Læsetid: 3 min.

Stadig kommunist - hvad ellers?

6. juli 2000

Det er altid det nemmeste at gå bag rækkerne, holde sig neutral, ikke tage stilling før alt er klarlagt, og så tilsluttesig vinderen

Opgør om fortid
Jeg blander mig i debatten på vegne af mine forældre, som så tidligt som i 30'erne bl.a. med indsamling af støttemidler til kampen mod Franco i Spanien, med Hitler i horisonten, tog stilling og blev kommunister og var det til deres død i 1989.
Det var aldrig nemt at være åbenlys kommunist hverken i 30'erne, 40'erne eller senere for den sags skyld, med undtagelse af tiden efter krigen hvor de begge deltog aktivt i modstandsbevægelsen som nogle af de meget få blandt beboerne i ejendommen på det yderste Nørrebro hvor vi boede.
Der er ikke mange 'menige' kommunister der blander sig i den standende debat, det er mest venstreorienterede og velformulerede intellektuelle fra helt andre kredse end dem jeg i min barndom og tidlige ungdom traf som parti- kammerater hos mine forældre. Det var jævne folk, men ikke de dummeste. Det var ikke ugeblade der lå på deres borde og der blev endda set skævt til dem især under Finlandskrigen.

Hyldet som en helt
Men da min far, efter at have levet halvandet år under jorden vendte hjem efter befrielsen, blev han hyldet som en helt. Disse almindelige arbejdere som jeg lærte at kende og respektere, læste bøger. Det var gennem dem jeg som meget ung blev bekendt med den store litteratur, ikke alene vore danske som Martin Andersen Nexø, Pontoppidan, Hans Kirk og Scherfig, men også John Steinbech, Hemmingwey, John Dos Passos og Malreaux og mange andre. De fleste af disse mennesker holdt stand også på trods af evt. viden om uretfærdigheder begået bag facaden, for hvad var der ellers? Hitler?
Hvordan ville Sovjetunionen have udviklet sig hvis ikke hele den vestlige verden, med England og USA i spidsen havde sat alle til rådighed stående midler ind på at knuse dette forsøg på at indføre en anden og mere retfærdig samfundsordning? Helt fra begyndelsen med interventionen i 1917 og til den dag i dag bruges enorme kræfter på at slå disse forsøg i stykker, hvorfor?
Det var dog det russiske folk, som det cubanske, der ved revolutionen tog magten efter generationers undertrykkelse og forarmelse og ville indføre nye måder at indrette samfundet på efter devisen: alle yder efter evne og nyder efter behov. Er det ikke indlysende rigtigt?
Og hvorfor blev Vestens herskere grebet af panik over dette enkle budskab? Jo det rører jo ved den hellige ejendomsret til produktionsmidlerne og privilegiet til profit og velstand til dem som har den.
For de fattige verden over er kommunismen et håb, og hvordan ser verden så ud i dag hvor kapitalisterne, pengene har sejret. Er der færre fattige? er der færre syge, analfabeter, kriminelle, er vi blevet klogere (se tv-programmerne)? I de tidligere kolonier tager nye herskere over, de har jo lært hvordan man gør. Er der tilløb til oprør slås det ned med mediernes hjælp.

Bodsgang
Nu træder strenge, moralske dommere frem og kræver bodsgang og offentlig undskyldning for holdninger som de ikke selv har, jamen hvor var I selv i de tider, med jeres krav om stillingtagen?
Det er altid det nemmeste at gå bag rækkerne, holde sig neutral, ikke tage stilling før alt er klarlagt, og så tilslutte sig vinderen. Meget glorværdigt.
Og så de der på en eller anden måde kom ind i kampen da den var morsomst, i 60'erne f.eks. og blev rødere end de rødeste (i baggrunden var der jo værelset og et varmt bad hos far og mor i villaen) som nu er de mest rødglødende, tænderskærende anklagere mod tidligere venner - I skulle være blevet der hvor I hører hjemme.
For mig er der ingen tvivl, verdensbilledet i dag er nok, i mit hjerte er jeg stadig kommunist, hvad ellers?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu