Kronik

Muren i os selv

1. juli 2000

Konflikterne i sigselv er frustrerende, men at løse dem kan få mennesker til at tænke i større baner. Det lærte jeg af skuespillet Indenfor Murene, skriver en ung dansk muslimsk kvinde om det 'blandede' liv

Lørdagskronikken
Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene er et af de mest elskede danske skuespil. Det udkom i 1912 og havde samme år premiere på det Kgl. Teater med Karl Mantzius i hovedrolle som jøden, Gamle Levin. Og endnu langt senere blev det til Paul Hammerichs og Bent Fabricius-Bjerres musical Esther.
Kort sagt, Indenfor Murene er en ægte klassiker... noget, der aldrig vil forgå. Måske en lidt vovet etikette at hæfte på et skuespil, der 'kun' er 88 år gammelt. For det kunne jo tænkes, at kommende generationer ville smide det i den brokkasse, hvor trivialiteter ender deres skæbne.
Men det er overraskende let at spejle sig i det gamle skuespils glæder og konflikter. Også hvis man er ung.
Temaer som iden-titetskrise, generationskløft, racediskrimination, religionsudøvelse i forhold til et fremmedartet samfund, kultursammenstød - alt dette gemmer sig i stykkets enkle historie om et jødisk forældrepars konflikt om, hvorvidt de skal finde en passende mand til deres datter - eller lade hende vælge selv.
I nogle fremmede kulturer har forældrerollen ikke ændret sig meget i vestlig forstand siden 1912. Selv i dag ser man eksempler på f.eks. tvangsægteskaber og deraf følgende konsekvenser, som kan få hårene til at rejse sig.
Specielt kommer den muslimske verden under lup, men det vigtigste er at understrege, at det ikke er selve religionen islam, men den givne kultur eller snarere kulturelle levn fra tiden før islam, der rummer disse skikke. Når de gamle skikke blander sig med det religiøse, kan retningslinjerne gradbøjes og man kan let nå til ulogiske slutninger under dække af de hellige skrifter. Men at se igennem det kræver ikke andet end en smule sund fornuft og lysten til at søge viden og forståelse.
Som muslim og pakistaner, født og opvokset i Danmark, vil jeg uden større anstrengelse proklamere, at det ikke er min religion, men min kultur, jeg til tider finder frustrerende.
Lad os rekapitulere et øjeblik - er kultur et onde? Et nødvendigt onde? Det vil jeg ikke påstå. Problemet er snarere de aspekter af kulturen, som traditionsbinder og afskærer mennesket fra at vælge og handle ud fra egne overbevisninger. Det er dem, der er muren. Muren, som man bygger op, værner om, græder ved - eller vælter.
Indenfor murene - selve scenariet, replikkerne, sammenspillet mellem menneskerne - indeholder et lifligt stænk af ironi og humor. Forfatteren viser, med varme og klogskab:
- Det varme trygge jødiske hjem, hvor ritualer og religions-udøvelse finder grobund i skyggen af familieoverhovedet, Gamle Levin.
- De voksne veluddannede børns tryghedsnarkomani.
Konflikten: Datteren Esther offentliggører sin forlovelse med sin lærer, den kristne dr. Jørgen Herming. Og ikke alene er han kristen, han er søn af gamle Levins ærkefjende, etatsråd Herming. Forældrene accepterer Esthers valg - eller snarere, opgiver.
- Esther taler med sin forlovede om at finde en mellemvej, for hun føler sig presset af hans familie til at (indirekte) opgive sine værdier og sige sine forældre imod
- Ironien afløses af den pludselige alvor, klimakset. Her går tingene går op i en større enhed, her er det hverken jødedommen eller kristendommen, der skal forsvares eller kritiseres. Her er det de menneskelige værdier, et bredere grundlag, der fokuseres på. Som sønnen, Hugo Levin, udtrykker det:
"Jeg synes sommetider, jeg er lidt for meget jøde. Jeg hører selv lidt for meget til her - indenfor murene. Men der er jo noget andet udenfor - der er slået hul i muren. Og det er måske godt, at de derude kan se, hvordan vi er, og vi herinde får at se, hvordan de andre er. Mennesker er vi dog alle." (s. 77).
Ingen af de tilstedeværende tager notits af Hugos ord. Men læseren bliver eftertænksom: Det er vel næppe i sig selv galt at være for meget jøde? Det gale er at være for meget af hvad som helst. Religion er ikke en livsstil i sig selv, det er en guideline for, hvordan man kan eller bør leve, og hvilke konsekvenser vores forskellige handlinger kan have.
For denne jødiske familie har hjemmet en særlig betydning. På grund af Diasporaen - som spredte jøderne for alle vinde efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 - er jøder på den ene side et kosmopolitisk folk, men er på den anden side blevet systematisk diskrimineret.
Derfor blev hjemmet naturligvis stedet, hvor man holder sammen mod 'fjenderne' udenfor, et diminutivt refugium med en solid mur omkring. Hos Levins tillader man kun familiemedlemmer og meget nære venner, som ligner familien, at træde indenfor. Dog vil man opføre sig eksemplarisk og udvise enorm gæstfrihed, hvis en fremmed selv viste sig for døren og ønskede tiltræde. Men han må ikke bringe nytænkning med sig.
Som Esther siger et sted: "I forlanger, at andre skal elske os, men I selv vil have lov at hade".
Senere viser det sig ikke at være så simpelt.

I dette univers deler en god jøde verden op i udenfor murene, og indenfor.
Den enkeltes samhørighedsfølelse overfor stammefælleskabet er som en sjælelig stavnsbinding, som er svær at løsrive sig fra uden at risiko for udelukkelse. Gamle Levin tænker på et tidspunkt på at smide datteren ud af hjemmet, for hvis hun får sin vilje er han klar til at skrive sin egen nekrolog.
Én ting er, at Jørgen Hermings far, etatsråden, ikke gav Levin arbejde, da han i tidernes morgen søgte om det, (de ville ikke have jøder). Tilmed har de ældre herrers fædre haft deres egen disput, som de naturligvis har ladet gå i arv til de næste generationer.
Derfor er gamle Adolf Levin ikke blot en diktator, der ønsker repressalier for jødisk lidelse, men en langskægget familiefar og patriark i bibelsk forstand.
Af profession er han vekselerer med en skarp sans for forretning og rummer en morsom og bidende sarkasme, så man drages mod hans personlighed, om ikke før, så under hans småudbrud og be-sværgelser på jiddisch. Og Gamle Levin glemmer aldrig. Han hævner s, tit uden at de, han hævner sig på, overhovedet er klar over, hvorfor han egentlig er så arrig.
Hans kone, Sara Levin, er en typisk husmor, der sørger for det hjemlige, laver god mad til den ugentlig familiekomsammen og låser sølvtøjet inde om aftenen. Hun adlyder sin mand og opfordrer sine børn til det samme, men viser også forståelse for deres følelser. Hun er talerør for dem, og når Gamle Levin virkelig overreagerer og vil tage forhastede beslutninger, får hun ham til at falde til ro og tænke sig om, f.eks. ved at minde ham om, at tiderne skifter, hvadenten han vil det eller ej. Og om, at hans forældre ikke ville godtage hende som hans kone, fordi hun var fattig.
Når Levin forestiller sig, hvad hans far dog ville sige til, at hans efterkommer gifter sig kristent, svarer Sara Levin nøgternt og realistisk:
"Når man en gang ligger i sin grav, kommer man ikke op igen".
Men trods alle små og store særheder foretrækker man så langt Levins frem for dr. Hermings forældre, hvis ligegyldige snak, påtagne sødme og manipulerende attitude provokerer Gamle Levin (og læseren!) til det yderste. Han bider fra sig som aldrig før. Værre er det, når kun Herming taler om det praktiske, mens hans svagelige kone bruger sin sygdom til at gøre sine ønsker indiskutable.
De forsøger at overtale Levins til at lade deres datter blive viet af en præst, i Frue Kirke, til at fremtidige børnebørn skal døbes - og desuden til et klækkeligt beløb som medgift. Og dette er første gang, de mødes!
Esther mærker sine forældres frustration og holder mere af dem end nogensinde før, men først, da de er gået, bryder hun sammen og siger fra.
Og endelig forstår Jørgen hende til bunds:
"Jeg har set noget i aften - og følt noget - som jeg ikke før har vidst. Noget af det bedste i dig måske, som vil hjælpe mig, hvis vi igen finder sammen", (s. 123).
Derfor kan Jørgen og Esther blive forsonet. Konflikten og løsningen af konflikten har bragt dem tættere på hinanden, og det bliver værdsat af de gamle Levins. De unge har viljen til at få det til at fungere på begge parters præmisser.
Derimod har Esthers bror, Jacob, valgt en nemmere løsning, han har giftet sig med en jødinde, Dina, fordi han følte det var det mest naturlige. Og Jacob er i det hele taget et tryghedssøgende menneske, som nyder at være hjemme hos forældrene:
"Hyggeligt, hyggeligt - Ah! Jeg har selv et herreværelse på 9x10 med panelsofa og bøffellæder, som står mig i 2.700. Jeg har snart prøvet sofa på lige og sofa på skrå og med stolene her og stolene der. Men er der hyggeligt?"
"Nej," svarer Hugo. (s. 63).
Jacobs rolle er et udtryk for komisk overskud hos forfatteren, der er med til at give stykket dets særlige charme. Det samme gælder en anden biperson, prokuristen Meyer, der arbejder for gamle Levin. En pertentlig, lidt ydmyg mand i sin bedste alder. Og ugift.
Meyer anholder nemlig også Gamle Levin om Esthers hånd. Først forstår Levin ham slet ikke, man har aldrig anset netop Meyer for en rimelig bejler. Til rygtet om Esthers forelskelse væver Levin, mens Meyer hører på det:
"Hvem kan det mon være, Es-ther har forelsket sig i, i den unge Cohn, den unge Rubenstein... for andre kommer her jo ikke..."
Meyer er altså ikke 'andre', han er en del af familien! En kort overgang ser Levin dog muligheder i ham: Meyer er jøde og kan føre forretningen videre. Men snart dropper Adolf Levin - på sin kones foranledning - idéen om Meyer som Esthers livspartner. Så helt umulig er den gamle herre dog ikke.
Ved at læse dette stykke gik det op for mig, at vi egentlig ikke er så forskellige, som vi selv tror. Religioner som jødedom, kristendom og islam er beslægtede, mange retningslinier ligner hinanden. Nogle tager dem bare mere alvorligt end andre.
Og præcis som på Henri Nathansens, Esthers og Jørgens tid indgås der også i Danmark i dag ægteskaber på tværs af hudfarve og religion. At undgå det kræver en virkelig og solid høj mur mellem racerne. Og den slags mure er der heldigvis ikke plads til i lille Danmark.

Børn af disse blandede ægteskaber er en hel ny generation, eller rettere en gruppe for sig selv. Jeg ser dem som tegn på og indikation af, at tolerance er en nødvendighed i et multi-etnisk samfund. Som bevis på, at det kan lade sig gøre at få det bedste fra to forskellige kulturer. Det skaber liv, spænding. Det kan man - jeg - lære af Indenfor Murene (og i den virkelige verden):
Nemlig, at konflikterne i sig selv er frustrerende, men også at kompromiser og søgen efter løsninger kan få mennesket til at tænke i større baner.
Mine egne forældre tilhører forskellige nationaliteter, dog samme religion. Og personligt kunne jeg næppe forlige mig med en person, der i det mindste ikke deler samme tro og sprog som jeg selv. Ikke fordi jeg er intolerant, men fordi jeg har valgt en livsstil, der passer mit humør. Det er mit valg. Det er det, der er det vigtigste.
Derfor skal stykkets Esther, ved gud heller ikke presses til at lade sine børn døbe, eller til at være eller opføre sig kristent, når hun selv føler det forkert.
Kærligheden er lunefuld og uberegnelig og man ender tit med at gå på kompromis. Problemet er egentlig for meget kompromis, som Jørgen Herming til alt held nåede at opdage.

Problemet opstår, hvis man ikke gør sig klart, hvor man vil trække sine grænser og så fortæller sin kommende ægtefælle om det.
Hvis begge parter er stædige med hensyn til deres ønsker, må den ene bøje sig, og det efterlader altid ar. Og så er spørgsmålet, om kærligheden er stærk nok til at hele arrene. En sand prøvelse - men uden prøvelser vil man aldrig opdage kærlighedens styrke.
Måske ville det også gøre mange ting lettere, hvis unge børn af indvandrere fik lov at gifte sig med 'artsfæller' her i landet - og ikke nødvendigvis med fætteren hjemme fra Tyrkiet. Også selv om det ikke frigør os fra den opgave, det er at lære andre kulturer og religioner at kende, hvis man skal leve side om side.
Der er jo ingen religion, som ligefrem opfordrer mennesker til at hade hinanden eller behandle hinanden dårligt. Uanset baggrund, kan man altid lære noget af hinanden, og at vise interesse er også et tegn på respekt.
Præcis som forældre faktisk også kan lære noget af deres børn - om ikke for andet, så fordi de tilhører en anden tid.
Kultursammenstød skyldes ikke forskelligheder i kulturen; generationskløften ikke aldersforskellen eller skiftende tider. Begge dele skyldes de fordomme, man nærer mod hinanden; dårlig kommunikation; mediernes påvirkning af den gængse danske mening om indvandrere.
Men med de rette redskaber kan meget gøres bedre - åbenhed, ærlighed, tolerance, og, vigtigst af alt, kommunikation.

Huma Afandi Bakhsh er
studerende, født i Danmark i 1974 af forældre med hhv. pakistansk
og indonesisk baggrund.

Fakta - Udenfor murene
*Nathansen, Henri, 1868-1944. Dansk forfatter og advokat. Hans forfatterskab skildrede især jødisk miljø, bl.a. den delvis selvbiografiske roman Af Hugo Davids Liv (1917) og Mendel Philipsen & Søn (1932). Hans kendteste og mest populære arbejde er dog skuespillet Indenfor Murene (1912). Desuden skrev Nathansen en række kritiske arbejder om teater og litteratur, bl.a. Georg BRandes (1929).
Fra Gyldendals Leksikon, 1977

Apropos - Med andre øjne
"Kunne du tænke dig at (gen)læse en dansk klassiker og skrive en kronik om den
til Information?
Meningen er at bede nogle "etnikker" (!) om at tage stilling til noget af det danskeste af det danske, nemlig danske romaner. Ganske enkelt fordi jeg synes, at nu må samtalen gerne begynde. Og min egen erfaring er at man lærer meget om et lands kultur ved at læse dets klassikere, de bøger som folk i det lokalområde særligt har taget til hjerte."

Sådan skrev kronikredaktøren til en lille flok mænd og kvinder.

I første omgang er det blevet til tre læsninger:
*Naser Khader, radikal folketingskandidat og cand.polit. har læst Fruen på Hamre af Morten Korch (1876-1954) - bogen er netop filmatiseret.
(Bragt 24.-25. juni 2000).
*Huma Afandi, studerende, af pakistansk /indonesisk herkomst, f. 1974, skriver om Indenfor Murene, Henri Nathansens (1868-1944) varme jødisk-danske skuespil fra 1912.
*Mazhar Hussain, læge og radikal folketingskandidat med erklæret fundamentalistiske holdninger har læst Hans Kirks roman om en skare kristne fundamentalister - Fiskerne fra 1928.
Læs med i Information.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu