Kronik

Rend mig i traditionerne

15. juli 2000

Vi kan med største relevans bruge Panduro som et konstruktivt bidrag i debatten om de udfordringer, danskheden står overfor i dag

Lørdagskronikken
Det er Hollywood det hele. Hollywood har lavet sådan en standardform for alle menneskers liv. Der er ingen, der helt kan sige, hvor Hollywood begynder, og de selv holder op."
Sådan lyder ordene fra David, som er hovedfiguren og fortælleren i Leif Panduros roman fra 1958 Rend mig i traditionerne.
Teenageren David i Panduros tragikomiske roman er en utilpasset og 'unormal' ung mand, der ender på et nervesanatorium - en form for normaliserende anstalt - hvor han fortæller sin døve medpatient historien om hvordan han både bogstavlig talt og også i overført forstand endte med at få slipset i automaten. Selvom David i psykiaterens øjne er syg, er det ifølge Davids egen opfattelse samfundet, der er sygt og ikke ham selv.
Efter en genlæsning af den danske klassiker er det blevet tydeligt for mig, at Leif Panduro uomtvisteligt er et af de største navne blandt de kendte og anerkendte modernistiske digtere. Hans fremstillingsmåde er utrolig fascinerende, idet han på én og samme tid skriver let tilgængeligt og samtidig sprogligt eksperimenterende, krydret med en kreativ brug af symboler.
Panduros tragikomiske tilgang reflekteres på den måde særligt i den måde, han behersker sproget på, og hans evne til at give udtryk for en irrationel oplevelse af den menneskelige tilværelse. Det er desuden en gennemgående karakteristik af Panduros forfatterskab, at han formår at kortlægge vanetænkningens mønstre og bryde med de konventionelle begrænsninger, der hæmmer den enkeltes frihedsmuligheder. Dette gør han på en sådan måde, at man i løbet af læsningen finder sig selv i en vekselvirkning mellem at sukke tungt og hyle hysterisk af grin.
Hovedproblematikken i romanen vedrører forholdet mellem en afviger - nemlig David - og de regelbundne, og Panduro skitserer kritisk de etablerede traditioners og normers uhensigtsmæssighed.
David er normbryderen, der ønsker at frigøre sig fra opdragelsens konventioner og søge det naturlige og frigjorte menneske. Han ønsker ikke at blive voksen - en tilstand han betegner som en sygdom, der skyldes en overdosering med det 'rigtige' eller det fornuftige. Gennem David tegner Panduro et billede af de 'voksne' som følelsesmæssigt afstumpede og mekaniske i deres adfærd.
David oplever da netop voksentilværelsen som en forblændet tilstand, hvor illusionerne om en lykkelig verden efterlader de 'voksne' blinde for, at de i virkeligheden er dybt ulykkelige. Følelsen af sand lykke og levende værdier forbliver fremmedgjorte, for alle synes at imitere Hollywood og optræde i livet, som var det et rollespil - et forudbestemt mønster, som blot skal følges uden plads til improvisation.
"Hvad tænkte du på, første gang du så mig," sagde hun igen.
"Jeg tænkte på Grace Kelly," sagde jeg. "Forstår De, hun er brandstolt over, at hun ligner Grace Kelly."
"Tænkte du det!" Sagde hun, "ved du, hvad jeg tænkte?"
"Næ," sagde jeg.
"Jeg tænkte på James Dean! Du ligner ham!"
Det var vel nok dejligt, at vi lignede nogen andre. Så var det jo bare med at begynde spillet, rollerne var lige til at hoppe ind i."
Alt det fastlagte som rollerne, fornuften og fremtiden virker meningsløst og blottet for selvstændig indflydelse, og da David ikke ønsker at følge mønsteret, men derimod at improvisere og træde i karaktér som sig selv, så bryder han traditionen og overtræder grænserne for det 'normale'. Han ønsker at 'sparke hele verden i røven', hvis han vil - eller bide folk i benene - hvilket han da også får gjort et par gange i løbet af fortællingen.
Panduro er af den overbevisning, at mennesket skal udvikle sig på sine egne præmisser, og således undlade at undertrykke visse sider af sig selv. Han lader derfor David søge det spontane udtryk og retten til at skabe sig selv i omgivelser, hvor konformiteten er normen, og sande følelser kues til fordel for traditionen og de 'Hollywood-agtige' imitationer, der efterlader mennesket i en tom og meningsløs tilstand, uden berøring med virkeligheden.
David bider og sparker, fordi han netop mener, at det er sådan, han ærligt kan udtrykke sine følelser i en verden, hvor ord ikke længere er i stand til at udtrykke oprigtighed, men igen er meningsløse imitationer uden berøring med følelseslivet.

Resultatet af hans stræben efter det naturlige og oprigtige bliver en tilværelse på nervesanatoriet, hvor han stemples som værende 'unormal'. Han overtræder den moderne kulturs grænser for og definitioner af det 'normale'. Denne problemstilling er stadig højst aktuel og artikulerer sig særligt i forhold til debatten om 'de fremmede' - en kategori, hvori jeg blandt andet selv indgår, hvis man vel og mærke skulle måle efter rigide normalitets-standarder. Netop som 'fremmed' (et stigma, der er mig påsat) virker figuren David nærmest som et spejlbillede, der søger at udtrykke frustrationen over normaliteten, imitationen og den snævre plads til forskelligheder.
David ønsker jo ikke at være normal i den betydning, hvori det defineres i det moderne samfund, det vil sige som en kvantitativ og ikke en kvalitativ størrelse. Problemet opstår for ham - og for mig - netop, når normaliteten bliver normen på bekostning af forskelligheden.
De 'normale' bestræbelser er således ikke essentielle for David, men derimod søger han de oprigtige og naturlige følelser som kærlighed og frihed. Alligevel ender han med at søge sine muligheder i det bestående og under de betingelser, hans omgivelser sætter - men denne gang er han bevidst om,hvad han søger - netop det oprigtige og naturlige.
Han indser det nyttesløse i en fortsat tilværelse på nervesanatoriet, hvor han forgæves søger at sidde musestille, så tiden kan nå at indhente ham. Han erfarer også, hvordan en ældre fælle på anstalten, Hr. Traubert, dagligt kæmper mod 'samfundet', og i sit forfølgelsesvanvid udfordrer tordenvejret ved at smide kanonslag mod himlen og ender med at blive ramt af lynet - og brænder til kul. En sådan skæbne er selvfølgelig ikke spor ønskværdig.
Panduros modernitetskritik, som skinner igennem ved Davids trang til at fastholde noget, som tiden hastigt forvandler, ender således med en erkendelse af, at mennesket er tvunget til at søge sine muligheder i det, der er, og pointen i en sådan slutning må være, at så længe mennesket er bevidst om sig selv og sin søgen, kan det overkomme modsætningen mellem det konforme og åndsforladte menneske på den ene side, og det patologiske eller grænsepsykotiske tilfælde på den anden side.
Panduros roman kan da også ses som et opgør mod al populærpsykologisk forenkling, idet Davids eksistentielle problemer med at tilpasse sig og gøre det 'morderlige rigtige', banaliseres af psykiateren med etiketten 'kontaktneurotiker' - så er han stigmatiseret, forklaret og behersket. Nu skal han blot tæmmes, tilpasses og normaliseres!
Således sætter Panduro spørgsmålstegn ved 'normaliteten', som den betinges og afgrænses i det moderne, samt naturligheden i grænsen mellem det normale og patologiske. For det kunne jo tænkes, at hvad der i samtiden opfattes som det 'unormale', i virkeligheden er det naturlige og sande og vice versa. Sociologen Jürgen Habermas skrev noget lignende om sin samtid, at det, der er gyldigt, ikke nødvendigvis er det samme som gør sig gældende.
Panduro skitserer netop gennem sin roman, hvordan det 'normale' i hans samtid kendetegner egenskaber som ensretning, konformitet og forudsigelighed, således at det reducerer det enkelte menneskes muligheder for at træde i karaktér som sig selv. Traditionerne virker som et fængsel for den frie udfoldelse og de individuelle udtryk: "Det var jo færdigt, allerede før det var begyndt, nedskrevet og gennemspillet ti tusinde gange." - Præcis som i en Hollywood-film.
Normaliteten bliver således til en samfundssygdom. Og kravet om, at man skal leve inden for visse normale rammer, ses som den mest sindssyge vrangforestilling af alle!
Selvom Panduros roman blev nedfældet i 1950'erne, har hovedtematikkerne, som nævnt, stadig relevans. Dannelsestraditioner og rigide normalitetskriterier er to næsten eksistentielle problematikker, der begge har rod i den menneskelige psyke og evnen til at træde i karaktér. Mens den første i højere grad refererer til udviklingen i det individuelle menneske, refererer den anden mere til udviklingen på samfundsplan.
Således tydeliggøres en tvetydig problematik, der både ser de gængse traditions-, norm- og værdibegreber som værende hæmmende for den enkelte menneskes mulighed for at træde i karakter som sig selv, og som værende et koldt stykke samfundsmaskineri, der hensynsløst virker som en bulldozer og jævner det afvigende eller ukonforme med jorden.
Netop begreber som konformitet og stigmatisering af anderledeshed kan velsagtens være relevante temaer at tage op til en diskussion under nutidens forhold. For selvom de sociale, politiske og økonomiske kulisser er blevet udskiftet siden 1950'erne, så har kulturen på ny manifesteret grænserne mellem det normale og det unormale. Mellem dem, der spiller med på holdet og dem der får lov til at stå på sidelinjen - fordi de ikke lever op til normalitetskriterierne, eller fordi de ikke kan følge med.
Eller endda måske fordi, holdet netop har brug for dem, der står på sidelinjen for at blive overbevist om sig selv. Kulturen er måske altid nødt til at overbevise sig om sig selv ved at manifestere nogle grænser, og dermed definere sin egen 'rigtighed' på baggrund af en stigmatisering af dem, der falder udenfor. Selvbevidsthed og stigmatisering kan således være to sider af samme sag.
Relevansen af denne tematik er særligt tydelig i debatten om 'danskheden' og de 'fremmede', hvor ingen af begreberne forekommer meningsgivende i kraft af sig selv, men netop i kraft af en relation til hinanden. Det er imidlertid også en kendsgerning blandt mange moderne sociologer, at vi som mennesker skaber os selv og definerer vores kultur i relationer - på baggrund af en modkultur eller et negativt spejlbillede. Mon ikke Danmark i samtiden er inde i en fase, hvor der med nødvendighed skal ændres på selvforståelsen, og hvor kulturen og 'normaliteten' derfor skal redefineres i takt med de nye betingelser. Accepten af skiftet fra konformitet eller kulturel éntydighed som normalitet til kulturel pluralisme som 'normalitet' er for mig afgørende for en kulturs selvforståelse og dermed danskhedens fremtidige betydning.

