Læsetid: 3 min.

Forældres forpligtelse - forældres ret

Debat
21. juli 2000

Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, så har vi voksne et ansvar, når vi ser og hører om børn, der går for lud og koldt vand

Barnets tarv I
I Information den 14. juli omtales Dianas sag på fremtrædende plads i avisen.
Diana er enlig mor med fire børn. Hun ønsker kun at leve i fred for kommunen, som efter hendes opfattelse uafladeligt chikanerer hende.
Når denne historie bringes frem i avisens spalter, må der vel være en mening med det. Skal vi - læserne - ud fra de givne præmisser skønne om, hvorvidt Diana virkelig er forfulgt af kommunen? Skal vi solidarisere os med hende og støtte hende i at beholde børnene hos sig?
Skal vi være enige med Diana i, at forslaget om et halvt års observation på institutionen Toppen ikke er noget bevendt og i stedet lade Diana få fred, sådan som hun ønsker?
Er det først og fremmest kommunen, som er for nævenyttig?

Samfundets spidser
Mange af samfundets spidser vil utvivlsomt kunne mønstre deres uforgribelige mening i denne sag. Spørg bare advokat Holger Lindholt, som til enhver tid vil sige, at Diana er en kærlig og omsorgsfuld mor, og at børnene ville stortrives, hvis kommunen ikke hele tiden i baggrunden raslede med trussel om tvangsfjernelse.
Eller pastor Søren Krarup, der skråsikkert vil udtale, at det bedrevidende samfund ikke skal blande sig i privatlivets affærer, medmindre straffeloven bliver overtrådt. I så fald skal retten og ikke de såkaldt børnesagkyndige tale.
Hvad mener mon venstrefolketingskvinden pastor Tove Fergo, formanden for Børnerådet, professor Per Schulz Jørgensen eller formanden for Børns Vilkår, psykolog John Halse?
Det kan man have sine gisninger om, men jeg vil nu foreslå, at Information spørger de nævnte og andre koryfæer om, hvad der vil være ret, rigtigt og rimeligt i denne sag. En sag, som er særdeles typisk for det, som sædvanligvis benævnes som den sociale arv.

Fredløs eller kontrær
Den slags sager sætter mange såkaldte eksperter grå hår i hovedet. Forældrene føler sig fredløse og forfulgte, kommunerne finder dem kontrære og usamarbejdsvillige. Børnene betaler prisen.
Med den nugældende lovgivning kan de ikke anbringes uden for hjemmet på anonym adresse.
Tværtimod er formålet med eventuel anbringelse uden forældrenes samtykke (tvangsfjernelse) hjemgivelse til familien.
Planen er, at såvel børn som forældre skal bringes på fode, og når det er sket, skal børnene hjem igen. En eventuel tvangsfjernelse kan ankes til den Sociale Ankestyrelse og til Landsretten.
Sagen skal i princippet revurderes én gang årligt, således at eventuelle plejeforældre aldrig kan vide, hvor længe de kan få lov til at beholde børnene. Det tilstræbes, at de samarbejder med de biologiske forældre - en vanskelig og ofte uigennemførlig opgave. Kommunen skal sammen med de involverede parter lægge en realistisk behandlingsplan, som gerne skulle anerkendes og støttes af for-ældrene.

Kontakten med faderen
Mulighederne for, at sådanne sager kommer til at udvikle sig skævt, er meget store
Af Informations artikel fremgår det, at Diana er flyttet fra Slagelse, fordi det blev for svært at være i nærheden af sønnen Philips biologiske far, men intet om, hvorvidt Philip fortsat har kontakt med faderen.
Hvad er Philips tarv i den forbindelse? Bør kontakten med faderen afbrydes eller bevares? Det skal der vel tages stilling til - også selv om Diana og faderen efter alt at dømme har det som hund og kat.

De voksnes ansvar
Men ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, så har vi voksne et ansvar, når vi ser og hører om børn, der går for lud og koldt vand.
Jeg synes, at det er prisværdigt, at Information har taget hul på denne problematik og håber meget, at bladet i den kommende tid vil drage omsorg for en grundig og saglig belysning af emnet.
Bør der lovændringer til? Skal man se mere på forældres forpligtelse end på deres ret?
Skal børnenes velfærd i såvel teori som praksis være lovens omdrejningspunkt, og hvad forstår man i givet fald ved børns velfærd?
Er de børnesagkyndige sagkyndige nok? Repræsenterer sagsbehandlerne snarere kommunens end forældrenes interesser? Hindrer snævre offentlige budget-rammer undertiden de bedste løsninger? Er der tilstrækkeligt med børnepsykiatriske og tilsvarende undersøgelsesmuligheder?
Er der nok af gode institu-tionspladser og plejefamilier? Hvad mener socialministeren, sundhedsministeren, justitsministeren?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her