Kronik

Vær nu ikke for nidkær

8. juli 2000

Hvad skal vi dog i dag med Hans Kirks roman Fiskerne? Vi, som allerede er oplyste og tolerante! - Lørdagskronikøren - en moderne muslim - har i romanform mødt en flok lyslevende kristne og delt deres dilemmaer med troen og livet

Lørdagskronikken
Lysten har været der. Men alligevel er det for mit vedkommende kun blevet til ret sparsom skønlitterær læsning gennem de sidste mange år. Der skulle åbenbart en opfordring til, men nu skulle det være: Fiskerne af Hans Kirk - en dansk klassiker.
En anden tid og et andet sted, men måske heller ikke så fjern fra vores virkelighed, som vi kender den.
Jeg kender ikke den 'autoriserede' fortolkning og med en noget anden kulturel og religiøs baggrund end såvel forfatteren som de fleste læsere, vil jeg tillade mig at fortælle, hvad romanen siger mig. Med et godt gammelt dansk ord handler det om nidkærhed, men idag ville man måske sige intolerance, fanatisme og snæversyn. Men nidkærhed står sig egentlig godt også i den moderne verden vi lever i.
I en søgen efter bedre kår udvandrer gode troende, men fattige vesterhavsfiskere fra Vestkysten til en egn omkring Limfjorden. Det er et svært valg og især starten er hård. Ugudeligheden hersker og lysten og liderligheden lurer i det nye. Selv præsten i det nye sogn forstår ikke de farer som truer og som frister især unge mennesker. Dansen på kroen, drikkeriet, nye tanker om det forfærdelige religiøse frisind, darwinisme og andet forskrækkeligt verdsligt tankegods. Hvad skal det til for?
"Hvad var alverdens herlighed, om man ikke havde Jesus i sit hjerte", siger Tea, en af tilflytterne, der er fast i troen.
Vendepunktet kommer da tilflytterne inviterer præsten fra det gamle sogn til at holde en vækkelsestale. Det lykkes over al forventning. De vinder kampen for missionen og alt tegner lysere.
Det er essensen af historien, men i virkeligheden blot en ramme om den virkelige historie, der handler om menneskene og deres tanker, når de møder det fremmede eller uønskede. Og nidkærhed. Dermed er jeg på kollisionskurs over for en anmeldelse af romanen, som kan ses på bagsiden af bogen. Der står nemlig, at romanen er en samfundsskildring. Det er det også, men blot for at skabe troværdige rammer om de menneskeskildringer, der er romanens stærkeste side og som gør den tidløs. Romanens budskab er ikke så bundet til hverken tid eller rum og den kunne sagtens udspille sig i en landsby i Pakistan eller Dagens Danmark.
Det er netop i menneskeskildringerne, at forfatteren fortjener den største ros. På en fantastisk levende facon præsenteres de enkelte mennesker og man bliver efterhånden dus med de vigtigste karakterer. Forfatteren bevæger sig ind og ud af tankerne hos en række af personerne, medens andre kun præsenteres ved en ydre iagttagelse.
Der er flere vigtige aktører, og kun nogle få skal præsenteres her.
Tea, der er tilflytter, bryder sig ikke om det nye samfunds ugudelighed. Hun og hendes er hellige og fordømmelsen af dem, som ikke er det, ligger lige for. En umættelig nysgerrighed og den religiøse fordømmelse synes at være kernen i hendes religiøse liv.
Vi følger hende lejlighedsvis i hendes tanker og mange bliver vejet og fundet ukristelige. Ikke Guds bedste børn. Fordømmelsen. I tanke eller ord. Sanselige kvinder, der leder unge, næsten uskyldige mænd i fristelse. Verden er af lave. Hun tager sig i at være utilfreds med sine trange kår og går i rette med Gud for hurtigt at fortryde. Som en god kristen. Hvad var alverdens herlighed, om man ikke havde Jesus i sit hjerte - siger hun. Men kan alligevel ikke helt frigøre sig fra, at hun som gudfrygtig og frelst skal lide, medens andre frafaldne har det bedre. Og helt rimeligt er det ikke.

Og den gode præst Thomsen fra det gamle sogn er i besøg. Han forstår at hjælpe folk til frelsen. Hans besøg er vendepunktet for tilflytterne, der endelig øjner frelse for de gudsforladte sognebørn. Også Tea får besøg og til hendes store fortrydelse falder bemærkningen, der vel mere end noget andet illustererer romanens tema i al sin enkelhed. Tea vil gerne præsentere sig fra sin bedste kristne side, men pastor Thomsens kritik rammer hårdt.
"Vær nu ikke for nidkær!", sagde Thomsen stilfærdigt, ... "Man skal vende det lådne mod sig selv. Det går ikke an at skræmme de tvivlende ved hårdhed."
Det strenge religiøse sind til trods nyder Tea omgang med den letsindige gårdmandsdatter Marianne, for hvem det religiøse måske mere handler om hende selv end om samfundet. Vi ved det ikke. Vi kommer nemlig ikke så tæt på Mariane og i forlængelse af temaet nidkærhed, så er det egentlig synd. For hvad gør hun sig af tanker om dem, der er uenige med hende? Men fordømmelse synes ikke at ligge i hendes sind. Hun er stor af sind, hjælpsom, forstående men så absolut ikke en af de hellige og frelste. Og hun er også allerhelst fri. Hun er åben og møder menneskene uden fordømmelsen. Dermed ikke være sagt, at hun er holdningsløs. Tværtimod.
Endelig er der den halvdannede toldbetjent Koch. Den moderne intellektuelle verdensmand, der tænker store tanker. Han er darwinist og konverserer om livet og meget andet med gejstlige og lærde folk. Selv om han ikke går af vejen for at præsentere sine store tanker og sit store vid over for menigmand. Lærd og dannet, det er han nu. Han taler om demokrati, objektivitet og menneskets egen værdi. Sin storbarmede, unge og omsværmede hustrus åndsevner har han ikke store tanker om. Han formaner hende, at hun ikke skal gå med et kors om halsen, da det symboliserer kristendom. Så meget for de nye tanker!
En levende beretning, der på mange måder skaber flere samtidige nærværende og alvorlige konflikter uden selv helt at tage stilling. Personernes mangfoldighed og tanker kommer til udtryk på godt og ondt. Kun kunne jeg ønske mig at stifte et bedre bekendskab med Mariannes tanker og væsen, som de tager sig ud. For hende selv. Hun er god. Næsten for god. Hun er tolerant. Næsten for tolerant. Kun de hellige og frelste, fordømmer hun - eller gør hun? Mon hun også er nidkær i sin tro eller overbevisning?
Hun betragtes, men vi bliver aldrig helt bekendt med hendes tanker. Og på den måde fremstår hun stort set kun positiv, medens nidkærheden hos Tea udgør et stort og meget dominerende træk. Selv den halvdannede og intellektuelle moderne tænker Koch har nogle skyggesider, men Mariane ved man ikke, hvor man har. Måske tager Hans Kirk alligevel stilling!
Og så kommer den for mange religiøse mennesker åbenlyse overraskelse. En overraskelse, som kan genfindes i fortællinger fra min fars irreligiøse landsbykultur og min mors mere ortodokse opdragelse i en mindre paki-stansk by. Allerede de første skildringer af den frelste og hellige Tea, for hvem fordømmelsen synes at være et religiøst dogme, selvom hun gør sit for at bekæmpe den, indbyder til overraskelsen. Den afslører bagsiden af det hellige, det frelste og ikke mindst fordømmelsen.
Netop fordømmelsen, og dermed nidkærheden (eller er det snarere omvendt), har traditionelt spillet en rolle i det religiøse menneskes menneskesyn og været et bærende element i det religiøse samfunds udstødelsesmekanismer. Måske er det ikke så underligt al den stund, at religionen jo netop prædiker en værdi, en holdning, en norm og andre forhold der hører åndslivet til eller udspringer deraf. Men denne værdi har samtidig en ydre manifestation i form af en bestemt adfærd. Det religiøse samfunds største udfordring er netop holdningen til den ydre manifestation og forsøget på at påvirke denne. Dermed fjernes man fra værdierne i religionen, livskraften suges ud af religionens sjæl og tager fysisk form. Måske, og desværre alt for ofte, uden at de indre værdier overlever. Dermed er projektet dømt til at mislykkes.

Ulykken og skammen rammer Tea med fuld styrke. Eller rettere hendes datter Tabita, der er ugift. Hun vender tilbage til forældrenes hus en sen regnfuld aften. Forkommen og bleg og forhultet og våd og ... og med barn. Så sandelig er Tea ramt hårdt af skæbnen. Hun, der havde opdraget sine børn som gode kristne. Nu var hun kommet i folkemunde. "Den tid var forbid, da Tea kunne advare syndere imod utugten, nu havde hun en falden pige hjemme i sit kammer, og der var lås for hendes mund."
Hun mærkede nu fordømmelsen på egen krop og sjæl. Og den var hård og nådesløs. Måske var fordømmelsen stærkest fra Teas egen side. De andre støttede og var forstående.
Efter barnets fødsel lader den nye og rettroende præsts besøg vente på sig. Efter lang tids urolig venten kommer han endelig på besøg. Og den hellige fordømmelse åbenbares fra præstens mund. Den gør ondt. Men Tea bider al skam i sig og siger som en god nutidig kristen vil sige det:
" ... æ har kendt mange præster, og æ regner nu mest med pastor Thomsen, som De kender. Og æ ved meget nøje, hvad han ville mene om den sag. Æ kan huske, han sagde engang, at strenghed og barmhjertighed skal gå hånd i hånd. Og da vi nu taler i enrum som troende mennesker, så er der folk, som påstår, at De tænker mere på fordømmelse end på kristen kærlighed."
Og ringen er sluttet. Tea træder endelig i karakter. Ikke af egen fri vilje, eller af egen drift. Men fordømmelsen har ramt hende. Det tager tid, men hun antager også en menneskelig dimension, der hviler på kærlighed og lidt mindre på fordømmelse.
Hans Kirk kunne i Pakistan hedde Alama Iqbal (en meget respekteret afdød digter, der nærmest nyder national heltestatus blandt andet for sit kritiske syn på det til tider hinduistisk-inspirererede dogmatiske Islam, der praktiseres i Pakistan), og romanen kunne være en af de utallige dannelelsesfortællinger som muslimer også i Pakistan opdrages med. Man må være menneske før man kan blive muslim (kristen, jøde, hindu, buddhist etc., etc.), men mange vil skabe det religiøse menneske uden at tage menneskelige hensyn.
De to beretninger jeg kender bedst fra min barndom er eksempelvis om Profeten Mohammad, der præsenteres for to kvinders liv og levned. Den ene er stærk i troen, beder fem gange dagligt, reciterer Koranen, og overholder fasten, men er ond og ubehagelig mod sine naboer. Hun kommer ikke i Himlen, siger Profeten. En anden kvinde tager ikke ritualerne så højtidligt, er ikke så nøje med bedetiderne og fasten har ikke hendes interesse, men hun er højt værdsat af sine naboer for sin hjælpsomhed og omsorg. Hun kommer i Himlen, svarer Profeten. Den anden fortælling handler om skøgen, der hele sit liv lever i synd og utugt, men som frelses, da hun giver en tørstende hund vand at drikke.
Begge fortællinger illustrerer på udmærket vis, at det religiøse ikke handler om de ydre formelle ritualer, men at det først og fremmest handler om det at være menneske. Først derefter kommer det snævert religiøse.
Selvom historien udspiller sig i en anden tid og en helt helt anden verden, så er fortællingen og temaet dog universelt. Og vel i grunden uafhængigt af tid og rum.
Som nævnt sker det for tit, at det religiøse samfund udskifter værdier med ydre adfærd, medens værdierne i sig selv går tabt.
Nidkærheden har gode kår og fordømmelsen ligger lige for.
Også for det moderne menneske og i det samfund, som vi alle bevæger os i til dagligt. Men vi ser den ikke. Vi ænser den ikke. Vi kender den knap igen, når vi står ansigt til ansigt med den. Til forskel fra Tea, så har vi ret.

