Læsetid: 2 min.

Standpunkt

25. juli 2000

Med et nej får vi en ny chance til senere at skifte standpunkt

ØMU
Tanken om Europas Forenede Stater var Sir Winston Churchill's. Krigen i Europa sluttede i maj 1945, og aldrig har der været en mere destruktiv krig end den. De menneskelige og materielle omkostninger var enorme med mere end 40 millioner døde og et Europa, der lå i ruiner.
I september 1946 fremsatte Sir Winston Churchill derfor denne tanke i Zürich i Schweiz: "Vi må opbygge en slags Europas Forenede Stater."
Godt på vej til at realisere denne tanke må vi stille os selv spørgsmålet: Om prisen for at undgå krig og sikre freden skal være dannelsen af Europas Forenede Stater med diktatur og overvågning (Østrig)?
Salamimetoden med at skære skive efter skive af det danske demokrati har gjort mange betænkelige. Lidt efter lidt er det gået op for os, at EU har udviklet sig som en gøgeunge, der, jo mere den vokser, vil kaste alt og alle udenbords for selv at overtage pladsen.
Vi ser nu, hvad politikerne hidtil har skjult for os. De har hele tiden vidst, hvad EU ikke kan undgå at blive: en Stormagt - med stort E og med en fed streg under magt.
Da vi i foråret 1998 skulle stemme om Amsterdam-traktaten, fik vi nogle klare løfter. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen lovede mindre union, og Anders Fogh Rasmussen sagde: "I de kommende år bliver der nok mindre union." Men godt et halvt år senere, i sin nytårstale, lagde Nyrup op til en folkeafstemning om mere politisk union ved fuld deltagelse i ØMU'en.

Frejdig udtalelse
Ingen behøver at være syge for at få kuldegysninger i sommervarmen. Blot ved at tænke på tidligere statsminister Poul Schlüters frejdige udtalelse, får man det helt automatisk: "Unionen er sten-død!"
Eller det politikerudsagn, der slår alle rekorder, nemlig tidligere statsminister Jens Otto Krags: "Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt!" Udsagnet gælder dog ikke, hvis vi stemmer ja til euroen. Men stemmer vi nej, er vi, paradoksalt nok, i overensstemmelse med det Krag'ske udsagn. Han førte os ind i EF - med en ny fortrydelsesret den 28. september.
"Man har et standpunkt, til man ta´r et nyt" kan altså komme danskerne (briterne og svenskerne) til gode, især hvis vi handler efter det. Med et nej får vi nemlig en ny chance til senere at skifte standpunkt. Det er fint nok. Vi gør det!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu