Læsetid: 3 min.

Feministisk fernis

Debat
5. juli 2000

Dårlig opførsel kender ingen etniske, nationale eller religiøse grænser

Tørklæder
Der har i de sidste par uger været en polemik om hvorvidt indvandrerkvinder skal have ret til at gå med tørklæder. Mette Thomsen har således forsøgt at give sin generelle modvilje mod Islam en feministisk fernis, for at gøre den mere stueren.
Muslimer er således alle præget af en luder/madonna forestilling i modsætning til de mere kommunefarvede dele af befolkningen, hvor der hersker idyllisk lighed mellem mænd og kvinder. Nu kunne man polemisk sige at luder/madonna-forestillingen om noget er et kristent fænomen. Men Mette Thomsens indlæg fortjener lidt flere ord.
Mette Thomsen har øjensynligt oplevet arabere pifte efter kvinder på gaden - eller hun har i alle fald hørt om det. På det grundlag lancerede hun den 14. juni et meget voldsomt angreb, der først og fremmest var rettet mod muslimske indvandrerkvinder.
Nu er jeg ikke i tvivl om, at kvinder kan opleve arabiske mænd pifte efter dem, og at det kan være ganske ubehageligt. Men derfor vil jeg ikke anerkende, at man på den baggrund kan generalisere om indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, som Mette Thomsen benytter chancen til.
Dårlig opførsel kender ingen etniske, nationale eller religiøse grænser. Dermed ikke sagt, at der ikke findes kvindeundertrykkelse sted i Islams navn, som man kan se rundt omkring i verden. Men man skal bare ikke glemme i farten, at man kan finde præcis lige så megen kvindeundertrykkelse, der begrundes i kristendommen og biblen. Det er ikke desto mindre det, Mette Thomsen gør, når hun opstiller modsætningen mellem muslimerne, som alle er mørkemænd/-kvinder, kontra de kristne danskere, der alle er emanciperede kvinder og mænd.

De bedste bordeller
Nu har vi f.eks. byfornyelse i mit kvarter, og stort set samtlige kvinder i min omgangskreds har oplevet, at håndværkerne råber eller pifter efter dem, når de går forbi. Her er der tale om kommunefarvede indfødte danske håndværkere, hvoraf flertallet formodentlig både er døbt og medlem af den danske folkekirke.
Fra de af mine venner, der er håndværkere, ved jeg da også, at der er byggesjak i København, hvor det meste af snakken går på at diskutere, hvilke københavnske bordeller der er bedst. Det kan her være lidt svært at få øje på den store emanciperede respekt for kvinder.
Alligevel mener jeg ikke, at man på den baggrund kan sige noget generelt om danskere eller folkekirken. Det skulle da lige være, at hykleri og dobbeltmoral åbenbart er en kardinaldyd her i landet - også blandt intelektuelle. Som når man angriber muslimske kvinder, der vælger at tage et stykke stof om håret, samtidig med at man selv forbeholder sig retten til (påny) at gå med bh og retten til at tildække sine bryster på stranden. Og iøvrigt blive både døbt, gift og begravet i kristen kirke.

Stof på håret
Undertrykkelse og tvang skal bekæmpes. Det uanset om det drejer sig om indvandrerpiger, der f.eks. bliver tvunget til at gå med tørklæde eller danske stewardesser, der bliver tvunget til at gå med korte nederdele af hensyn til mændene i direktionen. Det er imidlertid ikke det samme, som at kvinder ikke skal have ret til selv at vælge at gå med stof på håret, korte kjoler, dyrke deres religion eller hvad de nu har lyst til. Det skal bare være deres eget valg.
Mette Thomsens anliggende er imidlertid ikke, at være solidarisk med f.eks. undertrykte indvandrerkvinder. Tværtimod er hun stødt og fornærmet, hvis muslimske kvinder selv vælger at gå med tørklæde.
Det er den sædvanlige småborgerlige forargelse over dem, der vælger at være anderledes end en selv.
Mette Thomsen skriver således ordret (26. juni), at mennesker kun må handle udfra deres tro og overbevisning, hvis de er omgivet af folk, der mener det samme. Føj for en gang ligusterfascisme.
Fordomme og fremmedhad er altid mest triste at opleve, når det forsøges kamoufleret som udtryk for progressive synspunkter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her