Nutidens globale verdensorden ligefrem skriger efter en teoretisk kritik af kapitalismen og en politisk mod-bevægelse. De intellektuelles bevægelse er imidlertid gået
stik modsat
Historisk set
70'ernes politiske venstrefløjs-engagement, interessen for Marx og samfundskritikken i det hele taget forsvandt lige så brat igen som den var opstået. I alle lande - men mest i Frankrig, Italien og Tyskland - fik de intellektuelle, under indtryk af en ny politisk-ideologisk konjunktur, enormt travlt med at bevæge sig væk fra deres gamle marxistiske og venstrefløjs-positioner.
Generationens farvel til samfundskritikken - et farvel som blev døbt 'marxismens krise' - begyndte allerede i 1976-77, da en række franske intellektuelle, de såkaldte 'nye filosoffer', anklagede 'marxismen' for 'herredømmetænkning'. Mange af dem, det gælder f.eks. André Glucksmann, havde kort forinden været begejstrede tilhængere af 'marxismen', ja, (det kunne ikke blive ekstremt nok for de franske intellektuelle ) af maoismen. Nu bevægede de sig lynhurtigt ud på højrefløjen idet de samtidigt gennemførte et skarpt opgør med den 'marxisme' de indtil da havde hyldet. De indledte her en kritik som senere, efter 1989, smeltede sammen med det europæiske højres bredt anlagte forsøg på at kriminalisere hele den politiske venstrefløj.
Bevægelsen væk fra 'marxismen' var bred og massiv. Den akcellererede 80'erne igennem og blev efter 1989 nærmest til en selvopfyldelse af profetien fra 1977 om 'marxismens krise'. Og alligevel er der noget besynderligt ved denne 'krise': For det første, kan man bemærke sig den utroligt indsnævrede forståelse af 'marxisme'. 'Marxismen', som politisk indtil da var blevet opfattet som de pågældende intellektuelles egen p.t. position - hvad enten de stadig var på det 'leninistiske' eller det 'maoistiske' stadium eller de var nået til det 'eurokommunistiske' eller endda 'højre-socialdemokratiske' stadium - blev nu pludselig fra den ene dag til den anden identificeret med stalinisme. Og i teoretisk henseende blev 'marxismen' pludselig forvandlet fra noget der havde været 'moderne', 'højst aktuelt' og 'in' til noget der var dybt 'forældet', 'passé' og i 'krise'. I det hele taget afsløredes en dyb a-historisk opfattelse af 'marxismen' og gennemgående også et forbløffende ukendskab til arbejderbevægelsens og socialismens historie. 'Historien' begyndte så at sige med Althusserskolen (i Danmark og Tyskland dog med kapitallogikerne) og sluttede med de intellektuelles nyligt overståede konvertering.
For det andet kan man konstatere, at 'krisen' ikke udsprang af dramatiske nye begivenheder så som udbruddet af Første og Anden Verdenskrig, fascismens sejr i en række europæiske lande i mellemkrigsårene, den kolde krig eller Sovjetunionens sammenbrud og murens fald i 1989. 'Krisen' startede længe før murens fald, som blot her accelererede en udvikling der allerede var i fuld gang. Ejheller opstod 'krisen' som følge af en generel samfundsudvikling og fremkomsten af 'nye problemer" og 'nye argumenter'.
Senere har man ganske vist haft travlt med at pege på helt ændrede samfundsforhold som en begrundelse for nødvendigheden af en helt ny 'post-modernistisk' orientering og tilgang, men disse 'ændringer' var allerede stærkt under vejs før 'krisen', på et tidspunkt da mange af konvertitterne stadig svor til en eller anden variant af 'marxisme' som det uomgængelige grundparadigme. Og omvendt: Mange af de samfundsmæssige ændringer, som man i dag peger på som et helt afgørende argument for et paradigme-skift, kan udmærket vel beskrives og forklares inden for rammerne af et marxistisk paradigme, således som det f.eks. er blevet gjort af Erik Olin Wright i hans forsøg på at anlægge en moderne klasseanalyse. Andre kan måske ikke eller kun delvist. Men konvertitternes ærinde er slet ikke en seriøs diskussion af marxismen som forskningsprogram. Det var det i øvrigt heller ikke i 70'erne. De har her foretaget et lynhurtigt skift fra total og ukritisk akcept, til total og unuanceret forkastelse.
For det andet, er kapitalismen i løbet af de sidste årtier blevet endnu mere dominerende, end den var det da den intellektuelle mode i 1970'erne så stærkt pegede på kapitalismeanalyser som det mest påtrængende forskningsmæssige og teoretiske behov. Den nutidige globale verdensorden, med dens vældige uligheder, store enklaver af fattigdom og social elendighed, samt altgennemtrængende kommercialisering af hele vores tilværelse, ligefrem skriger efter en teoretisk kritik af kapitalismen og en politisk modbevægelse. De intellektuelles bevægelse er imidlertid her gået i stik modsat retning.
Ejheller kan man sige, at Marx' klassiske kritik af elitisme, bureaukrati og statsvælde er blevet mindre aktuel: "denne udøvende magt med sin uhyre bureaukratiske og militære organisation, med sit vidtforgrenede og kunstige statsmaskineri...dette frygtelige snylterlegeme." Er det ikke stadig en relevant kritik? Og er det ikke stadig en udfordrende alternativ vision , når han taler om den socialistiske revolution som "en revolution mod staten selv, mod dette samfundets overnaturlige misfoster"? Jo, kritikken og visionen er skam stadig højst aktuel. Derimod må den politiske strategi og den nærmere udformning af strukturer og procedurer naturligvis være til løbende diskussion. Men igen: Konvertitterne er slet ikke interesseret i nogen seriøs diskussion af en sådan type kritik og af sådanne visioner. Kun i total forkastelse.
'Krisen' og konverteringen opstod heller ikke fordi man nu pludseligt havde adgang til teoretiske synsvinkler og synspunkter som man ikke tidligere havde haft mulighed for at stifte bekendtskab med. De problemer og de teoretiske argumenter som foreligger og er gyldige nu, var der også før 1979/80. Såvel 'kapitallogikerne' som Althusserskolen blev allerede den gang udsat for en teoretisk kritik. Men mange af de der i dag fører sig mest energiske frem i kritikken af 'marxismen' er netop de selvsamme som den gang var de mest firkantede og 'ortodokse' 'marxister'.
Og hvad kritikken af Sovjetunionen angår, så er der heller ikke her fremkommet noget som helst nyt. Kritikken af Sovjetunionen er tværtimod gammel og vedvarende i den socialistiske tradition fra Rosa Luxemburgs klassiske kritik af den russiske revolution over de socialdemokratiske marxisters kritik (for der fandtes jo også helt frem til slutningen af Anden Verdenskrig en socialdemokratisk marxisme, noget man helt har glemt i den løbende diskussion!) frem til en række nyere kritikker.
Også internt i Sovjetunionen er der en lang kritisk socialistisk tradition fra 'arbejderoppositionen' i begyndelsen af 20'erne til den nutidige socialistiske kritik repræsenteret ved navne som bla.a. Roy Medvedev og Boris Kagarlitsky.
Rosa Luxemburg kritiserede allerede i 1904 Lenins partiteori og talte om hans 'sterile vagtmester-ånd' og i kritikken af bolsjevikkerne fra 1918 slog hun fast, at en socialistisk revolutions mål måtte være at "skabe et socialistisk demokrati i stedet for det borgerlige demokrati, ikke at afskaffe ethvert demokrati" og at "frihed altid er frihed for anderledes tænkende". Hun tegnede også allerede her i 1918 et dystert udviklingsperspektiv: "Uden almindelige valg, uindskrænket trykke- og mødefrihed og fri meningsbrydning, dør livet i enhver offentlig institution..." Resultatet ville, erklærede hun, blive en "håndfuld politikeres diktatur", ja, værre end det, "sådanne tilstande må resultere i en demoralisering af det offentlige liv: attentater, skydninger af gisler o.s.v.."
Denne kritiske linje er som sagt blevet fulgt op af talrige senere analyser og kritikker. I sit værk Let History Judge, der udkom i Vesten i 1972, gav den russiske socialistiske historiker og systemkritiker Roy Medvedev for eksempel en grundig skildring af den stalinistiske terrors vældige omfang og den engelske marxist Tony Cliff slog i sit værk State Capitalism in Russia fra 1955 fast, at "styrkelsen af den russiske stat, dens tiltagende totalitære karakter, var et produkt af dybere klassemodsætninger og ikke af nogen som helst socialis-me" . Realiteten bag Stalins ideologiske proklamation fra 1936 om den 'realiserede socialisme' var parti- og statsbureaukratiets massive undertrykkelse af arbejdere og bønder og under alt dette lå igen Ruslands dybe udviklingsproblematik. Det mest præcise navn for den russiske samfundsformation var, sagde han, 'bureaukratisk statskapitalisme'.
De eks-venstreorienterede intellektuelle kan ikke med nogen rimelighed hævde, at de pludseligt efter midten af 7o'erne fik en indsigt som de ikke havde haft mulighed for at få tidligere. Ud over de angivne socialistiske analyser og kritikker kan anføres, at f.eks. Robert Conquest's hovedværk om Stalin-terroren udkom allerede i 1968! Hvorfor bekymrede man sig ikke om alle disse analyser og hele denne kritik i 1970'erne? Og hvorfor det pludselige 'skift' omkring 1979/80 ? Og hvorfor klynger man sig i øvrigt stadig til diktatorens ideologiske proklamationer fra 1936 ?
Det der var nyt, og som generelt fremkaldte en 'krise', var dels den skuffelse som en stor del af 68-generationens opinionsledere oplevede over sammenbruddet af deres egne opskruede forventninger - hvad enten deres vision her havde været en studenterrevolution, en slags maoistisk kulturrevolution i Vesteuropa eller et skift over i retning af eurokommunistisk hegemoni - og dels, og ikke mindst, den generelt ændrede ydre politiske-ideologiske konjunktur som for alvor satte sig igennem fra slutningen af 70'erne.
I 1979 kom Margaret Thatcher til regeringsmagten i Storbritannien og i 1980 blev Ronald Reagan præsident i USA. Det blev indledningen til en massiv politisk højredrejning kloden over, en drejning som også slog igennem teoretisk og ideologisk. Neo-liberalismens æra var inde. Keynesianisme og velfærdstat kom under stigende kritik. Nozick og Friedmann og Hayek, blev nu de nye profeter på bjerget - hvis man da ikke flippede ud i diskursteori og postmodernisme. Man diskuterede ikke længere forskellige demokratimodeller og -visioner. 'Demokrati' var nu 'demokratiet' og kapitalismen var blevet til 'den frie markedsøkonomi'. Og i det internationale perspektiv var Vietnamkrigen og kuppet i Chile for længst fortid. Ingen talte længere om centrum-periferi, afhængighed og underudvikling. Til gengæld blev det nu moderne, især efter murens fald og Sovjet-unionens sammenbrud, at tale om 'verdenssamfundet'.
Da vinden begyndte at blæse koldt fra højre - og der skulle faktisk ikke så meget til når man betænker hvad tidligere generationer af socialister var udsatte for og modstod! - skippede størstedelen af generationens teoretiske hoveder såvel teorien som deres politiske overbevisning, idet de fandt sig en fransk filosof. Og der var ikke her tale om nødvendige justeringer af teorier og begreber affødt af nye udviklinger og fænomener, nye problemformuleringer o.s.v., men om en fundamental udskiftning af grundværdier og politisk holdning, en udskiftning der fandt sted i en bestemt politisk-ideologisk konjunktur og som efterfulgtes af en social opstigning for de pågældende. Det er et fænomen vi kender fra mange europæiske lande, ikke mindst Frankrig, men som vi sandelig også har oplevet her i landet.
Vi er i dag endt i en situation og en debat der er helt surrealistisk: En højrefløj, som set i det lange historiske perspektiv næsten overalt i Europa indædt bekæmpede demokrati og som i en betydningsfuld periode af Europas nyere historie nærede stærke sympatier for fascismen, hvis den da ikke, som i Italien, Tyskland, Østrig og Spanien, direkte hjalp den til magten, har i dag taget patent på det demokratiske sindelag. De politiske arvtagere til det i demokratisk henseende så belastede europæiske højre fører sig i disse år frem som de eneste sande demokrater og tilhængere af menneskerettigheder og ytringsfrihed, samtidig med at de under højlydte krav om 'udrensninger', 'opgør' og 'afskedigelser' søger at udrydde de sidste rester af anderledes tænkende, der måtte være tilbage i vores samfund.
Og Gud hjælpe mig om der så ikke ind i dette borgerlige hylekor af historieforfalskning, hykleri og intolerance skærer sig en skinger tone fra konvertitterne, de sidste dages hellige. Folk som førte sig frem da det var smart og 'in' at være venstreorienteret, men som stak halen mellem benene da vinden begyndte at blæse koldt fra højre , føler sig i dag kaldet til at docere moral over for de der holder fast i nogle socialistiske grundværdier. Og folk som aldrig har gidet sætte sig ordentligt ind i socialismens og arbejderbevægelsens historie erklærer kategorisk, at 'socialisme' egentlig er stalinisme. Det er simpelthen for meget.
Socialisterne skal 'bekende' og 'angre' og sige 'undskyld', bliver det sagt. Men hvorfor egentlig begrænsningen her? Hvorfor skal højrefløjen ikke angre og sige 'undskyld' for sin sympati og støtte til fascismen? Eller vi kan gå endnu længere tilbage i tid: Skal protestanterne ikke også sige 'undskyld' til katolikkerne og katolikkerne til protestanterne fordi de massakrerede hinanden i 30-års krigen?
Al den snak om 'skyld' og 'anger' og 'bekendelse' røber netop de moderigtige intellektuelles nærmest religiøse omvendelse til den ene side og højrefløjens optrækkende inkvisition til den anden.
Og hvad den løbende 'diskussion' angår, så har den naturligvis ikke til formål at skabe afklaring og sober eftertænksomhed. For højrefløjen tjener den dels til at dække over det europæiske højres i demokratisk henseende blakkede fortid, dels til at kriminalisere den politiske venstrefløj (som i øvrigt defineres helt ind i socialdemokratiet - jfr. Bent Jensen i Inf. den 16. juni!). For konvertitterne fra 1968 tjener den til at tilsløre et ynkeligt tilbagetog. Og for begge parter tjener den til megen selvfremføring og selvros.
Curt Sørensen er dr.scient.pol. og professor ved Århus Universitet.
