Læsetid: 4 min.

EU og nationalstaterne

Debat
26. juli 2000

Velfærdsstaten fungerer også andre steder end i Danmark

Fællesskab
Det overnationale islæt var det nye element i det europæiske samarbejde som Robert Schuman og Jean Monnet tog initiativet til i 1950. Men det er samtidig vigtigt at erindre, at samarbejdet foregår mellem suveræne nationalstater, og at det stadig er nationale stater, der udgør det fundamentale grundlag for EU. Nogle af disse stater kan være meget små som Luxembourg, og med en na-tional identitet af meget ny karakter.
I Luxembourg tales en tysk-fransk blandingsdialekt, letzeburgsk (lëtzebuergsch), der først i 1984 blev anerkendt som nationalt sprog.
Mens under fire procent talte irsk ved Irlands indtræden i det daværende Fællesmarked i 1973 er tallet nu officielt langt over 10 og støt stigende. Denne nationale konsolidering skyldes først og fremmest den rivende økonomiske udvikling, der har været resultatet af Irlands medlemskab af EU. Den nye selvtillid baseret på økonomisk vækst er ligeledes årsagen til, at den Irske Republik sammen med den britiske regering, er gået aktivt ind i processen med at skabe fred mellem de stridende grupper i Nordirland.
Det skyldes EU's eksistens, at der for første gang er skabt mulighed for en fredsordning, som hverken indebærer fortsættelse af den nuværende uholdbare deling mellem protestantiske unionister og katolikker, eller hele områdets indlemmelse i et katolsk Irland som IRA kræver.

Broderfolk
Alt dette har den danske befolkning ikke fået øje på eller lagt vægt på. Det hænger sammen med, at det historiske Danmark - sammen med Sverige - tilhører familien af store og mellemstore territorialstater i Europa. På hver sin måde er Sverige og Danmark i dag de mest velkonsoliderede og paradigmatiske nationalstater i Europa. Modsat den udbredte skolelærdom i de to lande har det imidlertid ikke altid været tilfældet. I 1700-tallet var begge lande snarere multinationale imperier, eller sammensatte konglomerat-stater som det hedder med en teknisk sprogbrug.
De centrale dele af det svenske rige var provinserne på begge sider af den Bottniske Bugt, altså også store dele af det vi i dag kalder Finland.
Staten gjorde krav på ubestemte strækninger op mod det nordlige Atlanterhav og Ishavet, men havde derudover i 1600-tallet erobret en lang række provinser rundt om Østersøen fra Karelen over Ingermanland, Estland, Livland (i det nuværende Letland) til Mecklenburg-Vorpommern og Bremen i vest. Kronen på værket blev sat 1645-1660 med erobringen af de tre skånske provinser samt de norske landsdele Bohuslen og Herjedalen fra det danske monarki.
Det danske rige tabte konkurrencen med det svenske imperium, men overlevede tabet af Skånelandene (som Skåne, Halland og Blekinge kaldes med en neologisme fra 1880'erne) og de norske provinser. Først og fremmest ved efter 1721 som kompensation for tabene til Sverige at inkorporere det gottopske hertugdømme i Slesvig og Holsten. Kombineret med svækkelsen af det svenske rige med freden i 1721 var resultatet en balance mellem de to hovedmagter i Nordeuropa. Prisen for den delvise fred var opkomsten af de to nye Østersø-stormagter, Rus-land og Preussen. Rusland skubbede sin grænse helt frem til Sveriges grænser med anlæggelsen af Skt. Petersburg i Neva's sumpe i 1703, erobringen af de baltiske lande og den gradvise overtagelse af de finske dele af Sverige, som kulminerede med erobringen i 1809. Preussen ekspanderede mod øst, syd og vest og erobrede i 1864-66 Slesvig og Holsten fra Danmark i nord.

Fred og fordragelighed
Dermed var grunden lagt til den situation, alle danske og svenske siden har opfattet som den naturlige tilstand, nemlig to relativt små, nationalt og socialt homogene nationalstater, der levede i fred og fordragelighed, kun adskilt af lidt kammeratlig konkurrence som med den tidligere britiske ambassadør Peter Unwins ord ikke stikker dybere end den årlige romatch mellem Oxford og Cambridge (Unwin, Baltic Approaches 1996).
Efter en kortvarig flirt med skandinavismens dødfødte forsøg på at skabe en stormagt i Norden som kunne spille lige op med både Rusland og Preussen affandt såvel Danmark som Sverige sig med den nye tilstand som hypermoderne, relativt små, fredelige, nationalt og socialt demokratiske stater med et stærkt engagement i resten af verden. Borgerne var glade for situationen, så glade at begge befolkninger stadig har svært ved at affinde sig med det ret beset beskedne afkald på national suverænitet, der ligger i deltagelse i det europæiske samarbejde, EU.
Nationerne i deres moderne, demokratiske form er ikke særligt gamle, men meget stærke fællesskaber. Formodentlig de stærkeste typer af fællesskaber menneskeheden nogen sinde har fundet på. Men netop derfor har de også en farlig side. Nationalfølelsen er nyttig i mange sammenhænge, forudsætningen for at vi i demokratiets navn er villige til at lade mennesker i en helt anden egn af landet bestemme, hvordan vi skal indrette os, mennesker som vi næppe nogen sinde vil møde, og som vi muligvis slet ikke bryder os om.
En anden tidligere britisk ambassadør i Danmark, James Mellon, bemærkede i sin bog Og gamle Danmark fra 1992, at forudsætningen for at velfærdsstaten fungerer i Danmark er, at danskerne ligner hinanden, at de er en stamme som ashantierne i Vestafrika. Det er formodentlig en kende overdrevet, faktisk fungerer velfærdsstater efterhånden også i mange andre lande i Europa, hvor befolkningen er mere forskellig og uenig end her. Og ofte på et noget højere niveau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her