Gennem Panduros øjne ses omstillingen til nye samfundsmæssige betingelser samtidig som en modningsproces. David ender jo med at erkende de svære betingelser, hvorunder han må leve sit voksenliv, men kommer ud fra nervesanatoriet som selvbevidst og afklaret - denne gang i stand til at søge sine muligheder i det bestående. Men han var nødt til at trodse virkeligheden, som den 'normalt' blev defineret for at modnes, og ikke mindst trodse traditionerne for at udvikle sig.
For traditionen behøver ikke nødvendigvis at have ret, men kan, som Panduro beskriver det, velsagtens være som glasur på en ufordøjelig kage.
Efter at have læst Panduros roman sad jeg med den genkendelige følelse af, at den 'fremmede' - vel og mærke i samtidens debat - blot er et stigma brugt og misbrugt til at forsvare konservative forestillinger, om at 'danskheden' er en uforanderlig og éntydigt afgrænset størrelse.
Som fremmed, eller anderledes - en følelse, der gentagne gange forstærkes af fordomsfulde tilkendegivelser i debatten om 'danskheden' - kan Panduros roman på mange måder sætte ord på den ødelæggende effekt som krav om konformitet eller normalitet har, når man taler om 'problemet' med divergerende kulturer i nutidens Danmark. At kunne åbne op, tillade mangfoldigheden at blomstre og reformere traditionen, ville Panduro med sikkerhed beskrive som en moden tilstand.

Netop en tilstand, hvor traditionen ikke kræver, at 'de fremmede' skal amputere dele af deres særegenheder for at tilpasse sig normaliteten, men derimod bidrage til et udviklende samfund med plads til kulør og mangfoldighed - og ikke blot konform imitation. Vi kan således med største relevans bruge Panduro som et konstruktivt bidrag i debatten om de udfordringer, danskheden står over for i dag.
For ikke alene står Panduro som repræsentant for en fusion mellem det 'normale' og det 'fremmede', men samtidig står han også som eksponent for noget af det mest danske danske inden for den litterære tradition, og fortaler for en revision af de gængse - traditionelle - opfattelser af det normale.
Med sin kritik af konformitets-tvang og sit budskab om nuancerigdom er Leif Panduro uden tvivl én af mine anbefalelsesværdige favoritter, som ikke lægger skjul på det faktum, at intet samfund er i stand til at udvikle sig - blive voksent - hvis det mister evnen til den selvkritiske selvreflektion.
Alt i alt stimulerer Rend mig i traditionerne ikke blot lattermusklerne men bidrager også til dybe reflektioner, og efter min opfattelse falder den ind under betegnelsen litterære mesterværker, idet den netop evner - både med humor og sans for sprogbrug - at behandle alvorlige problematikke,r der på én gang kan være genstand for flere fortolkningsmuligheder, der ikke udelukker hinanden, og også åbner op for nuancer og forskelligartede perspektiver.

Mona Sheikh er stud.scient.polit

Apropos - Med andre øjne

"Kunne du tænke dig at (gen)læse en dansk klassiker og skrive en kronik om den til Information?
Meningen er at bede nogle "etnikker" (!) om at tage stilling til noget af det danskeste af det danske, nemlig danske romaner. Ganske enkelt fordi jeg synes, at nu må samtalen gerne begynde. Og min egen erfaring er, at man lærer meget om et lands kultur ved at læse dets klassikere, de bøger som folk i det lokalområde særligt har taget til hjerte."

Sådan skrev kronikredaktøren til en lille flok mænd og kvinder.
I første omgang er det blevet til fire læsninger:
Naser Khader, radikal folketingskandidat og cand.polit. har læst Fruen på Hamre af Morten Korch (1876-1954) - bogen er netop filmatiseret. (Bragt 24.-25. juni 2000).
Huma Afandi, studerende, af pakistansk/indonesisk herkomst, f. 1974, skriver om Indenfor Murene, Henri Nathansens (1868-1944) varme jødisk-danske skuespil fra 1912.
(Bragt 1.-2. juli 2000).
Mazhar Hussain, læge og radikal folketingskandidat med erklæret fundamentalistiske holdninger har læst Hans Kirks roman om en skare kristne fundamentalister - Fiskerne fra 1928. (Bragt 8.-9. juli 2000).
Mona Sheikh, studerende, kommenterer regelmæssigt danskere/indvandrer-forhold i Information, har læst Leif Panduros Rend mig i traditionerne.

Læs med i Information.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu