Kronik

Lige børn kører bedst

Debat
29. juli 2000

Danmark går ikke ind for et 'tættere samarbejde', som reelt skaber en A- og en B-trop (f.eks. af østlandene) i EU. Men gerne for ØMU'en, som blot vil give os indflydelse på den politik, vi alligevel kommer til at føre.

Et svar til Holger K. Nielsen
Lørdagskronikken
Holger K. Nielsens kronik om tættere samarbejde eller fleksibilitet (den 22. juli 2000) fortjener nogle bemærkninger med på vejen.
På Det Europæiske Råds møde i Feira 19.-20. juni 2000 blev det besluttet at sætte spørgsmålet om tættere samarbejde - også kaldet 'fleksibilitet' - på dagsordenen for regeringskonferencen. Baggrunden er, at en række medlemslande frygter, at udvidelsen vil bremse videreudviklingen af det europæiske samarbejde. Derfor ønskes en lempelse af Traktatens bestemmelser om tættere samarbejde, som i øvrigt aldrig har været anvendt.
Fra dansk side er vi indstillet på at diskutere spørgsmålet. Men vi kan ikke pege på nogen god grund til at genåbne det kompromis, som blev opnået under forhandlingerne af Amsterdam-traktaten. Danmark var i 1997 såvel som i dag af den grundlæggende overbevisning, at tættere samarbejde ikke er et godt redskab til at sikre den videre udvikling af et udvidet EU.
Tættere samarbejde betyder, at der åbnes op for samarbejde, der ikke omfatter alle medlemslande. Amsterdam-traktatens bestemmelser markerede et brud med enhedsprincippet, som siden oprettelsen af EF i 1957 har været et markant træk ved det europæiske samarbejde:
nAlle medlemslande deltager fuldt ud i samarbejdet.
nAlle medlemslande har de samme rettigheder og forpligtelser.
Enhedsprincippet har medvirket til at sikre sammenhæng og solidaritet i EU.
For Danmark og en lang række andre medlemslande var det i 1997 derfor afgørende, at det i Traktaten blev slået fast, at tættere samarbejde er en sidste udvej. Dette sikrer, at man først skal søge at finde en løsning, der kan finde tilslutning blandt alle medlemslande.
Tættere samarbejde er ikke det samme som fleksibilitet og pragmatisk integration i flere rum, eller det samme som overgangsordninger, der skal sikre, at berørte lande efter en vis periode omfattes af de fælles regler.
Debatten handler om, hvorledes der kan åbnes yderligere op for, at integrationsivrige medlemslande kan iværksætte et udvidet samarbejde, der ikke omfatter alle medlemslande. Forskellen ligger i ambitionen og dermed formålet med tættere samarbejde.
Holger K. Nielsen misforstår, hvad f.eks. Tyskland og Frankrig sigter mod, når de taler om tættere samarbejde. Formålet er ikke at skabe et fleksibelt Europa, hvor medlemslande kan gå ind og ud af de forskellige 'rum', som de finder det belejligt. Formålet er at skabe et integrationsinstrument, som gør det muligt for en kerne af medlemslande at agere fortrop for den videre udvikling af et udvidet EU.
Det er vigtigt at gøre debatten om tættere samarbejde mere konkret. Jeg vil pege på en række problemer, som ligger til grund for min skeptiske holdning:

Muligheden for tættere samarbejde vil ikke hjælpe østudvidelsen på vej - tværtimod. Udvidet anvendelse af tættere samarbejde kan resultere i, at de nye medlemslande mere eller mindre permanent placeres i en rolle som B-medlemmer.
Dette forklarer den udbredte skepsis, der er blandt de central- og østeuropæiske kandidatlande, og som Holger K. Nielsen helt forsømmer at forholde sig til. Disse lande ønsker at deltage fuldt og helt i EU-samarbejdet. De ønsker ikke at blive stillet overfor nye krav knyttet til forskellige former for tættere samarbejde.
Dette ville netop give anledning til den skuffelse og frustration, som Holger K. Nielsen mener vi skal undgå - hvilket jeg er helt enig i. Udvidet mulighed for tættere samarbejde er et meget dårligt signal at sende til ansøgerlandene, da det i realiteten er at sige: Vi ønsker ikke at vente på at se, om I vil være med. Vi antager, at I vil komplicere en videreudvikling af EU!

