Læsetid: 2 min.

Kriminelle handlinger - kriminelle synspunkter

Debat
7. juli 2000

Et synspunkt er ikke hævet over kritik, fordi det er begrundet i religiøs overbevisning

Tørklæder
14. juni skriver Mette Thomsen i en kronik her i avisen bl.a., at herboende muslimske kvinder, der insisterer på at bære tørklæde, er med til at cementere et muslimsk kvindesyn, der opdeler kvinder i tilslørede madonnaer og utilslørede ludere.
Mona Sheik svarer 19. juni, at der er tale om "et middelalderligt sort-hvidt billede af, hvordan muslimske mænd opfatter danske kvinder". Det kunne imidlertid se ud som om, Mette Thomsen har ramt plet i sin beskrivelse af muslimsk kvindesyn - Mona Sheik kalder indledningsvis Mette Thomsens synspunkter 'uanstændige' og 'kriminelle'(!), og bruger derefter megen plads på at tillægge Thomsen nogle generaliseringer, som simpelthen ikke findes i hendes kronik - men reelle modargumenter er det småt med.
Mette Thomsen nævner voldtægtssagen fra Århus, hvor syv arabiske drenge begik massevoldtægt mod en mindreårig, dansk pige. Det synes Mona Sheik er urimeligt at nævne - kriminalitet er ikke religiøst betinget, skriver hun. Men hvis ikke nogle af de herboende muslimer betragter utilslørede kvinder som ludere, hvordan kan det så være, at over 25 procent af voldtægterne i Danmark begås af indvandrere.

Kursus for fædre
(Seneste tal fra Danmarks Statistik. I tallene tæller indvandrere, der har fået dansk statsborgerskab, som danskere, så indvandrernes andel af voldtægterne er i virkeligheden endnu højere), når disse kun udgør fire procent af befolkningen?
Hvordan kan det være, at indvandrerorganisationen Idfad har set sig nødsaget til at afholde kurser for muslimske fædre, hvor de lærer at fortælle deres sønner om dansk sexualkultur?
Idfads formand Souhail Ibrahim har udtalt til pressen, at voldtægtssagen fra Århus i høj grad skyldes arabiske mænds syn på vestlige kvinder:
"Det går helt galt, hvis vi ikke ændrer fundamentalt på opdragelsen af vore arabiske drenge. Vi skal lære dem, at danske kvinder ikke er ludere og ikke vil bolle, bare fordi de smiler til dem."Mona Sheik hævder, at voldtægt inden for islam er 'forkasteligt og utilgiveligt'. En tom gestus, da islamisk lov kræver fire mandlige, muslimske øjenvidner for at en voldtægtsforbryder kan dømmes. Har en kvinde ikke i god tid forinden udsendt indbydelser til sin egen voldtægt, er det således praktisk umuligt at få straffet gerningsmanden.
Mona Sheik skriver, at mange muslimske kvinder vælger at gå med tørklæde, "fordi de har en tro. Er det en forbrydelse?" Nej - men i et demokrati kan alle forhold tages op til debat. I et verdsligt samfund som det danske er en religiøs begrundelse ikke bedre eller mere rigtig end en hvilken som helst anden begrundelse, og en handling eller et synspunkt er ikke, som Mona Sheik synes at mene, hævet over kritik, fordi det er begrundet i religiøs overbevisning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her