Kronik

Graffitiens uhørte gestus

Debat
7. juli 2000

Jeg ser graffitimalere som skygger, der kryber langs husvægge efterladende et spor der virker insisterende og dog bevidst tilbagetrukket

Det virtuelle rum
Det er bemærkelsesværdigt, som graffitien bliver kriminaliseret for tiden.
I Information læste jeg for nogle dage siden en notits om, at en engelsk graffitimaler havde fået den hidtil strengeste dom i Danmark for at have lavet graffiti på et S-tog. I dag, den 29. juni, læser jeg så Lisbeth Bondes omtale af byskulpturer i København, hvor hun citerer en aktuel artikel fra Hovedstaden skrevet af Morten Skriver og Rikke Diemer. De hævder, og Bonde er enig, at Mogens Møllers skulptur i Bibliotekshaven er "groft hærværk, en art legaliseret, fondsbetalt tredimensional graffiti." Dermed er graffiti ad bagvejen gjort til en nedsættende betegnelse.
Både dommen over den engelske graffitimaler, (40 dages fængsel, tre års indrejseforbud i Danmark, plus en bøde på 257.346 kr., red.) og vurderingen af en skulptur (som jeg i øvrigt ikke vil kommentere) er udtryk for, at det på ingen måde er hipt at beskæftige sig med graffiti, hverken i konkret eller kritisk forstand. Det er mit indtryk, at det var mere hipt i 80'erne, men nu bryder 'vi' os ikke (længere) om graffiti. Loven, og hermed mener jeg ikke kun den lov der dømmes ud fra i retssale, men den almengjorte Lov, som hele tiden forhandles, og som vi stil-tiende bruger til at bygge vores samfund, normer og smagskriterier på, siger nu udtrykkeligt, at graffiti er hærværk, et ubetinget onde, noget vi skal have udryddet; ligesom hooligans.
Personligt synes jeg ikke, det er så entydigt. Lad mig rekapitulere historien en smule. For 10 år siden talte man også om at udrydde graffiti. Jeg var teenager og kørte hver dag med S-tog. Jeg tænkte mange gange over togenes og stationernes dødsenskedelige udseende og enerverende reklamer. Når jeg så stødte på noget graffiti, en lille krusedulle eller et overmalet tog, kunne jeg nogen gange blive forarget, men andre gange tænkte jeg: endelig en befriende støj på den lydefri overflade.
Alle ser graffiti dagligt, i hvert fald hvis de bor i byen, uden dog rigtig at se det, endsige tænke over at de ser det. Man har tillært sig en evne til at ignorere og frasortere denne støj. Det kan jeg ikke gøre, ikke længere. I hvert fald ikke med én bestemt ting, eller rettere sagt tag, som det hedder i graffitisproget.
Der skete nemlig det, at jeg på mine cykleture rundt i København på et tidspunkt begyndte at lægge mærke til noget, der tvang mig til at spørge: hvem er VSA? Eller burde jeg måske snarere spørge: hvad er VSA? Hvad eller hvem er du eller I, hvad vil I?
VSA, USA, jeg er faktisk lidt i tvivl, tag'en bliver jo ikke skrevet med letgenkendelige skrifttyper, som ord i aviser, men med spray og løs hånd. Første gang jeg så et eksempel på de tre håndskrevne typer var jeg tilbøjelig til at læse den som 'USA'. Men det holdt jo ikke, fandt jeg ud af.
Der kunne nemlig lige så godt stå 'VSA', måtte jeg konstatere efter en del uforvarende, empiriske undersøgelser på gader og stræder og oppe og nede særligt i det indre København - men også helt ude ved Valbys idrætanlæg nede ved jorden på en uskyldigt udseende og bag nogle buske tilbagetrukket grå telefonboks; der stod også de tre typer, V-S-A, jeg er næsten sikker på det er et V.

VSA ved jeg ikke, hvad skal betyde, men jeg er i mellemtiden kommet ud over kravet om, at det skal betyde. Det er jo bare en signatur, et navn. Og navnets betydning forvitres - som figurerne på vores gamle bygninger forvitres af forurening - jo flere gange man ser det. Til sidst er det et tomt tegn. Uden begrebslig betydning. Grafik, som ordet 'graffiti' antyder, der kopieres og gentages i det uendelige. I den forstand er der noget subversivt ved tags, helt ind i sproget. De sætter skriftens dominerende trang til at kommunikere i spil og på spil.
Kald mig så bare dekonstruktivist. Derved vil jeg være i tråd med Claus K. Kristiansen, der i en artikel fra 1993 i Kultur&Klasse gør status over graffitien. Han fortæller om graffitiens historie i Danmark og udenlands, hvilket især vil sige New York, og udlægger med Derrida fænomenet som et supplement til normalsproget, en post-alfabetisme.
Det hele startede i 1971, da en journalist ligesom jeg, eller rettere jeg ligesom ham, havde bemærket en signatur - Taki 183 - i gadebilledet. Han satte sig for at opsøge ophavsmanden og fortalte om ham og hans tag i New York Times. Så rullede lavinen. Det blev attraktivt at lave graffiti, en livsstil, og stilarterne udviklede sig i stadig konkurrence med hinanden, mens New Yorks bystyre først så måbende til og siden iværksatte hårdere og hårdere sanktioner mod fænomenet, uden at det rigtig hjalp.
Historien gentager sig i mindre omfang i Danmark, hvor graffitien først rigtig kommer i gang i 1984. Det går særligt ud over S-tog. I 1986 falder de første fængselsstraffe for graffitikriminalitet, hvor tre 16-17 årige drenge blev idømt hhv. 40 og 60 dages ubetinget hæfte (er den aktuelle englænder-sag hårdere dømt end det?).
Graffiti er på denne måde en uhørt skrift, fordi der bliver slået uhørt hårdt ned på den. Men den er også uhørt, fordi den ikke kan læses, ikke kan udtales. Hvis den 'betyder', er det i form af det Kristiansen kalder ekstra-alfabetiske elementer. Som han udtrykker det, hardcore-teoretisk:
"Det er i graffitiens ekstra-alfabetiske elementer, vi finder det af sproget fortrængte - skriftens 'ubevidste'. Det ekstra-alfabetiske er et supplement til bogstavet. Supplementet er på én gang en tilføjelse til noget i sig selv komplet (bogstavet), altså udvendigt, men kan på den anden side kun supplere, hvis der mangler noget ved det i sig selv komplette, altså immanent. Supplementet er ubestemmeligt; det er et vidnesbyrd om en original mangel, men bærer ikke nogen betydning i sig selv. Supplementet bliver en art podning, hvorved det ekstra-alfabetære podes på alfabetet, så der fremkommer en hybrid: Post-alfabetismen."
For Derrida-kendere (men han er selvfølgelig også helt ude i hampen for tiden) vil der være en hel del at genkende i Kristiansens sympatiske forsøg på at forstå graffitien, og særligt den aktivitet der hedder tags. Det pudsige er, at han hævder at graffitien allerede i dag (vi skriver 1993) synes at være et overstået kapitel. Det kan vi så konstatere, at den ikke er. Eller sagt på en anden måde: Der er måske ikke sket så meget nyt på producent-siden, i sprogfilosofisk-æstetisk forstand. Men praksis fortsætter, og for os udenfor-stående er der stadig en hel del at lære og jeg havde nær sagt opleve.

Jeg tillader mig derfor endnu engang at inddrage mig selv som eksempel og fortælle om mine oplevelser med tags. Pointen er måske netop, at tilegnelsen af disse kun kan være en singulær, privat erfaring.
Det, der for mig er nærmest intimt ved signaturen 'VSA', er, at det er dén tag, jeg har fået øje på blandt så mange andre, og som nu konstant kommer mig i møde. Der er jo et helt mylder af tags derude (og der er ingen, der har overblik over det). Men den jeg har fået øje på, og som jeg føler har fået øje på mig, svigter ikke.
Graffitimalere af enhver art er jo udskud, rotter, der kommer op af kloakken om natten, som de fleste nu ser det. Men jeg foretrækker at se dem som skygger, der kryber langs husvægge efterladende et spor på diverse flader, der virker insisterende og dog bevidst tilbagetrukket. Nogen foretager sig således noget, jeg ikke ser ske, noget jeg ikke kunne drømme om selv at gøre, og som jeg aldrig har hørt nogen sige have gjort! Det findes ikke som synlig aktivitet og kan ikke tales til. Og dog ér det der.

Derfor opfatter jeg også dette gentagne møde med min tag som en besynderligt intim gestus. En gestus er en bevægelse af kroppen til at udtrykke en følelse eller tanke. Og det er netop, hvad jeg kan aflæse sporet af med den tag, der hedder VSA. Den er en intim gestus, et genkomment motiv, der igen og igen uforventet, men tålmodigt ventende rammer mig i synet. Deri ligger det svimlende perspektiv i tags som sådan. De er en skjult strukturering af byens virvar og vores labyrintiske veje gennem det - et netværk der konstant forandrer sig i en kamp mellem graffitimalere og patruljer af graffitifjernere.
At kalde det en intim gestus skal selvfølgelig tages med forbehold. Det er jo en temmelig forvrænget overførsel af tanke- og følelsesvirksomhed, der er tale om. En udfordring for storbysensibiliteten: Jeg glædes over at genkende en anonym, det er måske endda for meget og for humant sagt, lad os hellere sige, jeg glædes over at se et hyppigt kopieret, grafisk tegn, som er direkte uinteresseret i et egentligt møde. Så absolut en storbyerfaring, hvis ikke noget andet og mere. Jeg forfølger en i mere end én forstand betydningsløs tag i mængden af andre tags og tegn, for nu at parafrasere over og perspektivere til en af Edgar Allen Poes personer, der forfølger noget mere konkret, men lige så utilnærmeligt: The Man in the Crowd.
Derfor er det også så underligt at spørge: hvem eller hvad er VSA? Ingen svarer. Og hvis jeg har for-stået det rigtigt, så vil jeg aldrig få et svar fra dig eller jer, i hvert fald ikke i en avis; højst på en husvæg som en kryptisk meddelelse, jeg sikkert aldrig ser eller forstår. Og når en graffitimaler bliver fanget og dømt, så ved man udmærket godt, at man ikke har udryddet fænomenet, endsige opdraget det til at holde op. Det fortsætter sin tavse og lov-overtrædende handlen, som det er let at (for)dømme og kriminalisere, men som jeg personligt ikke ville være foruden og for så vidt er taknemmelig for.
På den ene side er det jo ærgerligt at se smukke, æstetisk gennemførte ting i bybilledet, f.eks. en nyrenoveret ejendom eller en skulptur, blive overtværet med graffiti.
På den anden side er der noget djævelsk dejligt over disse brud med en overdrevet streng, jeg havde nær sagt puristisk, byæstetisk orden, der hersker overalt i moderne storbyer - og som bybilledkunstnere også fordrer. Graffiti er denne ordens (indbyggede) modsætning og derfor, vil jeg tro, svær at udrydde.
Jeg skriver som sagt ikke selv tags (hvilket er en tom bekendelse; tag-skrivere bekender per definition ikke kulør), så lad mig svare tilbage ved at spørge ud i luften: Ser andre det også, har de også stirret sig blinde på bestemte tags, stiller de de samme spørgsmål på deres ture gennem byen, og synes de også, det har værdi? De behøver ikke svare.

Litteratur:
Claus K. Kristiansen: Graffiti. Postalfabetismens skrift I Kultur&Klasse. 1993

Nikolaj Frydensbjerg Elf er stud.mag. i dansk på Københavns Universitet og har haft tilvalg i
moderne kultur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her