Kronik

Fordomme eller fællesskaber

11. juli 2000

Et medborgerskab forpligter, mener formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd.
Som borger i et demokratisk samfund har manpligt til at tage ansvar for fællesskabet. Et fællesskab på tværs af kulturforskelle opstår ikke ud af ingenting, ligesom man ikke skal foregøgle nogen, at integration er nemt

Retfærd & Velfærd
For nogle uger siden var jeg til fodbold og stod ved siden af en bette fyr på omkring 10 år, som sammen med sin far fornøjede sig med at råbe skældsord efter et par af spillerne med anden etnisk baggrund. Måske havde drengen selv haft dårlige erfaringer med udlændinge, men sandsynligvis var fordommene tillært fra andenhåndsberetninger. I hvert fald hvis statistikken er korrekt.
En undersøgelse for nogle år siden viste, at mere end 80 procent af danskerne ikke havde et personligt kendskab til de nye danskere. Det er overraskende mange og er uden tvivl grunden til, at frygten for det og de fremmede er stigende. Mange er usikre på, hvilken betydning de nye danskere spiller for den danske kultur, men har ingen konkrete erfaringer - på hverken godt eller ondt - med kulturmødet.
I stedet trives fordommene blandt både unge og ældre, og det er der egentlig ikke noget at sige til, fordi medierne overeksponerer den side af virkeligheden, der bekræfter fordommene, og under-eksponerer de mange 'almindelige' og positive integrationshistorier.
Desuden er der mere fokus på forskelle mellem 'os og dem' end på de mange ligheder, der eksisterer uafhængigt af, hvilket farvepigment man er født med. Derfor har pressen et ansvar for,at debatten om nydanskerne indimellem kører helt af sporet.

Det har også en række politikere og offentlige debattører, der benytter enhver mulighed for at skabe kløfter og fremme modsætninger mellem (kristne...) danskere og muslimer. Det er legitimt at have en holdning til, hvem der skal og ikke skal have et stykke af den danske velfærds-lagkage men det er uheldigt og farligt, når enkelte grupper stigmatiseres så voldsomt som det sker disse år.
Mark Twain sagde engang, at 'rygterne om min død er stærkt overdrevne'. Det samme gælder diskussionen om de etniske minoriteter. Debatten giver indtryk af, at nydanskerne skaber mange problemer, og at de udgør en trussel mod danskheden. Problemet er måske snarere, at deres indflydelse og synlighed er for lille. Etniske minoriteter har svært ved at finde plads på arbejdsmarkedet, alt for mange udnytter ikke deres demokratiske rettigheder, når der skal stemmes, og de er desværre også ganske underrepræsenteret, når det gælder det frivillige foreningsliv.
Den helt afgørende udfordring er, hvordan det gensidige kendskab får mulighed for at vokse, således at vi ikke er nødt til at forlade os på pressens generaliseringer og den yderste højrefløjs stereotyper. Det er nødvendigt, at vi opfatter hinanden som medborgere og ikke som denne eller hin minoritet. Et medborgerskab forpligter. Som borger i et demokratisk samfund har man pligt til at tage ansvar for fællesskabet.

Men det kræver netop et fællesskab! Et fællesskab på tværs af kulturforskelle opstår ikke ud af ingenting, ligesom man ikke skal foregøgle nogen, at integration er nemt. Der opstår misforståelser og konflikter, når forskellige kulturer mødes. Det er ikke så underligt (men åbenbart overraskende for mange alligevel, som straks hævder at den muslimske kultur er uforenelig med en dansk kultur; det er selvfølgelig noget sludder). Kulturmøde betyder pr. definition, at der er forskellige indgangsvinkler til mange ting, men meget kan løses gennem en dialog om gensidige forventninger og fællesskabets spilleregler.
Dansk kultur handler ikke om hudfarve eller slægtsnavn, men mere om nogle fælles værdier som for eksempel respekten for den demokratiske samtale, en anerkendelse af menneskerettighederne som udgangspunkt for et samfunds indretning og en tradition for at samfundet indrettes således, at 'få har for meget og færre for lidt', for blot at nævne nogle få. Mange nydanskere - men ikke alle - kommer fra lande med andre værdier, og derfor er samtalen vigtig.
Der er imidlertid tendenser til, at etniske minoriteter skaber parallelsamfund til det danske samfund med etniske boligkvarterer, foreninger, handelsområder osv. Det er glimrende, når det er et supplement til andre fællesskaber, men det er et problem, hvis det bliver et alternativ: Dels fordi det gør integrationen meget vanskelig, og dels er det et demokratisk problem. Det er afgørende for legitimiteten af det repræsentative demokrati, at nogle grupper ikke afskæres fra beslutningsprocesserne og dermed fra indflydelse og medansvar, hvad enten det er et frivilligt eller påtvungent valg.
Problemet er, at der er alt for få steder, hvor venskaber kan udfolde sig, og derfor blokeres dialogen af alt for forskellige forudsætninger inden den egentlig er påbegyndt. Det skal der ændres på, og det har forenings-Danmark alle forudsætninger for at bidrage til, men det kræver en øget opmærksomhed om de fordomme, som hver gruppe har overfor 'de andre' og en viden om de dilemmaer, der vil opstå, når særlige religiøse eller kulturelle hensyn skal afvejes overfor den ekstra indsats som det kræver af lederne.
Selvom intentionerne er gode bliver virkeligheden nemt kompliceret, og begge parter må være indstillet på dialogen. (DUF har for at kvalificere dialogen netop udgivet et oplysningsmateriale til foreningsledere og til familier med anden etnisk baggrund på flere sprog).
Med den danske tradition for brede og inkluderende foreningsfællesskaber er det oplagt at prioritere at gøre forsamlingshuse, spejderlejre, partiforeninger, i-drætsklubber osv. til åbne fællesskaber, hvor nydanskerne føler sig velkomne. Foreningerne ruster børn og unge til at omgås andre, skabe resultater og kompromisser, og giver dem bedre forudsætninger for at forstå samfundet omkring sig.
Mange virksomheder foretrækker også unge, der har engageret sig i for-eningsarbejde og med en sådan kompetence kan foreningslivet indirekte være et vægtigt bidrag til integrationsprocessen på flere felter.
Det kræver altså en ekstra indsats af foreningslederne og nydanskerne at overvinde misforståelser og mistillid, men opgaven er overkommelig. I den forbindelse er det nok værd at minde os selv om, at mødet med de etniske mi-noriteter ikke nødvendigvis kræver store forkromede handlingsplaner, professionelle sagsbehandlere og specialuddannede konsulenter.
Det handler om at være opmærksom og imødekommende over for nydanskerne dér, hvor man mødes, om aktivt at signalere, at lokale fællesskaber også er for nye borgere, og at der er plads til alle, når snobrødet bages.

Med integrationsloven fra januar 1999 kommer nydanskerne i stigende grad til at bo over hele landet, og flere vil møde etniske minoriteter i dagligdagen. Derfor får hele frivillig-Danmark mulighed for at engagere sig i kulturmødet de kommende år, uanset om man bor i Vestjylland eller på Bornholm.
Hvis Danmark også fremover skal være et homogent samfund - ikke forstået som ensrettet og monokulturelt, men som et bredt fællesskab, hvor der er enighed om grundlæggende værdier - er det afgørende, at hudfarven ikke vedbliver at være et parameter for graden af fællesskabsfølelse. Foreningerne kan og bør gøre en stor forskel, så den unge fodboldtilhænger ikke bliver et dækkende billede på en ny generations holdning til de nye danskere.

Rasmus Hylleberg er stud. scient. pol og formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu