Kronik

Vi bør begynde helt forfra

Debat
27. juli 2000

En europæisk føderation - eller demokratiernes Europa? Seks grønne europæiske politikere giver den tyske grønne udenrigsminister Joschka Fischers visioner svar på tiltale

Økonomi & Politik
Den tyske udenrigsminister Joschka Fischers forslag til en Europæisk Føderation har gjort nytte ved at tvinge politikere af alle afskygninger til åbent at tage stilling til de grundlæggende spørgsmål om Europas fremtid. Imidlertid har vi, medlemmer af Den Grønne Gruppe i EU-Parlamentet, visse problemer med hans ideer.
De overordnede spørgsmål er:
nHvordan skal vi indrette det europæiske kontinent, så det fremmer freden og bidrager til kampen for at erstatte den nuværende nyliberale form for globalisering med en ægte verdensomspændende internationalisme?
nHvad skal vi som europæere gøre for at skabe en socialt retfærdig og økologisk afbalanceret verden med demokratiske og decentraliserede ledelser?
For det første synes forslaget om, at en 'kerne' af EU-lande skal etablere en føderation uden hensyn til de andre medlemsstaters ønsker - samtidig med, at yderligere et dusin europæiske stater venter på snarligt medlemskab - at være en opskrift på en ny deling af Europa.
Kun et mindretal af Europas nationer vil gå ind i den fuldt udbyggede EU-stat med præsident osv., som Fischer foreslår. Nogle er ikke parate til det, andre er ikke villige.
Selv det meget pro-føderalistiske franske dagblad Libération, der straks lovpriste Fischers forslag som et skridt til at "udelukke nej-sigerne" (16. maj), måtte en uge senere indrømme, at det sandsynligvis kun er seks af de 15 lande, der er parate til at gå videre.
Og Sloveniens præsident Milan Kucan klagede i en tale til EU-Parlamentet over, at Europa allerede er delt op i fire klasser. Fischers metode vil uddybe denne opdeling og gøre den permanent.
Det grundlæggende spørgsmål: Skal EU reformeres for at virkeliggøre Robert Schumanns og de nuværende føderalisters ambitioner, eller skal EU reformeres for at gøre det muligt for hele Europa at deltage på lige fod? Vi tror, at de fleste europæere foretrækker det sidste; ellers vil Europa forblive splittet i en overskuelig fremtid, og selv det nuværende EU vil blive skåret i småbidder.
For det andet tvivler vi på, at det nuværende EU kan agere som en politisk modmagt mod den nyliberale udvikling, som domineres af de transnationale firmaer. Unionstraktaten, som kun vanskeligt kan ændres, er fast forankret i en monetaristisk økonomisk filosofi.

I praktiske handelsrelationer agerer EU oftere som Verdensbanken eller IMF over for partnere i andre dele af verden end som repræsentant for en ny verdensorden.
EU's krav til såvel øst- og vesteuropæiske ansøgerlande som Den Tredje Verden i forbindelse med handelsaftaler osv. ligner de krav, der stilles fra andre dele af det rige Nord: Markedsadgang, beskyttelse af investeringer, de-regulering, privatisering osv., uden sociale eller økologiske hensyn.
På WTO-konferencen i Seattle i december forholdt EU sig til verdens fattige på en måde, der ikke adskilte sig ret meget fra USA's politik.
Som medlemmer af EU-Parlamentet arbejder vi aktivt for, at EU så vidt muligt skal handle i overensstemmelse med grønne og internationalistiske værdier. Men vi er overbeviste om, at det er nødvendigt med gennemgribende forandringer, hvis EU skal blive et instrument til at nå sådanne mål - ikke mindst grundlæggende forandringer af ØMU'en, dens organisation, regler og kriterier.
Set fra en grøn og internationalistisk synsvinkel kan en ukritisk styrkelse af EU's strukturer i dag derfor komme til at virke mod hensigten.
For det tredje er vi ikke sikre på, at en stærk og væbnet Europæisk Føderation i dag vil bidrage til verdensfreden, selv om det er Joschka Fischers oprigtige mål. Vi er ikke overbeviste om, at den nuværende hastige militarisering af EU vil blive det første eksempel i verdenshistorien på en stormagt, der kun griber militært ind i andre lande for at beskytte høje idealer og humanitære værdier.
Faktisk viser dokumenter fra EU-topmødet i Lissabon, at området for militære interventioner fra EU kan være "hele verden" (bilag 4, Udpegning af hovedmålet). I andre dokumenter, som er blevet omtalt i Berlingske Tidende, konstateres det, at opgaven for EU's militære kapacitet er at "forsvare europæiske interesser", inklusive økonomiske og territoriale interesser (12. maj).

