Kronik

Den vilde jagt på kommunister

Debat
16. juni 2000

Dele af debatten om den kolde krig er et troværdigt forsøg på at gøre fortiden forståelig. Det burde de fhv. kommunister faktisk selv have indledt. Men heksejagten ligner injurier

Det virtuelle rum
På sjette uge fører Ulrik Høy i weekendavisens spalter kampagne mod de tidligere
DKP'ere Jakob Mollerup og Bjørn Erichsen. Det er indtil videre blevet til fire klummer fra Høys egen hånd, men andre journalister og andre medier har siden starten af maj fulgt sagen op.
Formålet med denne raid - for en hetz må man ifølge Høy ikke kalde forehavendet - er at få disse personer fjernet fra deres fremtrædende stillinger i den danske medieverden. Hjemmel for dette krav er, at Mollerup og Erichsen bl.a. "med føje kan mistænkes for landsskadelig virksomhed" ("1. maj (forlænget)", weekendavisen 12.-17. maj).
Høy har imidlertid endnu ikke fremlagt belæg for denne påstand i form af afslørende dokumenter fra STASI- og andre arkiver om spionage, infiltrering i statsapparatet eller undergravning af nationens sikkerhed - men "det kommer frem alligevel, bare rolig" forsikrer Høy sine læsere i sit seneste bidrag til kampagnen ("Med egne øjne", weekendavisen 9.-15. juni).
Det eneste konkrete belæg til dato er fremdeles de anklagedes medlemskab af DKP for to årtier siden, samt den kendsgerning at de begge i slutningen af 70' erne har udøvet kursusvirksomhed på en partiskole i det hedengangne DDR.
Men alene disse forhold burde ifølge Høy kunne gøre det ud for et fældende bevis i sagen mod Mollerup og Erichsen. Det er nu ikke fordi Høy selv har gravet dette bevismateriale op. Næ det har såmænd to flittige journalister fra konkurrenten Ekstra Bladet: De "seriøse forskere" (Høys betegnelse) Herborg og Michaelsen - og det så længe siden som den 26. marts.

Da den pæne weekendavisen-læser formentlig kun sjældent frekventerer denne konkurrents spalter, bruger Høy da også det meste af sit første bidrag ("1. maj", weekendavisen 5.-11. maj) på at referere sine to pressekollegers opdagelser. For 'afsløringer' kan det næppe kaldes. Hverken Erichsen eller Mollerup har nemlig forsøgt at holde deres forhenværende partimedlemskab skjult i forbindelse med deres senere ansættelser, og partikurserne har i sin tid vel været annonceret og omtalt i Land og Folk, så de ikke blot kom til de trofaste partimedlemmers og sympatisørers kendskab. Bladet blev da formodentlig også læst i efterretningstjenesten. Så på dette punkt er der ikke foregået noget fordækt endsige kriminelt.
Sagen er imidlertid den, at kun de færreste - og særeste - i dag sidder og gransker gamle numre af Land og Folk for at finde pirrende ting om navngivne personers fortid. For pirrende er det selvfølgeligt, hvad kändiser tidligere i livet måtte have ment eller bedrevet, især hvis disse handlinger og holdninger ikke svarer til offentlighedens forstillinger om disse personer eller til 'tidsånden'. Og pirrende er det kun, for så vidt disse gerninger ikke figurerer i offentlighedens kollektive hukommelse.
Oplysningerne om Erichsen og Mollerups ungdommelige sympatier har i den forstand netop sensationspræg. Vi bliver nødt til at se disse personers fortid i et lidt andet lys end hidtil, og en information, som indtil nu ikke var skjult men heller ikke offentlig viden, er med Herborg og Michaelsens artikel blevet kollektiv ejendom. Mollerup og Erichsen's medlemskab af DKP og deres virke i DKP kan - indtil det modsatte er bevist af Høy og andre 'forskere' - ikke anses for ulovligt.
Hvis Erichsen og Mollerup skal klandres for noget, så er det på et meget jordnært plan at have lavet den klassiske PR-fejl, som så mange andre gode borgere og organisationer før dem har begået. De har nemlig i tilstrækkelig grad haft lyst eller mod til forlods at tale ud om en fortid, som i deres egen livs-tolkning er tilbagelagt og derfor opfattes som dybest set uvedkommende for deres aktuelle virke, men som ikke desto mindre kan forekomme offentligheden opsigtvækkende - og pirrende. En såre menneskelig fejl.
Alligevel burde Mollerup og
Erichsen, netop som mediemennesker have vidst, at disse oplysninger på et eller andet tidspunkt kunne bruges imod dem. De burde derfor mere tydeligt have brugt oplagte lejligheder - som f.eks. tiårsdagen for Murens fald - til at fortælle om baggrunden for og oplevelserne med deres medlemskab og deres DDR-rejser. Og de burde have fortalt disse historier - ikke for at gøre afbigt for fortidens synder, men for at beskytte sig selv og deres nuværende organisationer mod fremtidige mistænkeliggørelser.
Det ømme punkt, som de nu rammes på, er nemlig beskyldninger for at være selektive i deres nyhedsdækning og i deres prioritering af historisk stof. Disse beskyldninger, som fremsættes ikke blot af Høy men også af Bjarke Larsen, en tidligere journalist ved Information, kan være nok så grundløse, men de er sværere at tilbagevise nu, hvor Høys kampagne er slået an også i andre medier.

Hvorfor meldte Mollerup og Erichsen sig ind i DKP, hvordan oplevede de denne periode, hvad var deres funktion, hvad fascinerede og skræmte dem ved partiet, hvordan forholdt de sig til oplysninger om de reelle forhold under 'den virkeliggjorte socialisme', hvornår meldte de sig atter ud og hvorfor?
Det er svarene på disse spørgsmål, som Mollerup og Erichsen er begyndt at give nu. Disse svar burde i deres egen interesse være kommet tydeligere og tidligere, og de burde nok være kommet uopfordret. Ikke for at få syndsforladelse, men for at værne sig mod debatttører af Høys karat. Det ville tillige have gavnet niveauet i den offentlige debat.
Når jeg læser Høys indlæg i denne debat, kan jeg ikke undgå at få en særdeles dårlig smag i munden. Manden går jo efter struben. Han er i blodrus. Sagen er ikke den, at påvisninger af danske intellektuelles forblændelse af Sovjet eller af andre endnu mere bizarre kommunistiske systemer (Mao, Pol Pot, Kim) er forkastelig. Tværtimod, disse undersøgelser giver vigtige indsigter i det 20. århundredes menings- og erfaringsdannelse, som også fremtidige generationer kan nyde godt af. Bent Jensens mangeårige forskning i dette felt er således relevant - i øvrigt også sober.
Det kan man imidlertid ikke sige om fellow travellers à la Høy. I afslutningen på sin seneste klumme ("Med egne øjne", 9.-15. juni) gør han sit ærinde i den offentlige debat soleklart: "Der skal [?] ikke diskuteres. Der skal fortælles historie, fremlægges kendgerninger og klare iagttagelser [?]." Der skal med andre ord ikke diskuteres men procederes.

Høys anklageskrift mod
Erichsen og Mollerup omfatter efterhånden tre punkter:
nMoralsk medansvar for alle Sovjetsystemets ugerninger, i særdeleshed for DDR-statens forbrydelser mod sin egen befolkning.
nDe anklagedes magt til at forvanske mediedebatten i dagens Danmark.
nInsinuerende - landsskadelig virksomhed. Den sidstnævnte anklage synes jeg, de anklagede skal bede Høy om at føre bevis for ved en anden instans end ved den 'folkedomstol', Høy selv har oprettet. Anklage nummer to lider af den skavank, at den velsagtens fortegner de anklagedes magt - og andre medarbejderes afmagt - i deres respektive institutioner: Tror Høy virkeligt, at Erichsen dikterer selektionen af nyhedsstof i aftenens tv-avis, eller at Mollerups kollega chefredaktør Jørgen Steen Nielsen er blottet for indflydelse?
Det første anklagepunkt er på grund af bevisets stilling på de andre punkter måske det mest graverende i sagen. Men det er netop også det punkt, hvor der ikke bare kan "fremlægges kendsgerninger og klare iagttagelser": Er der kendsgerninger, der dokumenterer, hvad Mollerup f.eks. har tænkt vedrørende Gulag i 1977, eller findes der klare iagttagelser af f.eks. Erichsens følelser fra 1978 i forbindelse med nedskydningen af DDR-borgere ved Muren? Næppe. Her må der med andre ord netop diskuteres.

Jeg skal ikke gøre mig klog på moral og etik, men det forekommer mig ikke helt ligetil at stille forblændede folk til ansvar for gerninger, som magthavere kynisk har besluttet sig for i samme "hellige sags tjeneste". Og at dømme dem på dette grundlag, fordi de allerede dengang burde have vidst bedre, og derfor burde have kunnet se det barbari, som endda var åbenlyst for Høys kronvidne i hele sagen - den 13-årige knægt i seneste klumme, der konfronteret med den såkaldte 'Beskyttelsesvolds' udstyr af maskinpistoler og andet isenkram i 1987 spontant udbryder: "Jamen, sådan kan man da ikke behandle andre" - også det forekommer mig paradoksalt.
Det betyder nemlig, at for-blændelsens karakter miskendes: At fascinationskraften men også forløjetheden - fortielserne, forvanskningerne, bortforklaringerne etc. - ved sovjetkommunismens værdigrundlag og dens praksis efterlods underkendes som en forførende faktor, og samtidig, at man frakender daværende partimedlemmers indre anfægtelser og den tvivl på 'den sande lære' og på de hensigter, lærens sovjetvogtere måtte have, nogen som helst berettigelse.
En tvivl i øvrigt, der formentlig fik mange medlemmer til at forlade partiet: Nogle - som Mollerup og Erichsen - længe før Murens fald, andre først senere. Anklagerne bagatalliserer med andre ord de selvsamme ideologiske trusler mod den vestlige befolknings sindstilstand (indoktrinering osv.), som de i Koldkrigsperioden advarede så kraftigt imod. Tilmed vil de i bagklogskabens navn gøre folk moralsk medskyldige i forbrydelser, som de samme folk ved deres udmeldelse tilkendegav ikke at kunne eller ville lægge navn til.
Hvad skal Høys skriveri dog bruges til? Det kan ikke bruges til at lære noget om eller af historien: f.eks. hvorfor nogle folk bekendte sig til et tankesæt, som set i bak-spejlet var skrupforkert, men som på det tidspunkt for de pågældende rummede en sandhed og rigtighed. Men det er heller ikke hensigten.

For Høy drejer det sig nemlig om noget så simpelt som hævn. Vae victis! Mollerup og Erichsen skal fyres: De skal "strittes ud af kontoret" ("Pressens åbenhed", 26.-30. maj), de skal "have et mistillidsvotum af deres medarbejdere" ("1. maj (forlænget)", 12.-17. maj), de skal sammen med andre "præmie-kommunister" "være teltholdere på Fælleden - året rundt" ("1. maj", 5.-11. maj). Som om det ikke er straf nok for engang at have bekendt sig til noget, man forlængst har mistet troen på, så burde de "og de øvrige kommunistiske DDR-aktivister [?] have en påtegning i papirerne: 'Tog parti for det kommunistiske diktatur i den kolde krigs dage'" ("1. maj (forlænget)", 12.-17. maj). Hvilke papirer? Dankort, sygesikring, kørekort? Næ, Ausweis!

Christian Jantzen er lektor i medie- og kulturanalyse, Aalborg Universitet. CJ's synderegister er flg.: I 1973 (som 14-årig) tilhænger af 'dominoteorien', og derfor moralsk medansvarlig for amerikanske uhyrligheder i Vietnam. Kom til Danmark i 1982, har aldrig været medlem af noget parti. Har dog i 80'erne haft abonnement på Information (i flere år) og på Politisk Revy (halvt år). Har i 90'erne haft abonnement på weekendavisen. Siden ca. 1980 tilhænger af NATO's dobbeltbeslutning, har altid stemt ja til EU ved folkeafstemningerne, da Unionen i tråd med Spaaks og Schumans idealer anses for at være et freds- og sikkerhedsskabende projekt. Tilhænger af den aktuelle Østrig-boykot, går ind for ØMU'en. CJ kender i øvrigt ingen af de implicerede personligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her