Læsetid: 4 min.

Xenofobiens almene accept

Debat
19. juli 2000

Den yderste højrefløj slår politisk plat på en af verdens ældste kulturelle mekanismer

Os og dem
Det farlige ved højre-fløjens fremmarch i Europa ligger i dens appel til det selvfølgelige ræsonnement, til det umiddelbart fornuftige, til folks naturlige selvforståelse. Denne appel henter både sine argumenter i en fortidens romantik og en nutidens og fremtidens xenofobi, som effektfuldt ekskluderer enhver udfordring til den bestående orden.
Xenofobi - frygten for det fremmede og anderledes - er ikke desto mindre en af verdens ældste og mest universelle kulturelle mekanismer. Xenofobi daterer sig tilbage til dengang, stammen på den ene side af floden med den største selvfølgelighed overbeviste sig selv om, at menneskene på den anden side af floden enten var tyvagtige, dyriske eller incestuøse. Det er ingen tilfældighed, at stammefolk fra Arktis til Amazonas konsekvent betegner sig selv som 'menneskene' i bestemt form, før de kalder sig noget andet. Og det er slet ikke en tilfældighed, at betegnelsen for 'de andre' - det være sig stammer, folkeslag eller nationaliteter - kommer til at stå i et modsætningsforhold til denne basale selvopfattelse.
Højrefløjens paranoia over for det fremmede er således hverken en dansk eller europæisk opfindelse, men er en såre banal afspejling af en tankegang og logik, som går på tværs af kulturelle forestillingsverdener. Paranoiaen er slet og ret et kulturelt faktum.

Instinktiv modvilje
Xenofobien er et fænomen, som man kan møde overalt og i forskellige for-klædninger. F.eks. fik jeg for nogle år siden under et ophold i Chihuahua i Mexico følgende skråsikre bedømmelse at høre: "In Chihuahua - everybody is friendly. It's nok like in the south, where they're all violent or thieves or beggars!" Meldingen kom med al den kulturelle kompetence, min mexicanske ven kunne mobilisere, og der var ingen tvivl i hans stemme: Sådan er vi, og sådan er de! I den sydlige del af Mexico fik jeg så den modsatte besked i form af et util-sløret: "You goddamn' gringos - get the fuck out of here and go back to America...!"
Fordommene over for henholdsvis Chiapas' indianere og nordamerikanere afslører ikke alene noget om stereotype og unuancerede fjendebilleder, som kun har hold i personlige, isolerede oplevelser. Fordommene afslører også en tommelfingerregel, der siger noget om, at graden af intolerance er proportional med afstanden til fordommenes objekt: Jo længere væk fra individets centrum og virkelighedsfor-ståelse, jo farligere og dårligere mennesker er 'de andre'. Og omvendt: Jo tættere på individets centrum, jo større lighed, jo større forståelse, jo større villighed er der til at acceptere og leve med 'de andres' mærkværdigheder, fejl og mangler.
Xenofobiens øvrige ansigter er almindeligt kendte, som i oppositionerne kristne-arabere, sorte-hvide, bybo-landbo og videre ned på det absurde, lokale plan, hvor vi fra Østlolland så en lille smule skævt til dem fra Vestlolland; ikke af ondskab, men af lige dele uvidenhed og tradition. Af samme grund så vi skævt til de københavnere, som holdt ferie på sydhavsøen. Ikke fordi vi kendte nogen af dem, men fordi vi rent instinktivt følte modvilje mod alle nord for Storstrømmen (ligesom vi følte instinktiv modvilje mod dem fra nabobyen, fordi deres fodbolddragt tilfældigvis
havde en anden farve end vores...).

Den lille forskel
Den britiske antropolog Evans-Pritchard forklarer i en klassisk monografi, The Nuer of the Southern Sudan fra 1940, hvordan afrikanske stammestrukturer fungerer i politisk praksis; at alliancer mellem personer og persongrupper følger et segmentært princip efter devisen: 'A mod B', 'A og B mod C', 'A, B og C mod D', etc. - hvor loyalitet, tolerance og samarbejde altid søges med den strukturelt set nærmeste part.
På samme måde ser vi skævt til svenskerne og 'deres drikkeri', men ikke så skævt som til tyskerne og deres ulidelige succes, som dog alligevel er at foretrække fremfor italienerne, som snyder EU's kasser, og så videre. Jo længere vi kommer væk, jo mere vokser xenofobien: Folk fra Balkan 'passer ikke ind i dansk kultur', men passer alligevel bedre end somalierne, som efter sigende er 'komplet umulige at integrere'.
Det geografiske målebånd bruges flittigt af mangel på vilje til at opnå en mere dybdegående og nuanceret kulturel forståelse.
Højrefløjen lefler for xenofobien og det segmentære princip, gør en dyd ud af unødvendigheden og forfalder til, hvad Freud kaldte "den lille forskels narcissisme". Derved blæses kulturelle forskelle ud af propor-tioner og ind i en falsk og destruktiv opfattelse af virkeligheden - en praksis, som måske har fundet sit mest modbydelige udtryk på Balkan.
Her levede etniske og religiøse forskelle i mange år som naboer, indtil centralregeringen udskreg forskelligheden som et stort problem. Hvad der førhen forekom naturligt - at leve i blandede landsbyer - blev pludselig umuligt.
Det var samtidig her 'det selvfølgelige ræsonnement' og 'folks almindelige selvforståelse' vendte vrangen ud på sig selv og trådte i karakter som noget forbryderisk og lovløst.
I den hjemlige andedam er det lige præcis hér, ved begyndelsen på xenofobiens almene accept, at man ignorerer, at forskellen på 'os' og 'dem' først og fremmest er en konstrueret forskel, som får skær af en etableret sandhed, når man som den yderste højrefløj slår politisk plat på en af verdens ældste kulturelle mekanismer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her