Måske skulle vi i Danmark bevare kronen og fastholde den fastkurspolitik, som skiftende regeringer med stort held har praktiseret i de sidste mange år
280900
I Traktaten om Den Europæiske Union kan enhver, der orker at læse den form for anti-litteratur, overbevise sig om, at »Hovedmålet for ESCB (= Det Europæiske System af Centralbanker) er at fastholde prisstabilitet«.
I traktaten opereres der med fire konvergenskriterier, som medlemsstaterne skal opfylde for at kvalificere sig til at indføre den fælles valuta, euroen. Et af disse kriterier er netop, at medlemsstaterne skal have opnået »en høj grad af prisstabilitet« (artikel 109 J).
De vise euro-mænd, der drømte dristige drømme om at skabe fremtidens D-mark-hårde valuta, glemte imidlertid at tage misteltenen i éd. Til glæde for alle europæiske forbrugere og lønmodtagere ville de sikre prisstabilitet. Desværre overså de blot med deres vante eurokratiske arrogance prisen på noget ret så væsentligt i denne sammenhæng, kursen på euroen. Den fik nemlig lov til at flyde! Tales der nogetsteds i traktaten om at stabilisere euroen over for andre valutaer?
Den faktiske devaluering
På godt 1,5 år er euroen blevet devalueret med ca. 25 procent over for bl.a. den amerikanske dollar. Denne faktiske devaluering har måske nok været til gavn for Europas konkurrenceevne, men det er vel ikke nødvendigt at opbygge regulære møntunioner blot for at devaluere?
Ved skæbnens ironi er indførelsen af den nye fælles valuta, der netop skulle sikre garantere en stabil prisudvikling, da blevet en medvirkende årsag til den inflation, som nu også bekymrer ECBs generaldirektør Wim Duisenberg.
Hvad skal vi med en sådan valuta?
Måske skulle vi i Danmark bevare kronen og fastholde den fastkurspolitik, som skiftende danske regeringer med så stort held har praktiseret i de sidste mange år?