Læsetid: 4 min.

En verden, en regering

14. juni 2000

Den globale verdensregering kommer ikke på én gang, velforberedt og godt diskuteret igennem. Men den kommer

Føderalisme
Klikker man ind på hjemmesiden www.worldfederalist.org, vil man kunne opleve verdensføderalisternes særlige univers. Verdensføderalisterne dukkede op i forbindelse med dannelsen af FN og består af en lang række personer og organisationer, heriblandt det danske FN-Forbund, der alle slutter op om den grundlæggende idé at skabe en verdensregering for alle nationer og folkeslag på kloden.
Der er selvsagt mange bud på, hvor meget magt en sådan regering bør have og hvordan et verdensparlamentet i så fald skulle sættes sammen. Men fælles for alle de globale føderalister er drømmen om en demokratisk styring af en fredelig verden.

Fascinerende
Tanken er dybt fascinerende og dybt problematisk. Hvem ønsker sig ikke en politisk og demokratisk styring af den globale økonomi, hvem ønsker ikke at stække de gigantiske multinationale selskaber, der i dag har langt større indflydelse på jordens udvikling end nogen valgt regering? Men hvem kender ikke også til vanskelighederne ved at afgive national suverænitet til et overnationalt organ, hvem kan undslå sig for at skele til den danske EU-debat, når man skal vurdere chancerne for at realisere en verdensregering.
Dette paradoks er sandsynligvis en vigtig forklaring på, at en verdensregering yderst sjældent diskuteres åbent, samtidig med at man rent faktisk på flere områder er i fuld gang med at etablere en sådan.
Lad mig her blot nævne nogle få eksempler:

WTO og alle de andre
nI verdenshandelsorganisationen WTO har man allerede indført et såkaldt tvistbilæggelsessystem. De ca. 150 lande, der har tiltrådt WTO's handelsregler, kan rent faktisk straffes, hvis de ikke overholder disse regler. WTO har altså magt til at overskride den nationale suverænitet og diktere lande bøder eller nye handelskvoter. I takt med at områder som miljø og arbejdstagerrettigheder (forhåbentlig) bliver inkluderet i WTO's dagsorden, vil nationalstaterne blive underlagt WTO på stadig flere områder.
*I Haag har vi en menneskerettighedsdomstol, der også kan overskride de nationale lovgivninger på deres specifikke område.
*I FN arbejder en særlig gruppe i øjeblikket på at finde ud af, hvordan verden som helhed kan mindske udslippet af CO2. Det vigtigste redskab ser ud til at blive en nyt system, hvor hvert land får en CO2-kvote, som man så kan handle med, hvilket skulle give en ny overførsel af kapital til u-landene og samlet mindre CO2-udslip. Samtidig får i-landene større kvoter, hvis de investerer i CO2-reducerende tiltag i u-landene.
Man kan mene om disse såkaldte fleksible mekanismer, hvad man vil (personligt finder jeg dem langt ude), men de kræver en del kontrol, hvis de skal fungere, og hvis en sådan kontrol skal være effektiv, skal der også være mulighed for overnationale sanktioner.
*En fjerde tendens er de regionale sammenslutninger, der i øjeblikket finder sted i hele verden. I Europa planlægger EU at udvide både i bredden og i dybden. I Amerika hedder den tilsvarende organisation NAFTA, der - hvis USA får sin vilje, og det gør USA som regel - vil blive udvidet til at dække hele det amerikanske kontinent. Også i Asien er der bevægelser i samme retning.
*I snart ti år har man diskuteret mulighederne for at etablere globale skatter. De to mest berømte eksempler er afgifterne på flybrændstof og indførslen af en lille skat på internationale kapital-overførsler, den såkaldte Tobin-tax.
Sidstnævnte er især beregnet på at dæmpe den uhæmmede valutaspekula-tion og samtidig dæmme op for de værste konsekvenser for de fattigste lande. Skatten er blevet en mærkesag for blandt andet den canadiske regering, mens andre - desværre også den danske - har forholdt sig nølende til forslaget.
Flere af de her nævnte initiativer er stadig langt fra at blive realiseret, men den overordnede tendens synes klar:
Verdensregeringen kommer. Ikke på en gang som en velforberedt, gennemdiskuteret løsning, men i form af en række spredte initiativer i forskellige fora, der alle peger i samme retning, men på vidt forskellige måder.
For sandheden er, at den enkelte aftales udformning i foruroligende lille grad handler om, hvad verden rent faktisk har brug for, og i foruroligende høj grad handler om, hvornår der er præsidentvalg i USA og EURO-afstemning i Danmark - altså de konkrete, nationale magtpolitiske interesser på et givent tidspunkt.
Resultatet bliver komplicerede, tekniske løsninger på basis af et utal kompromiser. For sådan fungerer demokrati nemlig også: Uigennemskueligt, med halve løsninger, følelsesladet - og dog uundværligt.

Det er vores generation
Det er efter al sandsynlighed ikke muligt at ændre dette mønster og få en realistisk debat om en mulig verdensregering. Mange danskere ville vælge at fokusere på, hvad en sådan regering kunne finde på at beslutte og ikke på selve konstruktionen. Ligesom alle brokker sig over, at de ikke kan få nogen garanti for, hvad de valgte politikere i EU kan finde på at beslutte om ti år. Folket tager med andre ord også udgangspunkt i deres egen nationale virkelighed og dagsorden her og nu, når disse ting skal diskuteres. Det er fuldt for-ståeligt, men det er afgørende, at debatten om de overnationale fora ikke kun tages med et snævert nationalt og negativt udgangspunkt.
Vi har et globalt politisk tomrum. Det bliver vores generation, der kommer til at fylde det ud, uanset om vi gør det med lukkede øjne eller i åben og offensiv debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu