Kronik

Muskler eller muslimer

4. juli 2000

Mænd og mus(limer), fodbold og integration, slum og genhusning. Gæstearbejderne fejrer 30 års jubilæum

Retfærd & Velfærd
Det var en hed søndag eftermiddag i begyndelsen af april 2000. Prespa fodboldklub spillede sin jomfrukamp på Vanløse Stadion, deres nye hjemmebane efter at være rykket op i Danmarksserien. I køen hørte vi en ung andengenerationsindvandrer råbe fra den anden side af gitteret: "Nu kommer alle fremmedarbejderne". "Nej", råbte en mandsstemme i køen bag mig "nu er vi bare fremmede!" Alle lo.
Det er en harsk intern humor med rappe replikudvekslinger der finder sted indenfor murene. 'Fremmedarbejdere' er nu efter 30 år 'bare ' 'fremmede'. Gæstearbejdernes muskelkraft har undergået en forvandling og er nu indvandrede muslimer. Den højt efterspurgte arbejdskraft er blevet kostbare klientproblemer. Denne udvikling er sket over 30 år og er mit emne her. Mit ærinde er meget dansk: At skabe en følelse af tryghed, tillid og kontinuitet for læseren. Sådan en slags godnathistorie som man beretter for udkørte børn efter en lang og strabadserende dag i institutionen.
Prespa-klubben fejrede sit 25-års jubilæum i januar i år. Dens medlemmer og tilhængere har altså været gæstearbejdere og fremmedarbejdere før de bare blev fremmede. I 1974 boede de fleste af klubbens medlemmer i Vognmandsmarken, den slummede barak-lignende ghetto på Østerbro, som dengang husede omkring 1.300 gæstearbejdere og deres familier fra Pakistan, Marokko, Tyrkiet og Jugoslavien. Der boede også 80 danske lejere, mest pensionister der var blevet hængende. Før komplekset blev en gæstearbejderghetto i slutningen af 60'erne boede her ca. 700 mennesker fordelt på 318 små lejligheder. Forfaldet var allerede fremskredent da beboerantallet fordobledes i 1967 og især de sanitære forhold var helt urimelige.
Prespa blev et fodboldhold i 1974, og var samtidig en af gæstearbejdernes mest arbejdsomme foreninger, der gik aktivt ind i kampen for en forbedring af f.eks. boligforhold og levestandard. Prespa havde succes med at afsløre, at de ejerlejlighedspapirer Vognmandsmarkens beboere var blevet udstyret med var et fupnummer, og pressede hårdt på for at få dem annulleret og udskiftet med lejekontrakter. Det lykkedes og det betød mulighed for genhusning da komplekset blev kondemneret og dømt til nedrivning.
Prespa er navnet på en stor bjergsø i Balkan med grænser til Albanien, Grækenland og Jugoslavien, nu den Makedonske Republik. Presparegionen i Makedonien bebos af forskellige etniske, sproglige og religiøse fællesskaber. Titos regering indførte en etnisk uddannelsespolitik så undervisningen i folkeskolen foregår på forældrenes modersmål - det gør den stadig!
I området ved Prespasøen betød det at der blev undervist på albansk, makedonsk og tyrkisk. Der var medlemmer af alle tre grupper i Vognmandsmarken. Prespa var i 70'erne primært en hjemstavnsassociation for disse etniske minoriteter.
Da Vognmandsmarken blev jævnet med jorden i 1979 spredtes de forskellige etniske grupper i det københavnske område. Prespa blev med tiden mest en klub for etniske tyrkere fra Makedonien.
Etniske albanere og makedonere dannede nye fællesskaber, foreninger - og fodboldhold. Nedrivningen af Vognmandsmarken og især splittelsen af Jugoslavien i 1991 delte de etniske grupper, men Prespa har alligevel fundet nye måder at forene sine medlemmer på.
Prespas resultater på grøn-sværen har været habile og konstante gennem årene.
Man kan se i programmerne at majoriteten af spillerne bærer tyrkiske efternavne, men der figurerer også både danske og bosniske navne i dag. Prespa er altså et multietnisk hold med overvægt af tyrkere, ikke folk fra 'det sande Tyrkiet' som en tilskuer postulerede, men en lille tyrkisk minoritet fra Prespasøens bredder i Makedonien. Prespa er holdet som både danskere og indvandrere omtaler som 'fremmedarbejderklubben' - holdet er altså stadig mere muskel end muslim.
Hele diskussionen om multikultur hviler på et forfejlet fundament. Når gæstearbejdere får navn og status som indvandrere, indtager begreberne kultur, kultursammenstød og kulturkløft en prominent plads i diskussionen om og analysen af 'problemet'. Man anser så 'integration' for at være problemets løsen, men allerede måden problemet er defineret og opstillet på, dømmer næsten alle løsningsmuligheder til at mislykkes. Den opstilling bygger nemlig på en deduktiv argumentationsrække. Den foruroligede offentlighed præsenteres altså for en serie af simple udjævninger:
*Kultur er en ejendom
*Kultur er årsag til handling
*Kulturer er forskellige
*Islam er en væsensforskellig kultur
*(Konklusionen) Muslimer hører ikke til iblandt os.
Det mest interessante er, at selv de varmeste fortalere for multikultur støtter sig til kædens tre-fire første led, som er defineret og dannet af anti-multikulturalister. Konklusionen varierer dog for de multikulturalister der hævder at der er plads til alle kulturer i det urbane landskab.

I to aktuelle kronikker her i bladet (Mette Thomsen 14. juni og Mehmet Ümit Necef 21. juni) postuleres det igen-igen at muslimers (m/k) kultur er et uoverstigeligt problem i det danske samfund. Begge forfattere ifører sig en aura af præstelig autoritet til anledningen. Jeg har et spørgsmål til min professionelle kollega, Mehmet: Hvordan kan en socialforsker med speciale i 'det sen-moderne samfund' skrive: "Lad os begynde fra begyndelsen. Traditionelle muslimske samfund er kønsopdelte, og der er stor forskel på hvad mænd og kvinder må og ikke må, tydeligst i adgangen til seksuelle oplevelser før ægteskabet"?
Selv når lovene er absolutte er handlinger relative, også hos mu-slimer, ortodokse kristne, romerske katolikker, genfødte protestanter og fundamentalister af enhver art. Den sociale forsknings fornemste opgave er at undersøge alle komplekse sæt af relationer, hvor kultur aldrig er en ubevægelig konstant. At modstille 'tradition' og 'moderne' gør sagen simpel for Mehmet, men det er reduktionisme i sin fæleste form.
Præk er ingen løsning, især ikke når den tager sit udgangspunkt i kløften mellem 'dem' og 'os'. Det er netop retorikken i The White Man's Burden (Rudyard Kipling) som Mehmet låner i sin overskrift 'Den hvide kvindes byrde'.
Man kan ikke bestride hverken Mettes eller Mehmets beskrivelse af det danske samfund som 'allerede i høj grad seksualiseret'. At denne accelererede og stigende seksualisering har sociale konsekvenser der rækker videre end vore tidligere forestillinger er et problemfelt for kritisk forskning og ny politisk tænkning.
Lad dog feltet blive udforsket i sin egen tid og i sit eget rum, og lad os sætte 'indvandringens problem' i sin rette kontekst og ikke overdramatisere den muslimske tilstedeværelse.
Der er kun en rimelig ting at gøre, så. Nemlig at droppe den fikse idé om 'deres kultur' som årsagen til 'vore problemer'. Her går Mette og Mehmet hånd i hånd i demagogiens og xenofobiens ærinde.
Duettens tone er indtrængende, men deres argumenter er deduktive og vildledende. Det som jeg og andre af samfundets medborgere efterlyser er en tilbundsgående udforskning af mulighederne for at opnå social lighed samtidig med respekt for kulturel diversitet. Mit gæt er at de virulente udtryk for seksuel undertrykkelse og mishandling vil mindskes når vi opnår reel social lighed.
I de seneste 20 år har hele dette kulturspørgsmål erstattet diskussionen om arbejdskraft. Men der er tilsyneladende en holdnings-ændring under opsejling. Det skyldes den danske mangel på kvalificeret IT-arbejdskraft: Danmark mangler musemuskler. Arbejdsmarkedet hungrer efter computerkyndige, kultur underordnet. Som det også var tilfældet i '67 beskrev en amerikansk økonomisk vismand Danmark som et land, der 'indtil videre ikke har nogen interesse i at importere arbejdskraft'. Blækket var stadig vådt på den videnskabelige rapports papir, da togene fra Sydeuropa rullede ind på Hovedbanen lastet med villige gæstearbejdere, lokal destination: Landsbyen Vognmandsmarken.

Behovet for at genåbne arbejdsmarkedet er over os, og så nivelleres med ét hele problematikken om kulturel baggrund.
Først når arbejdsmarkedet er åbent for alle kvalificerede ansøgere, og når kulturelle betingelser løsnes fra selve kvalifikationerne, vil den ophedede debat om multikultur kølnes. Inflationen i idéen om kulturens kausalitet (udligningen 1-5) har ophidset debatten på grænsen til det hysteriske.
Vittigheden ved indgangen til stadion hvor Prespa spillede på hjemmebane mod et lollandsk hold (og tabte 2-1) gav anledning til denne 30 års historiske og etnografiske ekskurs.
'Bare' at være 'fremmed' efter 30 år viser med et skarpt anstrøg af selvironi og et dansk ordspil præcis hvor integrerede og autonome gæstearbejdere, fremmedarbejdere, indvandrere, flygtninge og andengenerationsindvandrere kan være. Selvironi er nok den rigeste kulturelle ressource der findes.

Jonathan Schwartz, lektor, ph.d., Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Litteratur: Jonathan Schwartz: Reluctant Hosts - Denmark's Reception of Guest Workers
(København, Akademisk Forlag, 1985).

Oversættelse: Gry Bartroff Gaihede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu