Kronik

Et demokratisk Palæstina

24. august 2000

Mange palæstinensere føler sig taget ved næsen af Arafat og hans regering, som styrer deres hverdag med hård hånd og formøbler store udenlandske donationer

Økonomi & Politik
Efter sammenbruddet i fredsforhandlingerne i Camp David er der sat en farlig kurs. Præsident Arafat har gentagne gange givet udtryk for, at han ensidigt vil udråbe en uafhængig palæstinensisk stat, formentlig inden årets udgang.
Dette vil Israel betragte som en fjendtlig handling. Under alle omstændigheder vil Israel svare igen, måske ved at annektere dele af Vestbredden, afbryde forbindelseslinierne mellem Vestbredden og Gaza eller på anden måde.
Visdommen i på nuværende tidspunkt ensidigt at udråbe en uafhængig palæstinensisk stat kan nemlig i høj grad diskuteres, for kun en stat, der er baseret på aftaler og gensidig forståelse, vil kunne bidrage til varig og stabil fred i området. Men for Arafat er der formentlig tale om, at det er ved at være sidste udkald, hvis han skal gå over i historien som det moderne Palæstinas grundlægger.
Samtidig står spørgsmålet om en palæstinensisk stat højt på dagsordenen for de fleste palæstinensere. Måske bortset fra de palæstinensere, der bor i de besatte dele af Jerusalem, og som af økonomiske årsager nok helst vil forblive i Israel - men det taler ingen højt om, ikke engang israelerne. Offentligheden er mest optaget af, hvornår og hvordan den nye stat bliver til.
Derimod er der larmende tavshed, når det gælder spørgsmålet om, hvilken slags stat palæstinenserne efter alt at dømme inden længe bliver statsborgere i. Man kunne få den tanke, at ledende aktører - USA, Israel og desværre også flere af EU's medlems-lande - er mest optaget af at få en stat for næsten enhver pris. Formålet er krystalklart, sympatisk og velment:
Man forventer, at en palæstinensisk stat vil bilægge den mere end 50 år lange strid mellem jøder og palæstinensere.
Men her forregner man sig. En stat gør det ikke alene. Freden skal gøres langtidsholdbar. Meget taler for at rette et kritisk fokus på situationen i de palæstinensiske selvstyreområder.

Det er en kendsgerning, at situationen på menneskerettighedsområdet i selv-
styreområderne er under al kritik: Der forekommer dødsfald i politiets varetægt, tortur og idømmelse af dødsstraf. Ytringsfriheden krænkes, dagblade lukkes, og kritiske journalister bliver tilbageholdt. Domstolene er ikke uafhængige Palæstinensiske kvinder i selvstyreområderne udsættes for forskellige former for diskrimination og undertrykkelse. Præsident Arafat har stadig ikke godkendt det udkast til forfatning - Basic Law - som har ligget på hans bord siden foråret 1998 . Derimod har han gang på gang udsat kommunalvalg.
Arafat kører nærmest selvstyreområderne som om, der er tale om en stor libanesisk flygtningelejr. Man kan naturligvis henvise til, at konfliktsituationen ikke muliggør demokratiske tilstande, eller til at menneskeretssituationen ikke er værre - snarere en smule bedre - end i de andre arabiske lande i regionen.

Men efter vor opfattelse gør dette ikke situationen mere acceptabel. Det må betragtes som helt uantageligt, at de palæstinensiske myndigheder ikke lever op til de almindelige standarder for et demokratisk samfund.
Selv om fredsprocessen skulle lykkes, vil det manglende demokrati samt krænkelserne af menneskerettighederne i Palæstina og i andre af de arabiske lande kunne være grobund for fremtidige væbnede konflikter i Mellem-østen.
På nuværende tidspunkt synes det langt fra åbenlyst, at fremtidens Palæstina vil blive en demokratisk stat. Samtidig er palæstinenserne i voksende grad utålmodige såvel med fredsprocessen som med den israelske modpart.
Baggrunden er en udtalt frustration over en proces, som ikke har ændret deres hverdag væsentligt. Faktisk er palæstinensernes levestandard faldet siden Oslo-aftalen blev underskrevet under stor pomp og pragt i 1992. Billedet af Oslo-aftalen er et helt andet i Palæstina end i de nordiske lande. For den almindelige palæstinenser er den praktiske konsekvens først og fremmest en stærkt begrænsning i bevægelsesfriheden, fordi fragmenteringen af Palæstina er blevet formaliseret.
Det er et relativt nyt fænomen, at palæstinenserne ikke be-grænser deres frustration og aggression til israelerne, men i stigende omfang har mistet tålmodigheden med deres eget lederskab. Mange palæstinensere føler sig taget ved næsen af Arafat og hans regering, som ikke alene styrer deres hverdag med hård hånd, men samtidig formøbler store udenlandske donationer, alt imens deres hverdag vedbliver at være trøstesløs.
Danmark spiller en aktiv rolle i den mellemøstlige fredsproces. Bilateralt og gennem EU støtter vi målet om en retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten på grundlag af de indgåede aftaler, folkeretten og Sikkerhedsrådets resolutioner.
Med den såkaldte Lousiana-proces har vi leveret et vigtigt bidrag til dialogen mellem israelere, egyptere, palæstinensere og jordanere. Vi yder en betydelig overgangsbistand til Gaza og Vestbredden og regionalbistand til Mellemøsten. Særlig højt prioriteret er støtte til fremme af demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne i de palæstinensiske selvstyreområder. Alene Danmark giver, multi- og bilateralt, 150 mio. kr. om året i støtte til Palæstina, foruden den kvarte milliard, vi investerede i begyndelsen.

Men hermed har vi også påtaget os et ansvar, og der er god grund til, at vi reagerer. I øjeblikket finansierer donorsamfundet henved halvdelen af de offentlige udgifter i de palæstinensiske områder. En koordineret linie, der understreger, at vi faktisk mener vor flotte retorik om demokrati og respekt for menneskerettigheder, vil altså gøre indtryk.
På denne baggrund er EU's manglende handlekraft i regionen beklagelig, og man kan roligt sige, at den udenrigspolitiske integra-tion i Unionen langt fra lever op til de udfordringer, vi er stillet overfor. Det er ganske enkelt grotesk, at EU er største donor, men stort set magtesløs.
Det betyder ikke, at Danmark bør true med at trække sig, men tværtimod naturligvis med at blive!
Vi bør fortsætte vores direkte bistand til fremme af menneskerettighederne men i højere grad yde direkte støtte til oppositionsgrupperne, bl.a. inden for fagbevægelsen og blandt journalister.
Målet er en palæstinensisk stat kendetegnet af magtdeling, et aktivt civilsamfund og en fundamental respekt for menneskerettighederne. Med andre ord: Et demokratisk Palæstina for fredens skyld.

*Erik Boel er international sekretær i Socialdemokratiet. Martin Rossen er mastergradsstuderende i Israel, Jerusalem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu