Læsetid: 4 min.

En civilisatorisk skamplet

Debat
17. august 2000

De, der taler om "den islamiske civilisation" som én verden, kan da ikke følge med i det, der faktisk foregår

Vås
Siden afslutningen af den kolde krig er det ikke kun de politiske kulisser der er blevet skiftet ud, men samtidig er der også kommet nye farver på billedet af det intellektuelle landskab. Med den nye verdensorden blev der, i den vestlige del af verden, samtidig født en akademisk kerne af politiske analytikere, der spåede, at de fremtidige konflikter, der kommer til at udspille sig på den internationale scene, ikke så meget vil være drevet af gammelkendte (magt)politiske eller økonomiske interesser, men snarere vil være civilisatorisk eller kulturelt betingede.
Som en af de mest omtalte og kontroversielle eksponenter for denne, noget en-sporede spådom, står Samuel P. Huntington med sin om-malede kulisse til verdenspolitikken; The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order.
Huntingtons tese, der vender det blinde øje til de traditionelle motiver for den udenrigspolitiske handlen - det være sig den økonomiske gevinst, den sikkerhedspolitiske handlen eller bestræbelsen efter den rene magt - hævder således, at postmoderne konflikter er inkarnerede civilisatoriske muskelspil. Eksempelvis opstilles 'den islamiske verden' som den nye trussel mod 'den vestlige civilisation', og enhver moderne konflikt analyseres som udtrykket for sammenstødet mellem divergerende kulturelle dagsordner, der hver især ønsker at ekspandere og eksportere sine norm og værdisæt.
I sin systematik opstiller Huntington stereotype billeder af selvbevidste civilisationer, der på tværs af de statslige grænser handler og bekriger hinanden udfra den civilisatoriske loyalitet. Huntingtons opstilling af 'den muslimske civilisation' som en enhedsaktør, der strides med den 'ortodokse kristendom' eksemplificeres blandt andet med reference til kamplinjerne i Kaukasus. Men i sin simplificering af striden overser han blot den interne kamp mellem de stater, som han sammenlægger til 'den islamiske civilisation'.
Den tyrkiske kultur, med adskillelsen af stat og religion er f.eks. en kultur, der tydelig støder mod den iranske kultur defineret af det teheranske præsteskab. Underopdelinger og intern splid indenfor den 'islamiske civilisation', for nu at tage det eksempel, er ikke desto mindre tydelig i rivaliseringerne og de skiftende loyaliteter, der præger staterne indenfor den arabiske region. Krigen mellem Iran og Irak er endnu et tydeligt eksempel, på at den islamiske civilisation ikke opererer udfra en entydigt defineret rationale, men derimod afspejler en pluralisme af særegne motiver.

Den essentielle pointe
At referere til civilisatoriske lighedstegn som race, religion eller kultur i den udenrigspolitiske handlen er imidlertid en hyppigt anvendt strategi. Dette har Huntington ret i. Eksempler som den nazistiske reference, den zionistiske påberåbelse og billederne af de fanatiske politiske ledere fra 'den Islamiske verden', afspejler alle brugen af legitimerende faner. Men Hun-tington og hans tilhængerskare overser blot den essentielle pointe, at selvsamme metareferencer - ved et historisk tilbageblik - velsagtens kan virke som dække over tvivlsomme politiske handlinger, og at (mis-)brugen af den kulturelle identitet er et (vel-)brugt manipulationsredkab, der kan til-sløre den nøgne bestræbelse efter magt og rigdom.
Der er derfor ingen tvivl, om at metareferencer er hyppigt anvendt af statslige fakkelbærere i deres udenrigspolitiske foretagender, men selvsamme sproglige reference er ingen garant, for at enhver politisk handling er motiveret af denne. Og det er her, Huntington tager fejl. Han glemmer nemlig, at de anvendte referencer meget vel være legitimerende våben i hænderne på aktørerne, der således evner at slippe afsted med deres ugerninger eller uærlige motiver. Det er på den måde en uraffineret spådom, at konflikter i det postmoderne scenarie kun afspejler en rigid og afgrænset selvidentitet, der udelukkende består af vores civilisatoriske afstamning og at enhver stat der agerer, agerer i overensstemmelse med dens civilisatoriske bånd og ikke udfra statslige egeninteresser.
Desuden er der en fare i, at Huntingtons simplificerede fremlæggelse af de udenrigspolitiske motiver kan føre til firkantede verdenssyn og en kulturel paranoia, der kategorisere alt politisk handling i civilisatoriske rammer. Den deterministiske fusion af politik og kulturelle motiver er ikke desto mindre en farlig præsentation, fordi den kan bidrage til udbredelse af en krydskulturel mistro og samtidig fratage troen på en fredelig multikulturel sameksistens.
Huntingtons bidrag til vores forståelse af de moderne konflikters natur bør derfor snarere ses som et bidrag, der i effekt forstærker opdelingen af verden mellem et 'Os' og et 'Dem' . En yderligere fare ved en sådan skelsættende terminologi er, at den let - for let - kan kategorisere motiverne bag det komplekse internationale (skue-)spil. Og troen på en sort-hvid verden vil altid være en illusion, der ikke oprigtigt kan være i stand til at bidrage til vores forståelse af mangfoldigheden i de komplekse processer, der kan motiverer den politiske handlen.
Hvis jeg, i Huntingtons egne termer, skulle kategorisere hans (hær)værk og måske burde opfatte det som et destruktivt civilisatorisk korstog, ville jeg mene, at han repræsenterer intet andet end en skamplet på den vestlige civilisations intellektuelle historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her