Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
6. juli 2000

Opgør
26. JUNI - I rækken af interessante (selv)opgør med kommunismen hæver Roy Langers kronik i Information den 26. juni sig langt som den bedste. Han sætter fingeren på det helt afgørende, nemlig den umenneskelige, nedværdigende og ubarmhjertige behandling af de magtesløse i tilsyneladende ophøjede idealers navn. Således blev selvmord opfattet som et legitimt middel i politikken.
Dette har desværre ikke kun historisk interesse. Med Danmarks og det øvrige NATO's bombekrig mod Serbien i menneskerettighedernes navn, overtog de fleste demokratiske partier totalitarismens opfattelse, at målet helliger midlet.
Måske vil den tid komme, da man behandler bombetilhængerne på samme måde, som man nu behandler kommunisterne. De, der gav ordrerne til bombeangrebet, bliver stillet for retten, således som de østtyske ledere blev stillet for retten for skyderiet ved muren (der kostede færre menneskeliv). Og de, der i massemedierne støttede angrebskrigen mod Serbien, skal i det mindste sige undskyld. Så vil civilisationen omsider have sejret.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Allé 78 A S/M
2720 Vanløse

Fjernsynet flimrer
26. JUNI - Jeg ville ønske, man ville holde sig til originalversioner af de film og andre tv-programmer man viser. I stedet for at retouchere i dem, så de ikke er til at se på længere. Og det oprindelige indhold går tabt.
Entzenberger har i en artikel skrevet, at en del medieguruer har udtalt, at man ikke længere behøver at skelne mellem simuleringer og virkelighed. Hvilket er en af de værst tænkelige udviklinger, man kan forestille sig.
Ligeledes har han udtalt, at det er så grelt, at tv-seere opfatter alt det, de ser, som løgn, som man ikke længere skal tro på. Hvilket dog desværre synes at øge deres interesse for at se på det.
Dogmefilm var et forsøg på at trække i en anden retning. Men det er vist desværre et af de få forsøg på at bremse udviklingen i den retning.
Jeg håber dog ikke dette fænomen får folk til at smide deres fjernsyn ud af vinduet. Man skal ikke give op, men forsøge at følge med i, hvad der foregår i mediet og i verden. Der er trods alt en del udsendelser, der fungerer nogenlunde. Selv om det bliver sværere og sværere at få kvalitetsinformation, kunst og social fornuft ud af tossekassen.
Det bliver vel sådan i fremtiden, at den eneste tv-kanal, der duer, er en direkte kanal fra Bruxelles.
Jeg ved ikke, hvilken procentdel af befolkningen der har de samme problemer som jeg, men jeg håber, den procentdel ikke er særlig stor.

Henrik Stampe Jensen
Landlystvej 24 B 1. th.
2500 Valby

Øl og sikkerhed
Det danske folk er dybt rystet over, at otte unge mænd fik deres liv så brat afsluttet på årets Roskilde Festival. Det har ikke været muligt for myndighederne at fastslå årsagen eller årsagerne til de tragiske dødsfald. Ingen har - i det mindste ikke officielt - fremsat den tanke, at der kan være en sammenhæng med de enorme mængder af pilsnere, der ifølge tv blev slæbt ind på pladsen. Sikkerheden vil uden tvivl øges betydeligt, hvis fremtidige festivaler bliver alkohol- og narkotikafrit område.

Henning Sørensen,
Danmarks Afholdsforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her