Der er også en risiko for, at tættere samarbejde kommer til at udgøre et permanent alternativ til fælles løsninger. En snæver gruppe af medlemslande kan reelt komme til at sætte dagsordenen og tempoet for hele det europæiske samarbejde. Dette ville bl.a. indebære en marginalisering af de medlemslande, der ikke ønsker at deltage. Samme medlems-lande ville oven i købet risikere at blive tvunget til at føre en politik, der svarer mere eller mindre til den, der fastlægges af gruppen af kernelande.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg fremhæve, at der er en risiko for tilbageskridt i forhold til de vigtige resultater, som er opnået efter mange års hårdt arbejde i EU. En udvidet anvendelse af tættere samarbejde kan betyde, at EU-samarbejdet bliver mere kompliceret, uigennemsigtigt og ukoordineret. I værste fald betyder det, at der vedtages regler i et tættere samarbejde, der går imod eller svækker eksisterende fælles regler.
På mange områder er det helt centralt, at de fælles regler gælder for alle. Dette er ikke mindst tilfældet på miljøområdet, hvor samarbejdet kun giver mening, såfremt høje miljøstandarder gælder for alle lande. Alternativt ville man risikere, at en gruppe lande permanent fastholder lavere standarder med henblik på at undgå omkostningsfyldte miljøforbedringer. Ligeledes undermineres det indre marked. På tilsvarende vis kan nævnes den fælles handelspolitik og den fælles landbrugspolitik, som også bygger på fælles regler.
ØMU'en er et dårligt eksempel på, hvad der menes med et tættere samarbejde. Det er et dårligt eksempel, fordi ØMU'en er et klart defineret samarbejde, som er opbygget inden for de beføjelser, som tillægges Fællesskabet i Traktaten. Derudover foreligger der en detaljeret køreplan samt klare kriterier for den videre udvikling. Dette sikrer den fremtidige optagelse af nye medlemslande. Det er ikke det, man forstår ved tættere samarbejde i regeringskonferencen.
Mens ØMU'en derfor ikke er et eksempel på tættere samarbejde, er den et godt eksempel på konsekvenserne for udestående medlemslande: Man kommer i realiteten til at føre en politik, som udformes af andre. Dette vil også være tilfældet for Danmark, såfremt vi den 28. september beslutter os for at stå udenfor den fælles valuta.
Lad mig til sidst minde om, at vi endnu ikke har set, hvordan tættere samarbejde tænkes anvendt. Hverken fortalerne blandt medlemslandene eller Holger K Nielsen har peget på konkrete områder, hvor tættere samarbejde ville tjene et formål.
Dette er for mig kernen i den igangværende debat: Det er først, når vi konkret diskuterer anvendelsen af tættere samarbejde, at problemerne opstår, og de fulde konsekvenser bliver klare. Det er det, jeg har forsøgt at illustrere med eksempler på konkrete problemstillinger.

Set i dette lys bliver forestillingen om fleksibilitet som en løsning på Europas problemer en temmelig teoretisk betragtning, der ignorerer det formål, som tillægges tættere samarbejde i de igangværende forhandlinger.
Der er ikke tale om at skabe fleksibilitet til glæde for skeptiske medlemslande, men om at normalisere tættere samarbejde som et integrationsinstrument til potentiel skade for såvel udvidelsen som de resultater, vi har opnået i fællesskab i EU.
Det er derfor fornuftigt, at regeringen indtager en skeptisk holdning til tættere samarbejde. Men vores holdning er ikke præget af ligegyldighed. Tættere samarbejde er på dagsordenen for regeringskonferencen.
Der udestår mange og svære forhandlinger om spørgsmålet. Jeg er af den overbevisning, at man skal være aldeles varsom med at normalisere anvendelsen af tættere samarbejde også i et udvidet EU.

Niels Helveg Petersen er
udenrigsminister (R).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her