Mest kvalme har jeg over Dag Hammarskjöld
Krigsforbrydelse
Verden forandrer sig. På visse punkter til det bedre.
Det er ikke nær så let at begå forbrydelser imod menneskeheden, som det var.
Offentligheden har fået øjne og ører, som krigsforbrydere må regne med.
Tænk på FN's krigsforbrydertribunaler for Balkan og Rwanda.
Det er heller ikke let at holde begåede ugerninger skjult.
Tænk på Adolf Eichmann eller Augusto Pinochet.
Udviklinigens retning er klar.
Belgiens udenrigsminister sagde i begyndelsen af december, der var nedsat en parlamentarisk undersøgelseskomssion. Den skulle - jeg citerer - "bestemme omstændighederne ved mordet på Patrice Lumumba og belgiske politisk ansvarliges mulige indblanding."
Det skete efter offentliggørelse af arkivmateriale, som sociologen Ludo De Witte har indsamlet gennem seks år.
Den 44-årige De Witte har gennemstøvet sagsakterne hos CIA. De var lettest tilgængelige.
FN åbnede sine arkiver for ham i 1994.
Senest fik han lov til delvis gennemgang af båndlagt materiale hos det belgiske udenrigsministerium.
Belgiens ansvar
Resultaterne af hans forskning findes nu på fransk i bogen L'Assassinat de Lumumba.
Materialet er så overvælgende, at udenrigsminister Louis Michel har valgt at kommentere det, endnu før en officiel rapport foreligger.
Undersøgelseskommissionen begyndte sit arbejde den 2. maj. Den skal være færdig inden et år.
Ministeren siger: "Om undersøgelseskommissionen bekræfter informationerne, og det virkeligt viser sig, at belgiske myndigheder har medskyld i mordet, påhviler det regeringen at give det congolesiske folk og rettighedshaverne efter Lumumba en undskyldning."
De Witte sandsynliggør, at regeringen Gaston Eyskens bærer det største ansvar for mordet 17. januar 1961 på premierminister Patrice Lumumba, vicepræsident for Senatet Joseph Okito og sportsminister Maurice Mpolo.
CIA og FN's medvirken
Det skete med CIA-chef Allen Dulles' velsignelse og FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds hykleriske medvirken gennem FN-styrkens beordrede partiskhed og manglende beskyttelse af de tre politiske fanger.
Lumumbas forbrydelse bestod i hans stolthed som afrikansk nationalist og en påstået fornærmelse af kong Baudouin under uafhængighedsceremonien den 30. juni 1960.
Lumumba improviserede ved den lejlighed et svar på kongens nedladende og alfaderlige formaninger til præsident Joseph Kasavubu.
Lumumba anklagede kong Léopold II for den uciviliserede udplyndring af Congo i kolonitiden.
De to andres forbrydelse var, at de havde støttet Lumumba.
Lumumba blev i 1960 beskyldt for at være en kommunistisk agitator, som varetog Sovjets interesser i Den Kolde Krig.
Jeg var dengang i Congo for Kongressen for kulturel Frihed i Paris som gæst hos Institut d'Etudes Congolaises i Brazzaville.
Hammarskjölds fejl
I en artikel til Information i august 1960 bebrejdede jeg Hammarskjöld, at han gjorde FN til hovedmodstander af den repræsentative afrikanske nationalisme.
I en senere artikel fortalte jeg, hvad Ford Foundations udsending, David Heaps, havde betroet mig, nemlig at han havde en aftale med Lumumba om, at Lovanium Universitetet, Congos eneste højere læreanstalt, skulle administreres af Ford Foundation i fremtiden.
Ingen trænet kommunist ville have lavet en sådan aftale.
Ingen repræsentativ nationalist ville have danset efter koloniherrens fløjte til koldkrigernes musik.
Jeg kendte til Lumumba gennem hans nære ven, den spanske journalist Lius Lopez Alvarez, direktør for Brazzavilleinstituttet. Jeg havde truffet Mpolo i Brazzaville og var udvist af Léopoldville af Kasavubus folk på grund af kontakten til Lumumba.
Jeg har ikke haft grund til at fortryde, at jeg i nordisk presse tog Lumumbas parti imod kolonistyret, CIA og Dag Hammarskjöld, selv om det kostede mig større postyr end noget andet i mit professionelle liv.
De var skyldige i forbrydelser imod menneskeheden eller samtykke til sådanne forbrydelser.
Måtte ikke få ret
Hvad Ludo De Witte nu dokumenterer fra officielle kilder, har været kendt i årevis, bl.a. fra Luis Lopez Alvarez' Lumumba ou L'Afrique frustrée.
Vi måtte bare ikke få ret dengang. Små 40 år skulle det tage, før det 'poltisk korrekte' måtte vige for fakta.
Det tjener den belgiske regering til ære, at den nu tager belgieren Ludo De Wittes arbejde alvorligt. Men der var altid repræsentanter for det andet og bedre Belgien.
Mordet på Lumumba, Okito og Mpolo har oprørt mig mere end noget andet i mit liv.
På grund af konsekvenserne for Afrika. Mobuto og Tshombe var forrædere af den slags, vi hos os kalder quislinger.
På grund af den bestialske tortur, bødlerne udsatte deres ofre for i ugevis.
Da aflivningen endelig fandt sted den 17. januar 1961 i Katanga, var Tshombe og indenrigsminsiter Munongo til stede, mens belgiske håndlangere ordnede det fornødne og FN-folk forholdt sig passive.
Læs beretningen, om De har nerver til det.
Mest kvalme har jeg over Hammarskjöld.