Eftersom de nuværende europæiske ledere åbenbart ikke har intentioner om at lægge hele EU's fremvoksende militære kapacitet ind under FN's jurisdiktion, ser vi en klar risiko for en verden bestående af konkurrerende 'crisis managers' - USA, EU, Rusland, Kina osv. Det er en situation, der kan føre til alvorlige stridigheder og konflikter.
Vi mener, at EU frem for alt bør bidrage til verdensfreden med ikke-voldelige, civile midler (inklusive et civilt europæisk fredskorps, som Parlamentet anbefalede Rådet efter forslag fra De Grønne). Hvis militære interventioner er uundgåelige, må de gennemføres under FN-mandat i henhold til FN's Pagt.
Endemålet må være, at FN eller (når det gælder Europa) OSCE tager ansvaret for at optræde som verdenspoliti, når det er nødvendigt. Som det franske dagblad Le Monde har påpeget, har NATO eller andre lande eller alliancer "ikke engang under FN-mandat altid de samme motiver som hele FN" (24. maj).
I øvrigt viser en opinionsundersøgelse fra sidste år (offentliggjort som Euro-barometer), at støtten til fælles beslutninger på forsvarsområdet i EU er faldet efter Kosovo-krigen i alle EU-lande undtagen Italien, Belgien og Portugal. Det viser, at det ikke har fast grund i virkeligheden, når nogle EU-politikere påberåber sig et 'folkeligt' krav om et militært stærk EU.
Vi er ikke forbavsede over, at en del progressive, venstreorienterede og grønne politikere og intellektuelle kræver europæisk handling for at modvirke den nyliberale globalisering og etablere en demokratisk modvægt mod den internationale kapitalismes grove og anarkistiske dominans.
Men vi er noget forbavsede over, at nogle af disse venner forveksler deres drømme med virkeligheden. Det gør de, når de hævder, at EU let kan forvandles fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen - uden dybtgående forandringer af Maastricht- og Amsterdam-traktaterne eller den 'euro-centriske' tankegang, der lever så stærkt i alle EU-institutionernes ledende kredse.
Vi mener, at det bedste for EU ville være at begynde forfra med et samarbejde, som hele Europa deltager i på demokratisk vis. Det ville indebære noget andet end fortsatte regeringskonferencer, men også noget helt andet end en føderation bestående af nogle få 'kernestater'.
Et meget positivt aspekt af Joschka Fischers forslag er, at han vil udskifte regeringskonferencernes trinvise, lukkede procedure - Monnet-metoden - med en rigtig 'konstitutionel proces'. Men hvordan kan en konstitutionel proces være ægte, hvis slutresultatet er forudbestemt af en fuldbyrdet kendsgerning, iværksat af en politisk elite?
Hvorfor ikke vove at lade folket bestemme, hvordan Europa skal se ud i det 21. århundrede? Hvorfor ikke indlede en helt ny fælleseuropæisk debat med henblik på at finde frem til den optimale demokratiske struktur, som er stærk nok til at håndtere de ægte fælles problemer, men decentraliseret nok til at få mennesker til at føle, at de har del i den? En sådan struktur skulle også være multipolær nok til at undgå enhver risiko for, at den kan misbruges af magtpolitikere til 'euro-nationalistiske' supermagtsspil og militaristiske eventyr.

Artiklen offentliggøres samtidig i en række andre europæiske aviser, bl.a det svenske Aftonbladet.

Artiklens forfattere er flg. medlemmer af den Grønne parlamentsgruppe i Europaparlamentet:
Mercedes Echerer, Østrig;
Per Gahrton, Sverige; Caroline
Lucas, Storbritannien; Patricia McKenna, Irland; Ilka Schröder, Tyskland; Matti Wuori, Finland.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her