Læsetid: 4 min.

Lottobekendelser

4. juli 2000

Vi betaler for retten til at drømme

Ludomani
Du skal ramme syv tal ud af 48, det er forbandet svært, og du vinder næsten aldrig. Alligevel er Lottospillet guldfuglen blandt danske spillere, og jo sværere det er at vinde, jo flere lader til at blive indfanget af drømmen om millionen. Deres ærbødige er en af dem. Faktisk vil jeg gå så langt som til åbent at bekende: Ja, jeg spiller Lotto!
Til gengæld er det min eneste alvorlige last, og det kunne såmænd stå meget værre til end det gør, men alligevel:
Jeg sidder definitivt i saksen, indspundet i en håbløs og urealistisk fantasi, som med jævne mellemrum tvinger mig ned i tipskiosken, i Brugsen eller hos tobaksforhandleren, hvor jeg formedelst 25 kroner kan indløse retten til at forestille mig dén anden tilværelse, jeg i min brølende naivitet tror venter lige rundt om hjørnet.
For til en begyndelse at angive de faktiske proportioner: Hvis du lægger Lottokuponer i en lige linje på den lange led og lader denne linje løbe hele vejen fra København til Wien, vil der statistisk set være 1 (én!) førstepræmie på en kupon et sted derude!
Det er altså langt sværere end nålen i høstakken, sværere end nålen i 10 høstakke, og alligevel tror en anden en fuldt og fast på, at han en skønne dag finder kombinationen - måske på en mark mellem Bayreuth og Wieselberg?

Jackpot
At ville holde op med at spille Lotto kan sammenlignes med at ville holde op med at ryge. I begge tilfælde taler vi om detaljen i hverdagen, den fuldt indarbejdede vane, som man sagtens kan leve foruden, men som man ikke desto mindre bilder sig ind er nødvendig for ens almene velbefindende.
Lottokuponen er et forbrugsgode på linje med avisen, posen med lakridskonfekt, tobakken - den diskrete forsødelse, man knap nok ænser, men alligevel trofast investerer sine sparsomme midler i.
Jackpotpuljerne tænder med jævne mellemrum yderligere op under os med deres dobbelte og tredobbelte og firdobbelte udgaver af et i forvejen astronomisk beløb på tre-fire millioner. Jackpotsystemet forstærker griskheden og begærligheden og det forfængelige håb om at være alene om første- præmien.
Når jackpotpuljen spøger, smider vi gladeligt 100, 200 og 300 kr. på disken ad gangen, og vi følger spændt med i udviklingen som ugerne går: Nu er der otte mio., 12 mio. og 16 mio. kr. på spil - mere spændende kan det næsten ikke blive! Og vi læ-ser om spansk lotteri, om amerikansk lotteri og italiensk lotteri, som har meget større puljer på spil end vi har, og hver gang drejes Lottoknappen en lille smule strammere.
Spændingen opbygges effektfuldt og stille i takt med, at myter florerer og historier fortælles om enlige mødre og andre værdigt trængende, som får spillet appelsinen hele vejen ned i turbanen og derefter kan leve i sus og dus til deres dages ende. Eller vi hører de modsatte historier - om farveløse funktionærer, som allerhøjest investerer deres nye millioner i en tur med Oslobåden, og vi tænker, at sådan ville vi i al fald aldrig selv gøre. Men Lotto -myterne er vigtige, for de kaster et skær af legitimitet og sandsynlighed over det ellers så usandsynlige.

Drømme
Men hvad er det vi betaler for - vi, de fortabte? Vi betaler for retten til at drømme. Vi betaler for den veder-kvægende, behagelige, varme tanke, at om få dage vil alting blive anderledes. Og når alle ting bliver anderledes, bliver de også automatisk bedre. Vi betaler for at kunne gå rundt og varme kuponen i lommen, sutte på Lottobolchet - gumle, knase eller tygge det - indtil vi opdager, at der ikke er mere bolche tilbage.
Lotto er inkarnationen af tomheden i det postmoderne oplevelsessamfund - denne tivoliserede syntese af fantasteri og kold økonomisk kalkulation. Lottofantasien griber tilbage til en grundlæggende utilfredshed med det levede liv. Ynkeligt er det - patetisk og absurd - proletarens drøm om det pludselige, økonomiske mirakel. Alligevel står jeg næsten hver lørdag ved disken og messer "En lynlotto til i aften!" Og er der samtidig en double up i Jokerpuljen (dette ekstra spil på Lottokuponen, som i skyndingen er blevet lirket ind fra sidelinjen), kan jeg høre min stemme tilføje et kvækkende: "... og det skal være med Joker!"
Spørgsmålet er, om man overhovedet kan synke dybere?

God samvittighed
Gudskelov kan vi stadigvæk have samvittigheden i behold - den gode samvittighed. For vi ved, at procenterne fra Lottospillet med usvigelig sikkerhed vil havne i lommerne på alle de rigtige mennesker indenfor alle de rigtige områder som f.eks. kulturen og sporten og ungdommen og foreningslivet. Dermed vender pengene altid i en eller anden form og forstand tilbage til - os selv. Den gode danske enhedsfilosofi slår til igen, for den fortæller os, at pengene ingenlunde er spildt, selv om vi spilder dem.
I stedet finder de - sluset gennem den danske fordelingsnøgle - ud til den store almenhed. Derfor er der heller ikke nogen rigtige tabere i Lotto, hvorfor Lottospillet i fremtiden uden problemer kan promoveres som et fuldt legitimt spil. Dertil kommer, at folkeligheden i denne ekstra skat for tid og evighed vil give alle os - de fortabte Lottospillere - en model, som i én elegant bevægelse både undskylder og forklarer vores spil.
Du skal ramme syv tal ud af 48, det er forbandet svært, og du vinder næsten aldrig. Det eneste du en gang imellem får fingrene i, er de 35 kr., som udbetales ved de fire rigtige vindertal; lige præcis nok til endnu en Lotto kupon - med Joker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu