Læsetid: 3 min.

Luk publikum ind

Debat
22. juli 2000

Jazz-musikerne kunne tage publikum i hånden, og føre det ind i musikkens mangfoldige univers. I stedet oplever man arrogance og manglende inter-esse for publikums oplevelse

Jazz
Under overskriften 'Past & Present - from ragtime to notime' lovede nogle af Danmarks bedste jazzmusikere at præsentere jazzens historie i Øksnehallen under Copenhagen Jazzfestival. "You will be taken through a century of jazz music," som der også stod.
Fulde af forventning var vi klar til gennem livemusik, introduktioner og måske et par jazz-anekdoter at mærke suset fra New Orleans, New York og andre 'jazzmekkaer'.
Så vidt vores forventninger. I forhold til annonceringen vel ikke helt ved siden af ?!
Koncerten startede i New Orleans med Fessor ved roret. Ingen af os er specialister i jazzmusik, men forskellige spørgsmål meldte sig. Hvordan kan man fortælle historiens begyndelse uden klarinet og banjo? Hvorfor bestod rytmegruppen (ud over elbas!) af tre trommeslagere, der lagde et umiskendeligt moderne groove under standardmelodierne?
Bevares, det var en udmærket musikalsk oplevelse, men hvad var past og hvad var present?
Imens musikken spillede, vistes lysbilledserier med 'the grand old' på fire storskærme. Skærmene, der viste portrætter af bl.a. Michel Petrucciani, Cannonball Adderley og Bill Evans, mens orkestret spillede New Orleans jazz (!), virkede mest af alt distraherende i forhold til musikken.
Jan Kaspersen kom på banen med en lang Monk-session, uden det gik op for os, hvorvidt det var Monks eller Kaspersens kompositioner. Og hvor befandt vi os stilmæssigt og historisk? Hvad med Ellington, og andre jazzmastodonter, som aldrig blev spillet, endsige nævnt? Frustrationen bredte sig, alt imens Jan Kaspersen spillede videre.
Jens Winther stod dernæst for et alenlangt nummer, med en præsentation, der hverken placerede tid eller sted, eller prototyper på denne afart af jazzen, (free-jazz går vi ud fra var den genre, der her skulle præsenteres?) .

Lidt mere kontekst, tak
Jens Winther fremstillede sig selv som repræsentant for "en anden gren af bigbandmusikken end T.S. Høeg", hvis musik vi efterfølgende fik en prøve på. Altså Winthers og Høegs historie. Lyder det snerpet, at vi godt kunne have ønsket os lidt mere kontekst?
Som det fremgår, havde vi begge umanerlig svært ved 'bare at nyde musikken'. - Hvorfor?
Vores anke bunder primært i koncertens manglende formidling. Hvorfor denne introverte attitude over for publikum? Hvorfor må vi ikke tages lidt ved hånden, og med venlighed og overskud føres ind i dette mangfoldige univers, som jazzen jo er?
Hvorfor skal arrogance og manglende interesse for publikums oplevelse være mere vane end sædvane ved jazz-koncerter?
Det virker som om, jazz-musikerne opfatter en publikumsvenlig imødekommenhed som et brud med deres ofte yderst selvbevidste og meget lidt verbale attitude.
Dernæst var der et misforhold imellem den historiske præsentation, som programmet lagde op til, og koncertens reelle indhold. Man kan mene, at vi ikke har fantasi til at udfylde hullerne selv, at vi bare vil ha' det hele serveret.

Fejlvurderinger
Vi mener dog, at publikum på den ene side fejlagtigt overvurderedes, fordi det implicit forudsattes, at vi kendte hele historien på forhånd. Og på den anden blev vi uretmæssigt undervurderet, idet det åbenbart ikke var værd at bruge tid på en sammenhængende præsentation og indfri de forventninger programmet naturligt skabte.
Det skortede ikke på hverken spændende arrangementer eller virtuose musikere. Men dette vidste vi på forhånd. Vi har jo hørt dem i årevis på jazzfestivalen.
Vi tilbragte fredag aften i Øksnehallen, fordi dette lignede et initiativ ud over det sædvanlige, og det virkede tiltalende set i lyset af en fe-stival, der om nogen opretholder en tradition med en fast musikerskare i velkendte konstellationer. Ideen var fin, men ærgerligt nok, blev den aldrig realiseret.
Primær ansvarlig er ophavsmand T.S. Høeg, men hvad med Øksnehallen og Jazzfestivalen, burde de ikke som kulturformidlende institutioner følge et arrangement som dette til dørs?
Og de mange musikere, der deltog i koncerten, syntes de bare, det var fedt at spille sammen på kryds og tværs endnu engang?
Var det bare endnu en aften i et selvforherligende lys, med publikum som offer?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her