Læsetid: 3 min.

Hvad er det, der driver disse hval-elskere?

28. juli 2000

Kampagnen mod den færøske hvalfangst er udtryk for en pseudo-religiøs dyrkelse af hvalen, udført ikke af Herrens hyrder, men Hvalens

Grindedrab
I et læserbrev tirsdag den 25. juli opfordrer Søren Jensen fra Charlottenlund til, at man stopper, hvad han kalder, grindedrabene (bemærk ordvalget). Jeg vil så komme med en modsat opfordring: Stop Watson, støt Færøerne. Argumentation følger.
Den såkaldte miljøforkæmper Paul Watson og hans skib er igen draget til Færøerne for at genere fangsten af grindehvaler. Og det ser ud til, at de trodser det færøske indrejseforbud.
Søndag aften blev organisationen Sea Shepherds skib, Ocean Warrior, igen observeret inden for søgrænsen (Information den 24. juli).
Watson og hans aktivister satser bevidst på medierne og det spektakulære. Bl.a. er skuespillerne Rutger Hauer og Martin Sheen ifølge Søndagsavisen (den 23. juli) med om bord.
Måske læserne kan huske, hvad der skete, dengang Greenpeace og Brigitte Bardot aktionerede imod fangsten af sæler. Baggrunden for aktionerne dengang var de organiserede drab af sælunger (for deres hvide pels' skyld) i Canada.
Men kampagnen ramte i høj grad de grønlandske sælfangere.
Man har aldrig drevet fangst på sælunger i Grønland. Alligevel var de grønlandske fangere ude af stand til at afsætte deres sælskind samtidig med, at bestanden af sæler i de grønlandske farvande var i kraftig stigning. Greenpeace har da også siden beklaget kampagnen over for det grønlandske hjemmestyre.
Nu er det så - igen - den færøske hvalfangst, det går ud over. Men, hvis man kigger på dyrebeskyttelsen og den miljømæssige side af sagen, er kampagnen uden for enhver rationalitet.
Billedet af vilde færinger i blodrus blegner, når man ser på fakta.
For det første er grindehvalen på ingen måde en truet dyreart. For det andet er slagtningen af grindehvalen ikke mere bestialsk end andre dyreslagtninger.
For nogle år siden indførte man - efter kritik udefra - nye, forbedrede retningslinjer og metoder til fangst og slagtning af grindehvaler. Nuvel, man kan se blodet, men prøv at besøge et dansk fjerkræ- eller svineslagteri!

Kylling eller grind?
Og hvis man så samtidig har in mente, hvilken tilværelse kyllingerne og svinene har fristet frem til, kniven løser dem fra livet, så ved jeg godt, hvad jeg helst ville være: Afgjort en grindehval.
Hvis vi vil spise kød, må vi under alle omstændigheder besmudse vore hænder ved at slå dyr ihjel (noget, de fleste af os har overladt til professionelle).
Et drab er et drab, men det gælder om at vise dyret respekt, også når man tager dets liv. Jeg er overbevist om, at de færøske fangstmænd ikke ønsker at påføre grindehvalerne unødig lidelse.
Man kan så fundere over, hvad der driver disse hval-elskere i deres aktivisme. For mig at se, er der tale om en (pseudo-)religiøs dyrkelse af hvalen. Tag blot organisationens navn: De er ikke Herrens hyrder, men Hvalens.
Man kan også betragte det på den måde, at i en verden, der er ved at sumpe til i allehånde miljøproblemer, er det dejligt overskueligt at kaste sig over hvalen og frelse den.
Måske er det sådan, at disse mennesker, som må formodes at elske, i virkeligheden foragter. De foragter deres egen utilstrækkelighed over for verdens problemer, og de foragter dem, der ikke tænker som dem selv. Det er jo etnocentrisme (herrefolks-mentalitet), så det basker.

Forskelligt verdenssyn
Disse folk ser ikke længere end til deres egen næsetip. De vil ikke indse eller acceptere, at der findes mennesker med andre livsvilkår og et andet syn på verden, og at disse mennesker er her med samme ret som de selv.
Jeg vil derfor opfordre miljøbevidste mennesker til ikke at støtte Paul Watson og Sea Shepherd, men derimod udvise solidaritet med færingerne. Og for den danske stat er det en oplagt mulighed til at vise, at man mener rigsfællesskabet alvorligt: Tag officielt afstand fra Watson og hans aktioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gitte deva Fogh

til Steen Clausen, jeg faldt tilfældigvis over din artikel i et forsøg på at finde ud af om der bliver gjort noget for at stoppe færingerne i deres drab på grindehvaler, jeg kunne bære at læse nok 1/3 af din artikel, det holdt jeg til for du kommer et sted fra der hele tiden får mig til at undre mig over at intet intet kan få jer til at føle noget for levende væsner, jeg kan godt se at der dog kommer lidt menneskelighed ind over, når du har lagt mærke til at grisene, samt kyllinger har det frygteligt i dette land, men at du så drager den slutning at så hellere en grindehval når den har kunnet svømme rundt i havet og være et frit væsen indtil færingerne eller hvem der nu får fat i den, er det aldrig faldet dig ind at du SKAL ikke vælge mellem gris eller grindehval du kan godt lade være med at spise nogen af dem, at det er færingernes kultur hvad i himlens navn betyder det? Der kommer nogle store fredelige væsner forbi og dem driver færingerne så ind i deres fjorde og dræber dem,år efter år og scorer kassen på dem hvad er det nogensinde der gør grinderne til :deres; andet end det er dem der får fat i dem, der er jo netop det der er sket noget der burde forandre vores måde at behandle disse store fredelige dyr på, deres nervesyastem er lige så udviklet som vores de føler smerte, de har deres eget følelsesliv, deres små kalve som også bliver dræbt skriger i smerte og angst, man skal være psykopat for at være upåvirket over det, tiderne er ikke de samme mere al t forandrer sig hvalerne føler stor merte, og der bliver sat kroge ned i deres åndehuller og dem der er hurtige skærer gennem dens krop og aorta derfor det meget blod og ind til deres rygrad, og så skæres den over, de er bare bange, nogle af de ivrige færinger er gode til det og drabetdet gaår hurtigere end andre gange det kortestes er 20 sek og opefter,,, jeg ved godt at du kan ikke nåes, en skolelærer der kan finde på at kalde det at prøve at beskytte et stort smukt sårbart dyr for en pseudoreligion, det er uhyggeligt at din afstumpethed skal i nærheden af børn, men du skulle skamme dig, tiderne er ikke som de var mere, planeten er ved at blive ødelagt og der forsvinder flere dyrearter for evigt hver dag, og sådan nogle ufølsomme ignoranter som dig og færingerne, du skulle skamme dig. Shame on you, Gitte deva Fogh Pseudoreligion, hvor er du dog dum og farlig.

Lars Villumsen

Gitte, du er til hvaler og jeg er til elefanter!

I 1986 var min ven Peter Whale på ferie i Kenya efter at have dimitteret som Cand. Elefantolog fra KU.

På en tur gennem bushen, stødte han på en ung hanelefant, stående stille med det ene ben hævet højt op over jorden.

Elefanten syntes nødstedt og i pine, så Peter valgte at nærme sig det store dyr med forsigtighed. Han gik ned på knæ, inspicerede elefantens fod og fandt et stort stykke træ dybt indlejret i foden!

Så omhyggeligt og så skånsomt som han kunne, arbejdede Peter træet ud med sin kniv, hvorefter elefanten forsigtigt satte sin fod ned på jorden igen.

Elefanten vendte sit ansigt mod Peter og med blanke øjne, stirrede den store elefant på Peter i nogle spændte øjeblikke.

Peter stod som en frosen figur og tænkte, at "nu bliver jeg trampet ihjel." Men den unge elefanthan hævede snabelen, udstødte et basunbrøl, vendte sig og gik bort.

Peter glemte aldrig nogensinde elefanten eller den enestående oplevelse den dag havde givet ham.

Tyve år senere, besøgte min ven Peter Berlin Zoo sammen med sin teenager søn, Grinde,

Da de kom til elefantanlægget og stod dér og kiggede ind til de store skabninger, vendte pludselig den største af elefanterne sig omkring og gik hen imod tremmerne hvor Peter og hans søn Grinde stod.

Den store hanelefant kiggede på Peter, løftede sin ene fod fra jorden, for derefter at sætte den ned.
Elefanten gjorde det flere gange, derefter brølede den som en basun med løftet snabel, alt imens den stirrede på Peter.

Peter huskede mødet med elefanten i 1986 og kunne ikke lade lade være med at tænke på, om det mon var den samme elefant!

Peter tog mod til sig, klatrede over hegnet og banede sig vej ind i elefantgården. Han gik direkte hen til elefanten og stirrede den ind i øjnene.

Hanelefanten stirrede ham tilbage, øjnene blev blanke og han løftede sit ene ben, satte der ned igen og løftede det igen, og udstødte et basunbrøl med snabelen højt hævet.

Og så tog elefanten ellers sin snabel og viklede den rundt om hans ben, løftede ham op og som et golfsving, smaskede legemet direkte ind i hegnet og dræbte ham øjeblikkeligt!

Så det var sandsynligvis var ikke den samme forbandede elefant.

Life is cruel!

Nic Pedersen

Det er nok derfor, de kalder det grindedrab eller grindefangst...!?

Man går jo heller ikke på jagt i et svineslagteri.