Når man som muslim fordømmer den person, der har læst Koranen, men ikke føler sig tilstrækkeligt draget til at blive muslim. Umuligt. Ganske enkelt. Hvis man først har læst Koranen, så må man nødvendigvis blive muslim. Alt andet vil være helt forrrykt og uden nogen form for logik.
Når man som dansker fordømmer muslimen for at fravælge den danske måde at blive gift på. Vi ved jo, at danskerne gør det på den rigtigste, mest humane og mest frie måde, derfor må det være indlysende, at mennesker, der får lejlighed til det også skal gøre det på samme måde. Hvorfor fastholder muslimerne et gammeldags, forstokket, snæversynet livssyn, når vi nu allerede har vist, at det er den forkerte måde og vi ovenikøbet kan præsentere den ægte frihed?
Det kommer der af den fanatiske undertrykkelse.
Netop derfor savner jeg Hans Kirks kommentar til Marianes tanker. Hvad er hendes syn på de hellige? Er de dumme, uvidende, en flok umælende får, der følger strømmen uden selv at tage stilling? Fordømmer hun i sit indre disse naboer? Ringeagter hun sine religiøse venner, fordi de har andre præferencer end hende selv? Spørgsmålet står næsten ubesvaret, men lidt af sløret løftes, da manden Povl Vrist i et anfald af jalousi angriber en ansat karl, som Mariane i al uskyldighed har danset med. Tvivlen nager Povl Vrist og han gør sig religiøse overvejelser. Var det mon et tegn, og mangel på fromhed?
Er det udtryk for nidkærhed, når Mariane svarer "Men hellig må du nu ikke blive, Povl, hvordan det end går."?

Den største fare for at nidkærheden tager overhånd og tolerancen mister fodfæste er, nu som dengang, vel det enkelte menneskes opfattelse af netop at være tolerant og åben. Dermed reduceres ens egen nidkærhed og intolerance til et knap nok teoretisk begreb, der for den udenforstående opleves som selvtilstrækkelighed og overlegenhed.
Vi er nemlig oplyste, tolerante, åbne og objektive. Vi afstår fra at fordømme andre mennesker. Vi orienterer os via aviser, radio, tv, internet og gør os vores egne erfaringer.
Vi rejser ud i verden og udforsker den. Vi kender fakta, har et fuldstændigt, nøgternt og objektivt beslutningsgrundlag, hvorefter vi drager vores konklusioner. Også om samfund, der ligger tusinder af kilometer borte, hvor vi ikke kender livsbetingelser, kulturer, normer eller værdier, men vores konklusioner er ikke desto mindre korrekte, fordi vi har set det i et ti minutters tv-indslag i fredagens underholdningsprogram.
Vi drager rationelle og velovervejede konklusioner, men vi er ikke nidkære i vores overbevisning og vi fordømmer aldrig.
Det er ganske vist.
Jo, Fiskerne kunne gerne være en international klassiker - den er fri af tid og rum. Og hamrende relevant.
Dengang som nu.

Mazhar Hussain er læge og
folketingskandidat for det radikale Venstre.

Apropos - Med andre øjne

"Kunne du tænke dig at (gen)læse en dansk klassiker og skrive en kronik om den til Information?
Meningen er at bede nogle "etnikker" (!) om at tage stilling til noget af det danskeste af det danske, nemlig danske romaner. Ganske enkelt fordi jeg synes, at nu må samtalen gerne begynde. Og min egen erfaring er at man lærer meget om et lands kultur ved at læse dets klassikere, de bøger som folk i det lokalområde særligt har taget til hjerte."

Sådan skrev kronikredaktøren til en lille flok mænd og kvinder.
I første omgang er det blevet til tre læsninger:

*Naser Khader, radikal folketingskandidat og cand.polit. har læst Fruen på Hamre af Morten Korch (1876-1954) - bogen er netop filmatiseret.
(Bragt 24.-25. juni 2000)
*Huma Afandi, studerende, af pakistansk /indonesisk herkomst, f. 1974, skriver om Indenfor Murene, Henri Nathansens (1868-1944) varme jødisk-danske skuespil fra 1912.
(Bragt 1.-2. juli 2000)
*Mazhar Hussain, læge og radikal folketingskandidat med erklæret fundamentalistiske holdninger har læst Hans Kirks roman om en skare kristne fundamentalister - Fiskerne fra 1928.

Læs med i Information.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu