Kronik

Mens vi venter

Debat
13. juli 2000

Mellemøstkonflikten handler ikke om FN og retfærdighed eller blot fairness, den handler om magt, og det er da også det eneste sprog Ehud Barak tilsyneladende mestrer

Økonomi & Politik
Topmødet i Camp David er ombølget af historiens vingesus; der drages paralleller til såvel staten Israels oprettelse i 1948 som til fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1978, der jo netop fandt sted i Camp David og fik navn derefter. I Politiken hedder det den 11. juli, at Barak har kaldt de beslutninger han står overfor, for de mest skæbnesvangre siden David Ben-Gurion i 1947 besluttede at acceptere FN's delingsplan for Palæstina-mandatet og i 1948 udråbte staten Israel. Det lyder næsten som om Ben-Gurion dengang indgik et heltemodigt kompromis da han 'accepterede' FN's delingsplan. I betragtning af at jøderne på det tidspunkt ejede knap 10 procent af Palæstinas jord - opkøbt igennem det forudgående halve århundrede, var det vel ikke så svært at acceptere de 56 procent af Palæstina, som FN tildelte dem. At Palæstina ikke var et tomt land fremgår af, at der i den jødiske del af FN's delingsplan boede 407.000 arabere mod 498.000 jøder, hvor der i den arabiske del boede 725.000 arabere og kun 10.000 jøder. I Jerusalem var de to grupper næsten lige store. Men for så vidt har både Politiken og Barak ret i, at det ikke var tilstrækkeligt for den store kolonisator David Ben-Gurion, denne "fremsynede leder" som Politiken kalder ham, som mente at en "sådan sammensætning ikke skaber en stabil basis for en jødisk stat. Denne kendsgerning må man se i øjnene i al dens klarhed og voldsomhed. Sådan en sammensætning giver os ikke engang nogen absolut garanti for at kontrollen vil forblive i hænderne på den jødiske majoritet". Derfor iværksatte Ben-Gurion og hans kammerater en plan for at fordrive palæstinenserne, for som han sagde "araberne i Israels land har kun én funktion tilbage - at løbe væk". Ved hjælp af massakrer og andre fordrivelsesmetoder blev verdens største flygtningeproblem skabt i opløbet til og kølvandet på oprettelsen af staten Israel.
I årtier var det muligt for Israel og størstedelen af den vestlige presse at præsentere det som om palæstinenserne forlod deres land, fordi de arabiske ledere opfordrede dem til det i forbindelse med den arabiske invasion efter udråbelsen af staten Israel i maj 1948. Men i løbet af de sidste knap 15 år har de såkaldt 'nye historikere' i Israel bekræftet det som palæstinensiske historikere har sagt i mange år, nemlig at palæstinenserne blev fordrevet. Alligevel nægter Ehud Barak, hvis alder forhindrer ham i at have et personligt ansvar for fordrivelsen, fortsat at Israel må tage denne katastrofe på sig: "Denne menneskelige lidelse blev skabt i kølvandet på en konflikt, hvor vi forsvarede selve vores eksistens. Derfor er jeg ikke parat til at acceptere noget ansvar - hverken juridisk eller moralsk," sagde han til den israelske avis Ha'aretz den 19. maj i år. Jeg skal vende tilbage til, hvad det betyder.
Hvis vi så ser på det andet historiske vingesus - Camp David-aftalen mellem Israel og Egypten, som blev indgået den 17. september 1978, har den korte historiske hukommelse også gjort det muligt at præsentere denne aftale som en succes, uanset at Camp David dannede baggrund for, eller gav Israel mulighed for - ved at pacificere Egypten - den blodige inva-sion af Libanon i juni 1982, og den fortsatte besættelse af Sydlibanon indtil maj i år. Et eventyr der har kostet minimum 12.000 libanesere og palæstinensere livet tillige med over 1.000 israelske soldater. Camp David-aftalen bestod af to dele. Den første opfordrede til iværksættelse af en selvstyreplan for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, som fem år senere skulle følges op af en permanent løsning for områderne, og som skulle anerkende det palæstinen-siske folks legitime rettigheder og deres retfærdige krav.
Den anden del af aftalen fastlagde rammerne for en egyptisk-israelsk fredsaftale, som forpligtede Israel til at trække sig tilbage fra alle besatte egyptiske områder og samtidig rømme bosættelserne i Sinai. Til gengæld skulle der oprettes normale diplomatiske, kulturelle og økonomiske forbindelser mellem de to lande. Som bekendt blev den første del af aftalen aldrig gennemført, men den fik det resultat, at der blev sat ekstra skub i byggeriet af bosættelser i de besatte palæstinensiske områder, på samme måde som det skete efter Oslo-aftalen, som på mange områder var et opkog af Camp David-aftalen. Den anden del af aftalen blev delvis opfyldt, dog ikke mere end at freden er forblevet en fred mellem ledere og generaler, mellem de to folk er freden kold. Præsident Anwar al-Sadat betalte for aftalen med sit liv, det har Yasser Arafat næppe glemt, - ej heller hans modstandere.

I 1993 kunne det så se ud som om, den resterende del af Camp David-aftalen skulle iværksættes med selvstyre til palæstinenserne efter en femårig periode, dvs. afsluttet i 1998. Det er som bekendt ikke sket. Oslo-aftalen valgte at koncentrere sig om de ting, man kunne blive enige om, og udskyde de væsentlige problemer til senere, og det er så her man står i dag - med et par års forsinkelse. I den mellemliggende periode har Israel udbygget sine bosættelser på Vestbredden og befæstet sin annektering af Østjerusalem plus de 70 kvadratkilometer af Vestbredden med 28 arabiske landsbyer, som man har lagt ind under Jerusalem. Det er alt sammen i strid med internationale konventioner, men det generer ikke israelerne, der altid har betragtet internationale konventioner og FN-resolutioner som noget, der var forbeholdt mindre udvalgte dele af menneskeheden. Også her er det lykkedes at sælge modellen til næsten alle vestlige journalister, som i dag taler om at Barak er parat til kun at annektere 80 procent af bosættelserne med cirka 150.000 bosættere og lade små 50.000 bosættere blive boende i en kommende palæstinensisk stat. Men virkeligheden er, at israelerne og deres journalister her og der ikke længere regner de 200.000 bosættere i og omkring Østjerusalem med, for så ville regnestykket jo se mindre generøst ud. Men disse bosættelser er i enhver forstand lige så meget illegale bosættelser som dem, der ligger spredt rundt omkring på Vestbredden som strategiske bakketopsbefæstninger. Hvad angår de bosættelser, der måtte forblive i det palæstinensiske område, vil de fremover være israelske kontrolposter, for enhver bosættelse betyder israelsk militær tilstedeværelse, og enhver omkørselsvej til bosættelserne betyder israelsk patruljering af området.
På nuværende tidspunkt har palæstinenserne hel eller delvis kontrol over godt 40 procent af Vestbredden og cirka 70 procent af Gazastriben Men også det er en illusion. Palæstinenserne har i realiteten ikke kontrol med noget som helst, for deres tildelte områder er gennemskåret af veje, som fører til og fra bosættelserne og som helt er kontrolleret af israelerne. Området er spækket med militære installationer, sådan at israelske tanks kan nå frem på meget kort tid. Palæstinensere skal have israelsk tilladelse for at kunne komme ind i Jerusalem og for at kunne bevæge sig mellem Gaza og Vestbredden - og det er meget vanskeligt og tidkrævende at få en sådan tilladelse. Heller ikke de palæstinensiske myndigheders eneste lille lufthavn i Gaza kan de selv kontrollere.
Det oplevede jeg for et par uger siden, hvor jeg fløj dertil fra Amman. Efter landing blev passagerer og bagage stuvet ind i en gammel bus, der satte i gang - væk fra lufthavnen. Jeg troede jeg var kommet med den forkerte bus, men fik at vide, at vi først skulle til israelerne. Derefter gik turen til den israelsk-egyptiske grænse, hvor vi alle skulle ud og aflevere bagagen til israelsk kontrol uden mulighed for at holde øje med, hvad de foretog sig med den. Mens vi ventede på bagagen blev vore pas i et andet lokale afleveret til palæstinensere i nydelige blå uniformer. De havde dog intet at skulle have sagt, men skulle give passene videre til israelere, der sad bag røgfarvet glas og kun kunne skimtes.
Chikane af journalister og turister er for intet at regne mod, hvad palæstinenserne oplever, når de skal bevæge sig fra det ene område til det andet. Israel er da også klar over, at det ikke altid ser lige kønt ud, når palæstinensere bliver checket, og for at de mange turister ikke skal se ridser i lakken på Mellemøstens eneste demokrati, er man nu ved at bygge et nyt stort checkpoint mellem Jerusalem og Betlehem, hvor araberne bliver ledet under hovedvejen, så de ikke generer folk på vej til Fødselskirken; ved checkpointet bliver de kontrolleret og skal parkere deres biler - mod betaling - hvis de skal ind i Jerusalem.
Alle disse foranstaltninger er en del af det kontrolapparat, Israel har opbygget og siden Oslo har styrket, og det betyder, at det er ret ligegyldigt, om palæstinenserne får 60-70 eller over 90 procent af Vestbredden, for den politiske, militære og økonomiske magt ligger hos Israel, der må forventes at ville insistere på at beholde alle grænseområderne, dvs. Jordan-dalen og grænsen mellem Gaza og Egypten. Nogle få procenter måske, men København udgør jo også kun en lille procentdel af Danmark.
Et af de andre uløste problemer er Jerusalem, som ifølge FN's delingsplan fra 1947 skulle have været et internationalt område, men som bekendt blev byen delt under krigen i 1948, og siden erobrede Israel Østjerusalem i 1967, og erklærede kort efter Østjerusalem en del af Israels evige og udelelige hovedstad Jerusalem.
Det med det udelelige er nu en sandhed med modifikationer. Enhver der har været i Jerusalem kan ikke være i tvivl om, hvornår man er i henholdsvis øst og vest, selv med lukkede øjne kan man høre om bilen kører i den ene eller den anden bydel, for vejene bliver ikke vedligeholdt i den arabiske del af byen. Palæstinenserne udgør cirka en tredjedel af Jerusalems befolkning, men de modtager under 10 procent af budgettet til infrastruktur, gadebelysning, renovation, offentlige institutioner osv. Den jord, som israelerne tog fra palæstinenserne i forbindelse med besættelsen af Østjerusalem og omegn i 1967, har palæstinenserne heller ikke adgang til, de har kun lov til at bebo syv procent af byen.
Derfor har mange af dem været nødt til at bygge illegalt, dvs. det er ganske vist på deres egen jord men uden den uopdrivelige israelske byggetilladelse; det fører til jævnlige nedrivninger af palæstinensiske hjem med store tragedier til følge.
For øjeblikket er der 2.000 nedrivningsordrer i Østjerusalem, som berører i alt 6.000 palæstinensiske familier, der aldrig kan vide, om eller hvornår bulldozerne kommer. Heldigvis bliver bull-dozerne ofte fulgt af små ihærdige israelske fredsgrupper.
Jerusalem som Israels udelelige hovedstad er et af de punkter Barak har lovet sin splittede befolkning at holde fast på. Til gengæld kan palæstinenserne få lov til at kalde landsbyen Abu Dis for al-Quds, det arabiske navn for Jerusalem. Den eneste araber, som man formentlig vil kunne sælge den idé til, er Abu Ala, den føjelige palæstinensiske chefforhandler i Oslo og siden i Stockholm, for efter sigende ejer han cirka halvdelen af Abu Dis. Landsbyen minder nu ikke meget om det gamle Jerusalem, den Hellige Stad, selvom den første tredjedel af vejen ind i landsbyen ifølge israelsk lov ligger i Jerusalem kommune. Det betyder, at hvis en kvinde fra den side af vejen gifter sig med en mand fra den anden side af vejen, mister hun retten til at komme ind i Jerusalem og de andre rettigheder, der er knyttet til at have et Jerusalem ID. I Abu Dis ligger også skelettet til det kommende palæstinensiske parlament, der ligger lige op ad et islamisk college. Det ser ud til at Arafat har allieret sig med en af bosætter-arkitekterne, for parlamentet har samme fascistoide fortagtige udseende med små vinduer. Det forventer tydeligvis ikke at komme til at ligge i venligtsindede omgivelser. Det er dog tvivlsomt, om parterne ved topmødet kan nå frem til en endelig afgørelse angående Jerusalem, for det er jo ikke kun Arafat, der føler tilknytning til byen - selvom han ikke er født i den, hvor gerne han end ville have været det - det gør millioner af andre arabere, muslimer og kristne over hele verden også.

Heller ikke flygtningespørgsmålet har Arafat mandat til at forhandle, og det har mange palæstinensere da også betydet ham. Palæstinensernes ret til at vende tilbage og/eller få kompensation for tabt ejendom og tort er en ret, der er blevet dem tilkendt af FN. Det er en individuel ret, som ikke kan afskrives kollektivt. Og flygtningespørgsmålet er om noget kernen i hele Mellem-østkonflikten.
Det er der, den menneskelige tragedie er størst - i dag er der cirka fire millioner palæstinensiske flygtninge - det er det spørgsmål, der har fået flest FN-resolutioner knyttet til sig, og det er omdrejningspunktet i konfliktens psykologi. Derfor er det ulykkeligt, når Barak ikke på statens vegne vil påtage sig ansvaret, for uden en sådan indrømmelse bliver konflikten aldrig løst. Benægtelsen af ansvaret hænger naturligvis også sammen med, at med et ansvar følger den økonomiske forpligtelse, men det plejer Israel nu at kunne få andre til at tage sig af.
Når præsident Clinton belærer israelerne og palæstinenserne om, at de må være parate til at indgå kompromiser, så skurrer det lidt, for palæstinenserne har for længst accepteret et historisk kompromis, nemlig i Oslo hvor de for alvor frasagde sig kravet på såvel hele Palæstina som delingsplanens Palæstina, og i stedet gik med til at forhandle om de sidste 23 procent af det lille land, nemlig de dele der blev besat i 1967, dvs. Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Det må være herfra, man tager udgangspunkt. Det er også påfaldende, at det eneste, man åbenbart ikke diskuterer, er internationale konventioner og de utallige FN-resolutioner, der har givet fornuftige løsninger på konflikten. Det ville også være et godt sted at begynde, og det lagde Osloaftalen sin ringhed til trods da også op til med ordene om at "Det ligger klart, at de provisoriske foranstaltninger er en integreret del af hele fredsprocessen og at forhandlingerne om den permanente ordning vil føre til en gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338". Det er de resolutioner, der blev vedtaget efter henholdsvis Junikrigen i 1967 og Oktoberkrigen i 1973 og som kræver Israels tilbagetrækning fra de besatte områder - på engelsk er der i modsætning til på fransk ingen bestemt artikel, men det er for så vidt ligegyldigt, fordi resolutionen forinden har slået fast, at det er utilladeligt at tilegne sig områder gennem krig.
Mellemøstkonflikten handler imidlertid ikke om FN og retfærdighed eller blot fairness, den handler om magt, og det er da også det eneste sprog Ehud Barak tilsyneladende mestrer. Der er ingen blødsødenhed her. Lige siden han trådte til, har han udvist den samme stålsatte vilje som han demonstrerede i Beirut i 1973, da han egenhændigt var med til at henrette tre palæstinensiske ledere, og senere da han i 1988 dirigerede mordet på PLO-lederen Abu Jihad i Tunis. Han har da også haft problemer med at vænne sig til de parlamentariske spilleregler, og først da han forleden dag var lige ved at blive væltet af samme, appellerede han til den israelske fredsfløj, som han ellers ikke har interesseret sig for. I stedet har han plejet og passet de israelske bosættere og deres repræsentanter i håbet om at kunne stille deres umættelige appetit på jord og magt.

Det viste sig umuligt, og så måtte Fred Nu-bevægelsen på gaden og kunne endnu engang demonstrere, at for dem er fredsarbejde lig med opbakning til Arbejderpartiets politik. Den øvrige - lille - fredsfløj har fået stadigt sværere ved at forene Barak med fredsvilje. I læ af den vestlige velvilje formåede han i løbet af det første halve år ved magten at bygge flere bosætterboliger end Netanyahu i hele dennes regeringstid. Ham får vi måske at se igen, altså Netanyahu.
Men man kan vel ikke andet end ønske, at topmødet når frem til en fredsaftale? Næh, hvis det dog blot var det, der stod på dagsordenen. Men det drejer sig jo om Clintons eftermæle, Baraks magtkonsolidering og Arafats skrantende popularitet, der formentlig først får en renæssance den dag, han begraves. En fred ville kræve en helt anden historisk tilgang med klart definerede internationale juridiske rammer, og med anderledes uvildige mæglere end en præsident, der ikke engang vil stå ved de resolutioner, som hans land selv har stemt for.
Alle deltagerne har travlt, men i det lange løb er det nok Israel, der burde skynde sig mest, for det "mulighedernes vindue", som Barak selv så rigtigt har sagt tidligere, der står åbent for øjeblikket, kan meget vel snart lukkes, og så er det helt andre spørgsmål, der står på dagsordenen. Israel er en regional atommagt, og den næste konfrontation mellem Israel og palæstinenserne - og måske araberne - vil uden tvivl falde ud til Israels fordel, når ligene tælles op; men en længere fremtid vil kræve, at landet bliver integreret i regionen. Man kan ikke i al fremtid lege europæisk Melodi Grand Prix.

Birgitte Rahbek er kultursociolog, og udgiver til september bogen En stat for enhver pris - om konflikten i Mellemøsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her