Kronik

Jeg - en spion

Debat
17. juli 2000

HENRIK HAGEMANN

Historisk set
Nej, nej! Jeg har ikke været spion med skæg og blå briller eller udleveret fortrolige oplysninger. Men jeg tilstår det straks: Jeg har været i nær kontakt med fremmede magters repræsentationer! Og jeg har været det med fuldt overlæg og i embeds medfør, lige som så mange andre embedsmænd nødvendigvis må være det i vor egen interesse. At det også har været til nytte for os i Norden, tvivler jeg ikke på
Kort efter at jeg i efteråret 1984 var tiltrådt i mit embede, fik jeg en telefonopringning fra den daværende sovjetiske ambassade her i København, med en fore-spørgsel om ambassadesekretær NN måtte komme på besøg og tale med mig.
Jeg tog lige fat i bordkanten en ekstra gang, for det var netop i den periode, Treholt-affæren i Norge udviklede sig, og hvad var der nu ved at blive bygget op omkring mig? Heldigvis havde jeg åndsnærværelse nok til at bede om lov til at ringe tilbage, før jeg gav endeligt svar. Jeg satte mig straks i forbindelse med Folketingets daværende direktør Helge Hjortdal, det kloge menneske, og bad om et godt råd.
Han sagde, vistnok ordret citeret: "Du må endelig tage imod ham, Henrik, du må endelig tage imod ham. For han skal jo skrive indberetninger hjem om det nordiske samarbejde. Og hvis ikke du fortæller ham, hvordan det hænger sammen, skriver han jo bare, hvad der står i Land og Folk; det kan vi jo ikke være tjent med!"
Sådan begyndte min 'karriere' som en slags meddeler.
Og den fortsatte lige til for tre år siden. Jeg har flere gange undret mig over den sovjetiske måde at arbejde på i sådanne spørgsmål. Der har jo aldrig været det store tys-tys om det officielle nordiske samarbejde; arbejdet i Nordisk Råd berørte således overhovedet ikke den farlige udenrigs- og sikkerhedspolitik i alle den kolde krigs mange år. For da Finland i sin tid blev optaget i Nordisk Råd, anførte man fra finsk side, at den finske delegation ikke ville eller kunne deltage i behandlingen af sikkerhedspolitiske spørgsmål i Rådet. Den holdning medførte, at sikkerhedspolitik simpelthen var tabu i Rådet, og hverken udenrigs- eller forsvarsministrene deltog i Rådets arbejde før i 1992.
Det officielle nordiske samarbejde har aldrig været lukket. Pressen har altid fået stof fra Rådet og har dækket stort og småt. Jeg syntes derfor, det var underligt, at den sovjetiske ambassade havde brug for at tale med mig op til flere gange om året i sin tid - ambassademedarbejderne kunne jo bare læse deres aviser med en vis omhu.
Men en god finsk kollega har givet mig forklaringen: I Sovjet var man vant til, at det, der står i aviserne, ikke er til at stole på; derfor må man ind bagom og få direkte information. Ak ja.

Den sovjetiske interesse var af gode grunde særlig stor i årene 1986 - 1993. De gode grunde var naturligvis de baltiske lande. I november 1990 sendte Nordisk Råd en delegation til de baltiske lande for at udtrykke politisk støtte til deres arbejde for selvstændighed. Nordisk Råd havde på det tidspunkt til fulde bevist også internationalt, at Rådets arbejde alene havde fredelige hensigter. Sovjet havde jo i sin tid, da Rådet blev oprettet, forhindret, at Finland blev medlem, fordi man i Moskva anså Nordisk Råd for at være et NATO-organ. Den opfattelse var heldigvis blevet dementeret. Måske også i kraft af ordentlige indberetninger fra de sovjetiske ambassader?
Delegationen måtte indlede rejsen til de baltiske lande i Moskva. Her blev den modtaget af den daværende næstformand for Den Øverste Sovjet. Han formanede delegationen om, at den ikke burde blande sig i Sovjetunionens indre anliggender. Den besked var ikke til at tage fejl af. Det var jo formelt tre sovjetrepublikker, vi skulle besøge.
I alle de tre baltiske lande blev vi modtaget af ledende folk i selv-stændighedsbevægelserne, bl.a. Landsbergis i Litauen og Rüütel i Estland. De nærmest tryglede om støtteerklæringer for deres selv-stændighedskamp. Men på baggrund af formaningerne i Moskva var vore politikere udmærket klare over, at de skulle holde tungen lige i munden. For ville Sovjet behandle selvstændighedsbevægelserne på samme måde, som man i 1956 havde behandlet Ungarn og i 1968 Tjekkoslovakiet, der endda formelt var selvstændige stater? Nordisk Råds repræsentanter skulle i hvert fald ikke puste til ilden - det ville ingen være tjent med. Men hvordan skulle man formulere en støtte uden at provokere Moskva?
Páll Pétursson, Rådets islandske præsident, løste den opgave overmåde elegant ved en officiel middag i Riga.
Inden middagen var han så nervøs, som jeg aldrig hverken før eller siden har oplevet ham - og han var allerede dengang en erfaren og robust politiker. I sin tale ved middagen fortalte han om Islands selvstændighedskamp i forhold til Danmark!
Dermed sagde han: Det skal nok lykkes for jer. I skal ikke bruge våben. Og danskerne og islændingene er gode venner bagefter (Lilli Gyldenkilde sad som dansk delegationsdeltager ved siden af ham).
I slutningen af februar 1991 afholdt Nordisk Råd session på Christiansborg med indbudte repræsentanter for de baltiske selv-stændighedsbevægelser. De skulle tale til Rådet i folketingssalen. Dette arrangement vakte stor international opmærksomhed - det var ikke uden værdi for balterne.
USA støttede på det tidspunkt klart Gorbatjov i håb om en stabil politisk udvikling i Sovjet, og Gorbatjov ville ikke lade de baltiske lande blive selvstændige. De baltiske lande eksisterede derfor ikke som et problem i storpolitikken.
Det blev også bekræftet tre måneder senere.

Ved NATO-parlamentarikernes møde i Madrid i maj 1991 talte Anker Jørgensen som da havde overtaget præsidentposten i Nordisk Råd efter Páll Pétursson. Anker Jørgensen var den eneste, der fra talerstolen omtalte de baltiske landes problemer. De amerikanske repræsentanter takkede ham for det - han havde orienteret dem på forhånd. De havde ikke selv kunnet på grund af USA's støtte til Gorbatjov.
Det var naturligvis ingen hemmelighed på noget tidspunkt for Sovjet, at Nordisk Råd klart støttede de baltiske lande moralsk i deres arbejde for selvstændighed - ud fra en fundamental opfattelse af folkenes ret til selvbestemmelse. Det lå der jo ikke noget aggressivt i over for Sovjet. Men ud fra den forståelse på Sovjets ambassade, at man skulle 'bagom' for at få de rigtige meldinger, havde jeg i den periode jævnligt besøg af min 'styringsagent', som jeg for spøg kaldte den pågældende ambassadesekretær.
Denne kontakt, bilder jeg mig ind, har været særdeles nyttig. Jeg kan ikke have efterladt nogen tvivl om hverken Nordisk Råds grundopfattelse af folkenes ret til selvbestemmelse eller Nordisk Råds helt fredelige hensigter.
Og kontakten viste sig også senere nyttig for os, tror jeg. Måske er jeg naiv, men... Nordisk Råd fortsatte sin indsats, også efter de baltiske lande blev selvstændige i august 1991. Den indsats har vist sig dels ved en kraftig og fortsat støtte til Baltisk Råd, dels ved at Nordisk Råd har været og er omdrejningspunktet i det bredere parlamentariske samarbejde i Østersøområdet i form af de årlige parlamentariske Østersøkonferencer. Her er den nuværende formand for Nordisk Råds danske delegation, fhv. minister Svend Erik Hovmand, også en aktiv og konstruktiv formand for den stående samarbejdskomité.

Den del af Nordisk Råds virksomhed fik på et tidspunkt også USA's opmærksomhed. I 1994 fik jeg en opringning fra en bekendt på den amerikanske ambassade her i København. Han spurgte, om han måtte komme på besøg med at par kolleger fra State Department, der gerne ville høre om det nordiske samarbejde. Det sagde jeg naturligvis ja til. Jeg troede, det drejede sig om en almindelig og generel orientering om det officielle nordiske samarbejde. Det gjorde det også. Men de to meget tiltalende yngre damer, som kollegerne fra State Department viste sig at være, var særdeles velforberedte. De stillede meget præcise og relevante spørgsmål ikke bare om det interne nordiske samarbejde, men også om Nordisk Råds indsats og hensigter i Østersøsamarbejdet, så jeg kunne ikke bare nøjes med en almen lovsang om det nordiske samarbejdes fortræffeligheder; kvalificerede spørgsmål krævede også ordentlige svar.
I 1995 skulle Nordisk Råd og Folketinget arrangere årets parlamentariske Østersøkonference, som skulle afholdes på Bornholm. Til den konference var det vigtigt at få en højtstående russisk taler; dels for at fastholde en samtale også i det forum, især mellem de baltiske lande og Rusland, dels for at overbevise russerne om, at vi andre mener det alvorligt med ønsket om et reelt samarbejde i Østersøregionen. Jeg tillod mig at presse ret hårdt på over for min kontakt på den russiske ambassade for at få ambassaden til over for Moskva at signalere alvoren i vor indbydelse til det russiske Udenrigsministerium.

Og det lykkedes. I hvert fald kom viceudenrigsminister Sergei Krylov til Bornholm. Debatten mellem ham og de baltiske delegater blev ganske hård - men de talte da til og med hinanden. Om det så skyldtes mit pres, det er naturligvis svært at bedømme. Men jeg er indbildsk nok til at mene, at mine seriøse kontakter gennem årene har opbygget en troværdighed, der har været nyttig for Nordisk Råd.
I de sidste tre år er jeg kun blevet kontaktet af få ambassader. Nu er det mest ambassader, hvor man ønsker at lære om det officielle nordiske samarbejde. For flere og flere ude i verden får øjnene op for, at vi i Norden har haft held til at udvikle et internationalt set enestående samarbejde. Men det er en anden historie.
Så jeg har altså ikke været rigtig spion...

Henrik Hagemann er generalsekretær ved NordiskRåds Danske Delegation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her