nødt til at retfærdiggøre deres overbevisninger både over for sig selv og andre, om ikke andet så indirekte. Der kan ikke undgå at være en god bid rationalitet med i de religiøse ritualer og ceremoniers vedvarenhed i det man kunne kalde et aftradi-
tionaliserende samfund. Og sådan skal det også være.

Men efterhånden som traditionernes rolle ændres, kommer der nye former for dynamik ind i vores liv. De kan opsummeres som et modsætningsforhold mellem selvbestemmelse i sine handlinger og tvang på den ene side og mellem kosmopolitisme og fundamentalisme på den anden. Der, hvor traditionen er forsvundet, er vi tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbestemmelse og frihed kan erstatte traditionens skjulte magt med en mere åben debat og dialog. Men denne frihed fører andre problemer med sig. Et samfund hinsides naturen og traditionen - hvilket næsten alle vestlige lande er - er et samfund der fordrer, at der bliver taget beslutninger, i dagliglivet såvel som andre steder. Ulempen ved at skulle tage mange beslutninger er stigende afhængighed og tvangshandling. Her sker der noget virkeligt spændende, men også foruroligende. Det er noget, der i det store hele er begrænset til de udviklede lande, men som efterhånden kan ses blandt mere velhavende grupper andre steder. Det jeg taler om, er udbredelsen af tanken om og realiteten af afhængighed. Oprindelig blev begrebet afhængighed udelukkende brugt om alkoholisme og stofmisbrug. Men nu kan enhver form for aktivitet blive ramt af det. Man kan blive afhængig af arbejde, fysisk træning, mad, sex - selv kærlighed. Grunden er, at disse aktiviteter, ligesom andre sider af livet, er langt mindre struktureret af tradition og skik, end de var engang.

Ligesom tradition handler afhængighed om fortidens påvirkning af nutiden. Og ligesom det er tilfældet med tradi-tionen, spiller gentagelsen en central rolle. Det drejer sig om den individuelle fortid snarere end den fælles, og gentagelsen er drevet af angst. Jeg betragter afhængighed som stivnet autonomi. Aftradi-
tionalisering giver i enhver kontekst mulighed for større handlefrihed, end man havde før. Vi taler her om menneskelig frigørelse fra fortidens begrænsninger. Afhængigheden opstår, når det valg, der skulle være drevet af selvbestemmelse, bliver fordrejet af angst. Inden for traditionen strukturerer fortiden nutiden ved hjælp af fælles holdninger og følelser. Den afhængige er også slave af fortiden, men fordi han eller hun ikke kan frigøre sig fra det, der oprindelig - og som følge af frie valg - var vaner og i takt med, at traditionerne og skikkenes indflydelse daler verden over, ændres selve grundlaget for vores selvidentitet - vores opfattelse af os selv. I en mere traditionel sammenhæng opretholdes vores selvopfattelse primært gennem den stabilitet de enkelte individers sociale positioner har i fællesskabet. Når traditionen falder væk, og den selvvalgte livsstil får overhånd, går selvet ikke fri. Selvidentiteten skal skabes og genskabes mere aktivt end før. Det er forklaringen på, at terapi og psykologisk rådgivning af enhver art er blevet så populært i de vestlige lande. Da Freud grundlagde den moderne psykoanalyse, troede han, at han var i færd med at udvikle en videnskabelig neurosebehandling. Det, han rent faktisk gjorde, var at konstruere en metode til at forny selvidentiteten i de tidlige stadier af en aftraditionaliseret kultur.
Psykoanalysen går jo ud på, at individet genbesøger sin fortid for at få mere selvbestemmelse i fremtiden. Det samme gælder i vid udstrækning de selvhjælpsgrupper, der er blevet så almindelige i vestlige samfund. Ved møderne i Anonyme Alkoholikere genfortæller individer deres livshistorier og får hjælp fra de andre tilstedeværende til at udtrykke deres ønske om at ændre sig. De bliver i bund og grund helbredt for deres afhængighed ved at omskrive deres livs fortælling.
Kampen mellem afhængighed og selvbestemmelse er globaliseringens ene pol. Den anden er konflikten mellem det kosmopolitiske verdenssyn og det fundamentalistiske. Man kunne måske tro, at fundamentalisme altid har eksisteret. Det er ikke tilfældet - den er opstået som en reaktion på de globaliserende påvirkninger, vi ser overalt omkring os. Selve begrebet stammer fra århundredskiftet, hvor det blev brugt til at betegne holdningerne hos visse protestantiske sekter i USA, navnlig dem der forkastede Darwin. Men selv i slutningen af 1950'erne kunne man ikke slå ordet 'fundamentalisme' op i den store Oxford English Dictionary. Først fra 1960'erne er det blevet et almindeligt anvendt ord.
Fundamentalisme er ikke det samme som hverken fanatisme eller dyrkelse af autoritære principper. Fundamentalismen forlanger en tilbagevenden til de grundlæggende hellige skrifter eller tekster, som skal læses bogstaveligt, og fundamentalisterne har i sinde at anvende de doktriner, der kommer ud af sådan en læsning, på det sociale, økonomiske eller politiske liv. Fundamentalismen giver traditionens vogtere ny vitalitet og betydning. Kun de har adgang til teksternes 'nøjagtige betydning', præsteskabet eller andre privilegerede fortolkere opnår verdslig såvel som religiøs magt. De kan gå efter at overtage ledelsen af staten direkte - som det skete i Iran - eller de kan arbejde sammen med politiske partier. Fundamentalisme er et kontroversielt ord, fordi mange af dem, som andre kalder fundamentalister, ikke ville acceptere, at begrebet passer på dem. Men kan man give ordet en objektiv betydning? Det tror jeg, man kan, og jeg vil definere det på følgende måde: Fundamentalisme er tradition under belejring. Det er tradition, der bliver forsvaret på den traditionelle måde - ved at henvise til den rituelle sandhed - i en globaliseret verden, der vil have begrundelser. Fundamentalisme har derfor intet at gøre med, hvilke overbevisninger der er tale om, hvad enten de er religiøse eller noget andet.

Det væsentlige er, hvordan disse overbevisningers sandhed forsvares eller hævdes.
Fundamentalisme handler ikke om, hvad folk tror på, men ligesom tradition i bredere forstand om hvorfor de tror det, og hvordan de retfærdiggør det. Det er ikke be-grænset til religion. De kinesiske Rødgardister var med deres tro-skab mod Maos Lille Røde utvivlsomt fundamentalister. Fundamentalisme handler heller ikke først og fremmest om mere traditionelle kulturers modstand mod vestliggørelse - en forkastelse af vestlig dekadence. Fundamentalisme kan vokse frem af alle former for traditioner. Den giver ikke plads til utvetydighed, forskellige fortolkninger eller forskellige identiteter - det er en afvisning af dialog i en verden, hvor freden og kontinuiteten afhænger netop af den.
Fundamentalismen er barn af globaliseringen, som den både reagerer på og udnytter. Fundamentalistiske grupper verden over har gjort stor brug af de nye kommunikationsteknologier. Før Ayatollah Khomeini kom til magten i
Iran, cirkulerede han på videooptagelser og kassettebånd med sin lære. Militante hinduer har gjort udstrakt brug af Internettet og elektronisk post for at skabe en 'følelse af hinduistisk identitet'.
Lige meget hvilken form fundamentalisme antager religiøst, etnisk, nationalistisk eller direkte politisk - mener jeg, at det er rigtigt at anse den for at være problematisk. Den bærer muligheden for vold i sig, og den er de kosmopolitiske værdiers fjende.
Fundamentalismen er imidlertid ikke bare den globaliserende modernitets antitese, den sætter spørgsmålstegn ved den. Det mest grundlæggende er dette: Kan vi leve i en verden, hvor intet er helligt? Min konklusion må være, at det kan vi ikke. Kosmopolitter, hvilket jeg anser mig selv for at være, må tydeligt tilkendegive, at tolerance og dialog i sig selv kan være styret af værdier, der har en universel karakter.
Vi har alle brug for moralske forpligtelser, der står over dagliglivets kævl og petitesser. Vi bør være parat til aktivt at forsvare disse værdier på steder, hvor de er dårligt udviklede eller truede. Den kosmopolitiske moral må selv være drevet af lidenskab. Ingen af os ville have noget at leve for, hvis vi ikke havde noget, det var værd at dø for.

*Kronikken er et uddrag af kapitlet 'Tradition' fra Anthony Giddens' essaysamling 'En løbsk verden. Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse', der udkom fornylig på Hans Reitzels forlag. På dansk ved Erik Barfoed.

*Anthony Giddens er sociolog og leder af London School of Econo-mics and Political Science.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her