Tysklands nye hovedstad gør en dyd af nødvendigheden
Nul strækmarch
Den er flot, den nye kuppel over rigsdagsbygningen i Berlin. Kuplen er kronen på værket. Den giver et anstrøg af storhedsvanvid, tæt på kuppelkatar, set her 10 år efter genforeningen, hvilket er 64 år efter mit første besøg i Berlin. Jeg husker i efteråret 1936 syn og lyd af fire soldater i strækmarch, som ejede hele gaden.
To ting forsoner i dag den kritiske gæst fra et naboland: Rigsdagsbygningens åbenhed - man kikker fra terrassen lige ned i mødesalene - og så de fremragende historiske fotografier. De går hele vejen rundt i kuplen, anbragt som ben af stegte ål tallerkenen rundt. Men hvilke ben! Det er en beundringsværdig gestus at stille rigets fortid blot på denne måde, med billeder fra rigsdagens opførelse i 1890'erne og bygningens skæbne videre frem. Kejser Wilhelm var glad for, at dette stykke demokrati ikke lå i selve den gamle preussiske hovedstad, men i noget, der formelt var en forstad. Bismarck ser man i hvid uniform, han var endnu rigskansler - først senere fyret af kejseren.
Man ser også socialdemokraten Scheidemann udråbe Weimarrepublikken den 9. november 1918. H.P. Hanssen (Nørremølle), der ikke blot var dansk medlem for Slesvig af den preussiske landdag, men også medlem af rigsdagen, skildrer i sine erindringer begivenheden således: "Her må det være," udbrød Scheidemann, "herfra lader det sig bedst gøre, men jeg må op på Balustraden!" Idet han sprang op, saa han mig og sagde: "Aa, hold mig i Skøderne, mens jeg taler."
Scheidemann døde i København i 1939. Hele denne billedserie udgør et sandt reliefbånd af fotografier (metoper ).
En broget skæbne
Vi boede nær Kurfürstendamm i en af de gader, der indeholder både gammelt og nyt. Det opleves som noget charmerende, selv om denne betegnelse er mærkelig om resultatet af bydelens brogede skæbne. Vi boede i et hus fra før første verdenskrig med en elevator af den type, der består af et jernbur, som bevæger sig i et adstadigt tempo. Det bragte mindelser om min gudmors bolig på Gammel Kongevej. Der var nu også en ny elevator, der kunne tænke selv.
Og så var der en hyggelig restaurant - så hyggelig, at man gav sig til at spekulere over, om det drejede sig om gammelt udstyr, der havde overlevet fra Weimartiden, eller en dygtigt gennemført pastiche.
Vi sad og kikkede på en stor plakat fra 1920'erne med Yvette Guibert - og så en med den blå Engel (Marlene Dietrich og Emil Jannings). Så vendte jeg mig om - der var et lille maleri (!) af Hindenburg, der således fungerede som hyggespreder på sine gamle dage.
Vi fik tysk mad, benløse fugle TO gange. Ved en af søerne i Grunewald fik vi en raffineret ret, flæskekød
stegt - hårdt udenpå, men blødt indeni, stegt med noget, der lignede æblemos, men syrligt, tilberedt og serveret i små keramikfade, skabt til øl. Der gik lidt tid, før vi sagde til os selv:
Det er jo Eisbein med Sauerkraut, anno 2000!
Klar tale
Den sidste dag besøgte vi en ny udstilling på Kurfürstendamm, indrettet i en masse lokaler i lejligheder inde i en eller flere ejendomme - man gik og gik, frem gennem Berlins historie helt fra middelalderen. På den første etape var man udstyret med en slags pandebånd, der skulle formidle larm og ballade, virtual reality. Udstillingen lagde ikke fingrene imellem; det understregedes, at kejserrigets oprettelse i 1871 ikke byggede på demokrati, men skete ovenfra. Bogbrændingerne illustreredes ved, at man gik på plasticstøbte bøger videre frem gennem begivenhederne. Nazistiske talere.
Vi købte en af dagene Süddeutsche Zeitung, der havde leder om højreekstremismen ("Die alte neue braune Gefahr"), med mottoet: Det er nødvendigt, at en bølge af god opførsel (eine Welle des Anstands) ruller op mod højreekstremismens voldsbølge.
Günter Grass opfordrer i samme avis til arbejde med den nationale identitet. Han tænker sig en national stiftelse (eine deutsche Nationalstiftung), der skal høre under forbundsregeringens kulturministerium, men ikke have beliggenhed i Berlin, måske i Kassel eller Erfurt. Han taler om rigdommen og mangfoldigheden i både den eksisterende og den forsvundne kultur - den politiske definition af nationen har kun skabt ulykker for både Tyskland og dets naboer.
