Kronik

Jamen, man skyder da gråspurve...

10. juli 2000

Den danske venstrefløj har ikke haft ansvar for ret meget, hvor rigtig store penge var på højkant og hvor andre end dem selv måtte bøde for fejltagelserne

Historisk set
Nu skal vi åbenbart til det igen - det der med at skyde gråspurve med kanoner. I hvert fald tænkte jeg spontant sådan, da jeg den 6. juni læste flg. passage i Kresten Schultz Jørgensens kommentar 'En moderne heksejagt' i Aktuelt. Denne sympatiske mand skrev bl.a.: "Nøjagtigt ligesom vi stadig diskuterer retsopgøret efter Anden Verdenskrig ud fra ønsket om at forstå og erkende nazismens ubegribelige fascination, ja så er komunismens fascination en nødvendig demokratisk øvelse." Rent bortset fra en vis sproglig klodsethed er meningen klar: Nu skal vi have et postkommunismens retsopgør.
Spørgsmålet er selvfølgelig hvordan og på hvilke præmisser, og Schultz Jørgensens præmisser er umiddelbart fornuftige.
Alligevel har jeg indvendinger. Den danske venstrefløj fra betonkommunister til blomsterbørn har haft held til i perioder i efterkrigs-årene at sætte dagsordenen for debatten i det offentlige rum - men andre steder? Der hvor det får tunge politiske og økonomiske konsekvenser? Jeg har svært ved at se dem. En af mine afgørende pointer er, at med den politiske kastes - den gang i 1960'erne kaldet establishment - afvisning af at gå i dialog med en broget råbende, demonstrerende, konspirerende, protesterende og skrivende venstrefløj, ødelagde den selvsamme fløj effektivt. For hvis ikke udfordringer og spørgsmål - for ikke at tale om dokumentationerne især under Vietnamkrigen - hvis alle disse henvendelser ikke bliver taget nogenlunde alvorligt og besvaret, ja, så fritages den henvendende part for ansvar. For sine analyser, handlinger og slutteligt for sit sprog i henvendelserne.
Det er noget forældre og skolelærere ved meget om, altså der er tale om en forbigået men ganske elementær erfaring.
Det er faktisk ret interessant, at den første stak bøger om 1968 især beskæftigede sig med livsstil - sex, tøj, euforiserende stoffer - og overså sådan noget som det utal af møder og studiekredse, der var en central del af venstrefløjens aktiviteter. At bombekasterne heller ikke fandtes værdige til omtale, er mere forståeligt. Der var kun få af dem, og de færreste havde talent for mere end at mixe røgbomber.
Altså havde bøgerne et vist skær af opportunisme eller - i fortidens sprog: De støttede systemets opfattelse af, at venstrefløjen ikke kunne tages alvorligt. Undtagen af efterretningstjenesterne, der ikke interesserede sig synderligt for den radikale højrefløj og derfor retfærdiggjorde deres eksistens med engagement til venstre.
Lidt groft kunne man sige, at hverken den magtfulde politiske kaste eller venstrefløjen selv behøvede at tage systemkritikken, krigsmodstanden, protesterne osv alvorligt.

I sådan en situation - eller er det tilstand? - forekommer det indlysende, at der foreligger en license to kill - du kan sige og gøre, hvad du vil, det får jo alligevel ingen konsekvenser! Så hvorfor ikke en i nutidsøjne helt utrolig revolutionsromantisk retorik? I 1990'erne har tusinder og atter tusinder af unge backpackers berejst de tidligere kampzoner og på egen krop oplevet korruptionen i Cambodia, set den bombestrøede Lerkrukkeslette i Laos og mødt fattigdommen i de vietnamesiske landdistrikter. Men det var ikke muligt dengang. De få der havde været i Algier og Brasilien var enestående, de havde en særlig aura - de havde været uden for Europa.
Læg dertil at Den kolde Krig stadig var den luft vi indåndede med dens sort-hvide verdensbillede, hvor medierne var part i konflikten og mildt sagt utroværdige. Hetzen mod den uafhængigt tænkende og skrivende reporter i USA var led i uforståelige magtkampe, hvad adskillige bøger fra de senere år dokumenterer til ulidelighed. Danmarks Radio prøvede at holde skansen, men var under pres, jfr. historikere som Poul Villaume og Frances Stonor Saunders. Resultatet var det velkendte, nemlig at venstrefløjens stillingtagen blev lige så mekanisk som dens modstanderes.
Hvis der virkelig er forsøg i gang på rehabilitering af Joe McCarthy (Inf. den 3.-4.juni), ved jeg ikke, om jeg skal le eller græde. For ved et spil af tilfældigheder(?) læser jeg om forsøget samme dag, som jeg læser en anmeldelse af ItDidn't Happen Here: Why Socialism Failed in The United States (Lipset og Marks). Hvis forfatterne har ret i, at socialismen ikke fik succes i USA, hvem var det så, McCarthy var efter?
Først og sidst ville han have personlig magt, og den kunne han få med en anti-kommunistisk retorik (Stalin døde først i marts 1953). Men han var ikke efter de røde men den amerikanske elite fra økonomi, politik og kunst og såmænd også fra CIA. På sin vej til magtens tinde ødelagde McCar-thy mere end én anstændig borgerlig politiker for ikke at tale om alle dem, der i en form for berufsverbot blev demoraliseret og frataget arbejde og arbejdsmuligheder under hans regime. Men kommunister fangede han ikke, så hvorfor rehabiliteringsforsøg?
Erik Seidenfaden holdt den 23. november 1953 et foredrag i Studenterforeningen om McCarthy. På det tidspunkt var han chefredaktør på Information, en amerikanskvenlig og stærk tilhænger af Nato. Netop derfor bragte han et portræt af den magtsyge demagog McCarthy, der var grundigt og af-slørende. Seidenfaden sagde bl.a.:
"Jeg er temmelig overbevist om, at den tøven overfor en yderligere udbygning af det atlantiske samarbejde, som i den senere tid er kommet til udtryk i vor egen og i flere europæiske nationers politik, i virkeligheden psykologisk kan forklares med eet ord: McCarthyismen."
Og foredraget slutter:
"... så valgte det amerikanske folk i sin største økonomiske krise Roosevelts demokrati og ikke Huey Longs fascisme, der i de år tog sig ud på lignende måde, som McCarthys gør det i dag.
Huey Long blev skudt.
Jeg kan ikke slutte med noget frommere ønske, end at den samme skæbne snarest må vederfares Joseph McCarthy."
Foredraget - måneden efter trykt i Det udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Fremtiden - vakte opsigt i København. Det burde det også i dag. Ikke først og fremmest på grund af selve portrættet af en politisk slyngel, men fordi der i teksten både er vilje til og mulighed for at sætte noget på spil. Og det er interessant, for efter Murens fald eller Den kolde Krigs ophør - det hedder så meget - for i dag kan de venstreorienterede ikke rette en kritisk bemærkning mod USA uden at blive opfattet som betonhoveder fra dengang.
Vi så det op til, under og efter krigen i Kosovo sidste år. Mistænkeliggørelser og anklager var ganske forfærdelige, og det tog mig lang tid at forstå, at netop Den kolde Krigs ophør krævede fornyet troskab mod den 50 år gamle alliance. Og hvor skulle den findes, nu hvor den gamle fjende var i knæ og iøvrigt skulle elskes ihjel? Og hvor sejrherrernes værdier ikke rigtig lod sig definere uden et fjendebillede? Så enhver tvivl om alliancens første krig blev opfattet som forræderi.
Det er nok sådan, det konservative København har hørt/læst Erik Seidenfadens portræt i 1953 af McCarthy - som forræderisk. Men hvis Aksel Larsen havde skrevet et identisk portræt og udeladt den utvetydige tilslutning til NATO, var teksten blevet stemplet som 'løgn og propaganda'.
Det er den ene glidning i sprog og forståelse, den mellem politisk tilhørsforhold og profession - Seidenfaden var ikke rød som Larsen, men han var en lige så stærk journalist som Larsen var politiker.
Og så er der en anden glidning, den mellem generationerne.
I disse genkommende bølger af raseri mod venstrefløjen er det måske ikke uvigtigt, hvilke aldersgrupper der stiller krav om til-ståelser og anger efter Murens fald.
For nogen lyder kun et svagt ekko af 1950'ernes diskussioner, for andre er der tale om personlige erindringer. Man kan ikke forlange, at en hvilken som helst given generation skal forholde sig i det uendelige til forældregenerationens politiske sjælekval. Men en accept af kvalernes eksistens er måske mulig?
Et af de kvalfulde forhold er betinget af, hvad John le Carré i Smiley's People kalder "det blotte omfang af russisk lidelse". I et paradoks kan en vis skamfølelse over egen tryghed og medfølelsen strejfe det russiske folks bødler, der for manges vedkommende netop kom ud af lidelsen (det sker for Smiley omkring sejren over hans russiske modpart). Den slags paradokser er der sjældent plads til i historieskrivning og offentlige fejder, dem skal man f.eks. til film og romaner for at finde. Hvor de da også er dukket op igen og igen, dog især når det gælder Nazityskland.
Som alle andre politiske konstellationer har også venstrefløjen sine magtmennesker og opportunister. Eller skal de frakendes den form for uskøn men dog reel menneskelighed? Og hvorfor skulle aktivisterne ikke både få en eller anden uddannelse og en supplerende professionalisme i logistik, planlægning, æstetik (plakatmaling) og forhandlingsfærdighed under deres ungdomspolitiske engagement?

Det har ikke i flere generationer været populært at være rød i Danmark, men det har næsten altid været interessant. Ikke mindst fordi der på fløjen var mennesker, som risikerede mere og andet end at tage det forkerte slips på.
Ved alle de vrede mænd ikke det? Ved de ikke også, at netop den religiøst disponerede - Bjørn Erichsen med sin 'kirke', der måske blir forsvaret længere, end troen kan holde til - at netop dét menneske er det rigtige til en lederstilling, der kan antage karakter af Uriaspost?
Et sidste suk:
Den danske venstrefløj har ikke haft ansvar for Proms kemiske fabrikker, den har ikke solgt ud af industriens arvesølv eller forødt milliarder i tvivlsomme bygge- og forsikringseventyr, den har ikke haft ansvar for ret meget, hvor rigtig store penge var på højkant og hvor andre end dem selv måtte bøde for fejltagelserne.
Der er grimme traditioner for det i øst som i vest.
Alligevel må jeg spørge:Jamen, man skyder da ikke spurve med kanoner?

Inge Eriksen er forfatter, bla. af 70'ersuccessen 'Victoria og
verdensrevolutionen'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu