Kynikere siger, at aftaler om begrænsning af våbenhandelen er dømt til fiasko. Men fortilfælde viser et glimt af håb
Afrika
Kort efter at Nigerias nuværende folkevalgte præsident, Olusegun Obasanjo, for 20 år frivilligt var trådt tilbage som leder af et militærstyre, deltog han i en nedrustningskonference, hvor flere af talerne var ivrige nedrustningstilhængere - som den svenske statsminister Olof Palme, USA's udenrigsminister Cyrus Vance og Georgij Arbatov, der var udenrigspolitisk rådgiver for Sovjetunionens præsident, Leonid Bresjnev.
Men Obasanjo stillede de mest uforbeholdne krav om begrænsninger i den internationale våbenhandel.
"De industrialiserede lande bør ikke uden videre gå ud fra, at deres politik med at give u-landene stort set alt, hvad de vil have af våben, er almindeligt accepteret i Den Tredje Verden," sagde han.
Han gik så vidt som til at sige, at militære styrker i udviklingslandene - med undtagelse af bevægelser, der kæmper mod avancerede hære som i apartheid-tidens Sydfrika - "bør nøjes med de våben, der kan fremstilles i deres egne lande".
Det blev betragtet som langt ude dengang, men Obasanjo - som jeg havde lejlighed til at tale med under et besøg i Nigeria for nylig - holder fast ved det samme standpunkt og ser med forfærdelse på de krige, der raser i Sierra Leone, Angola og Congo samt mellem Etiopien og Eritrea.
Obasanjos argumenter
Obasanjo siger lige ud, at disse krige ikke ville være så blodige, hvis ikke Afrika var blevet forsynet med våben i overflod - af både Øst og Vest i Den Kolde Krigs dage og i dag af både statsstøttede våbeneksportører og freelance-sælgere, der opererer uden risiko for indgriben fra deres regeringers side.
Han har også det vægtige argument, at Saddam Hussein aldrig ville have haft de nødvendige ressourcer til at invadere Kuwait og kæmpe mod den FN-koalition, som daværende præsident George Bush fik sat sammen, hvis han ikke havde købt avancerede moderne våben af konkurrencemindede stats- og regeringsledere som Ronald Reagan, Margaret Thatcher og François Mitterrand.
Blair vil ikke begrænse
Og netop nu ligger det britiske parlament i bitter strid med Tony Blair om netop våbenhandelen.
Fire parlamentsudvalg har enstemmigt kritiseret Blair for at svække en EU-resolu-tion om begrænsning af våbensalg til Afrika, som Storbritannien selv havde været med til at få vedtaget (efter at have udvandet en stærkere nordisk version).
På et tidspunkt havde Blair endda tilsidesat udenrigsminister Robin Cook, der ikke ville sælge Zimbabwe reservedele til de Hawk-kampfly, landet har sat ind i borgerkrigen i Congo.
Blair har i princippet indvilliget i at arbejde for en ny lov - det lovede han i en hvid-bog fra 1998. Men i praksis viger han tilbage, selv om han dermed undergraver Cooks tilsagn om at føre en 'etisk udenrigspolitik'. Cook og Byers hævder, at øget kontrol med våbensalget vil være populær hos vælgerne, som har set, hvor stor skade de nuværende lempelige regler kan anrette i skrøbelige dele af verden - f.eks. i Sierra Leone.
Våbenindustrien presser
Men presset i modsat retning er stort. Våbenindustrien er - som i mange andre store vestlige lande - en betydelig arbejdsgiver og en vigtig bidragyder til betalingsbalancen. De, der forsvarer Blairs politik, siger, at andre industrialiserede lande simpelthen vil udfylde hullet, hvis Storbritannien trækker sig ud.
Netop derfor er det afgørende, at Storbritannien støtter de beskedne forbedringer, som EU går ind for - i stedet for at undergrave dem som i tilfældet Zimbabwe.
Desuden kan Storbritannien med sit 'særlige forhold' til USA måske overtale Clinton til at tage bolden op. Hvis der er stemmer nok til det i Repræsentanternes Hus, vil det være et klart tegn på, at den offentlige opinion i USA går ind for strammere regler.
Kynikere siger, at aftaler om begrænsning af våbenhandelen er dømt til fiasko. Men allerede i Middelalderen var der blandt de kristne nationer en fælles forståelse for, at man ikke solgte våben til de 'vantro tyrkere'.
Mod slavehandel
I 1800-tallet underskrev de nationer i Europa, der ikke selv havde slaver, en aftale om at modarbejde den afrikanske slavehandel ved at forbyde overførsel af andre former for våben og ammunition end flintebøsser og krudt til det afrikanske kontinent.
Fra nyere tid kan nævnes en erklæring, som USA, Storbritannien og Frankrig i 1950 underskrev om at forhindre et våbenkapløb mellem de arabiske stater og Israel. Tragisk nok holdt den kun i fem år. Den smuldrede, fordi Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet indgik en større våbenhandel med Egypten, og fordi Frankrig - uden de to andre underskriveres viden - begyndte at eksportere vå-ben til Israel.
Bloddiamanthandel
Disse fortilfælde er måske ikke ligefrem opmuntrende, men de viser dog et glimt af håb. FN's Sikkerhedsråd har for nylig vist vilje til at gøre noget ved handelen med 'bloddiamanter', og en stramning af reglerne for våbenhandel kan betragtes som en naturlig opfølgning.
Alle de industrialiserede lande burde gå hånd i hånd i dette spørgsmål, sådan som de stort set har gjort, når det drejer sig om landminer. Men nogen må få bolden til at rulle.
*Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i internationale forhold.
Oversat af Birgit Ibsen.
