Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
13. juli 2000

Til Klaus Rifbjerg
7. JULI - Det tjener ikke Lars Bukdahl til ære, at han i 1989 syntes, din roman var god (jvf. dit indlæg i format den 4. juli). Hvis han syntes, den var det, var det hans forbandede pligt som kritiker at meddele den i øvrigt pisse ligeglade offentlighed, hvad han syntes, i Kristeligt Dagblads spalter. Hvis Poul Borum syntes, romanen var noget lort, var det ligeledes hans etc. etc., bare i Ekstra Bladets spalter.
Selv synes jeg ingenting, for jeg har ikke læst bogen. Derimod læste jeg Marts 70, og den husker jeg vagt som ret sjov, selv om emnet heller ikke dengang kunne bære en hel roman ned i magasinet. Jø fløppør økkø.

Peter Laugesen
Hans Brogesvej 9C
8220 Brabrand

I kan blive bedre!
5. JULI - Efter at have læst Kristen Bjørnkjærs nekrolog over billedkunstneren Preben Fjederholt bliver jeg vred! Bjørnkjær beklager sig over, at Fjederholt mødte så megen modstand på sin vej til at blive anerkendt som kunstner. Men Information er ikke er meget bedre end andre aviser til at omtale kunstnere, som endnu er forholdsvis ukendte. Jeg har selv flere gange erfaret dette. Senest da jeg for et par uger siden, for anden gang, sendte Information en pressemeddelelse om min nyeste udstilling, som rummede det sidste halve års arbejde: Seks store malerier og syv mindre. Information nævnte den ikke i avisen.
Det er desværre stadig sådan, at bestemte kunstformer får overvældende megen opbakning, andre næsten ingen. Som eksempel er installations-, computer- og videokunst alle kunstformer, som man på akademiet elsker, mens mere traditionelle udtryk, som det figurative maleri, sjældent regnes for provokerende nok.
Jeg har sendt jer en tekst om det rædsomme, nedværdigende liv som kunstner på kontanthjælp. Heller ikke den bragte I. Det er nødvendigt for en kunstners overlevelse (og dermed også kunstens), at han/hun bliver omtalt i medierne. Ved folk ikke, at kunstneren eksisterer, kommer de ikke til hans/hendes udstillinger, og så er salget af værkerne minimalt, og dermed muligheden for at kunne forsørge sig selv som kunstner.
(Fork. af red.)

Eva Gro Andersen
Udbygade 9, 2.th,
2200 Kbh N

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her