Lad Jerusalem blive administreret af neutrale uden-forstående i et årti eller to, mens israelere og palæstinensere lærer at få det bedst mulige ud af naboskabet
Evolution
LONDON - Hvis det forekommer umuligt at se, hvordan israelerne og palæstinenserne skal komme videre efter fiaskoen i Camp David, kan man hente en vis trøst i at tænke på, hvor langt de trods alt er kommet.
For mindre end ti år siden talte de overhovedet ikke sammen. Israelerne sagde, at de aldrig ville acceptere en selvstyrende palæstinensisk enhed, langt mindre en stat.
Der begyndte først at ske noget i foråret 1999 - kort før ministerpræsident Ehud Barak afløste den højreorienterede Benjamin Netanyahu, som modsatte sig den mindste indrømmelse. Dengang gik Yossi Beilin, en af Arbejderpartiets fremtrædende 'duer', og Michael Eitan fra oppositionspartiet Likud sammen om at udarbejde et uformelt forslag til en palæstinensisk stat.
De blev betragtet som stråmænd for Barak, og deres forslag blev opfattet som både dristigt og provokerende. Men det gik ud på, at Israel skulle bevare kontrollen med alle vandressourcer, hele Jerusalem og bosættelserne på Vestbredden - inklusive de omliggende 'naturlige vækstområder' - samt stå for sikkerheden langs floden Jordan.
Israel ville således stadig kontrollere 50-70 procent af Vestbredden og omkring 35 procent af Gazastriben. Spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage blev helt ignoreret.
Det Internationale Institut for Strategiske Studier i London skrev dengang i en kommentar, at en sådan palæstinensisk 'stat' ikke ville være stort andet end "et øhav af isolerede enklaver med ringe udsigt til at udvikle den interne kommunikation og de økonomiske strukturer, der skal til for at fungere som en rigtig, suveræn stat".
Set i det lys var det, der skete i Camp David, intet mindre end et mirakel. Ikke alene tilbød Barak palæstinenserne en rigtig stat be-stående af praktisk taget hele Vestbredden og Gaza - han fremlagde også et fornuftigt forslag til løsning af flygtningeproblemet.
Han brød også et stærkt israelsk tabu, da han gik med til at drøfte et forslag om palæstinensisk suverænitet over de arabiske områder i Jerusalem og de muslimske hellige steder.
Som vi ved, fandt Yasser Arafat ikke Baraks tilbud vidtrækkende nok. "Dén arabiske leder er ikke født, som vil opgive Jerusalem," skal han have sagt.
En 'særordning' eller selvstyre over de palæstinensiske kvarterer i den gamle bydel er ikke suverænitet, siger palæstinenserne. Men det var så langt, Barak var villig til at gå, selv om Østjerusalem i henhold til folkeretten er besat område.
Sandhedens time er inde
Efterhånden begynder det at stå klart, hvad der blev og ikke blev opnået i Camp David. Kan man tale om, at sandhedens time er inde?
Det afhænger af, hvor man sidder, og hvem man er. Nogle indflydelsesrige palæstinensere havde opfordret Arafat til at springe til. Og det er et stort spørgsmål, om Barak kunne have holdt sammen på regeringen længe nok til at holde sin del af aftalen, hvis Arafat havde sagt ja.
Knessets afvisning af Shimon Peres som præsident bekræfter, at Barak balancerer på en knivsæg.
Måske er moderate grupper blandt både israelere og palæstinensere stærke nok til at presse en aftale igennem, men man kan ikke se bort fra, at yderfløjene på begge sider er store og betydningsfulde nok til at ødelægge den.
Der er, for nu at sige det lige ud, ingen grund til at overveje en aftale om Jerusalem, hvis det betyder et nyt mord i Israel og revolution i Palæstina om et år eller to, når en ny generation, der er fast besluttet på at erklære den jødiske stat krig, kommer til magten.
Freden må være acceptabel for mindst 80 procent af den israelske og palæstinensiske opinion (samt et pænt flertal i den arabiske opinion i Mellemøsten og Nordafrika). Ved afslutningen på det britiske mandat over området tilhørte Jerusalem palæstinenserne. Først i 1948 erobrede Israel den vestlige del af byen, og først under Seksdageskrigen i 1967 indtog de den østlige del og annekterede den.
FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 242 fra november 1967 opfordrer Israel til at trække sig tilbage fra "besatte områder". Indtil der er rådet bod på denne historiske uret, vil ingen aftale få tilslutning hos noget, der nærmer sig 80 procent af den palæstinensiske opinion.
Sådan er virkeligheden simpelthen - en uholdbar situation kan ikke gøres acceptabel ved en ren og skær viljesakt fra politikeres side.
Det, der nu er brug for, er at vinde tid. Tid til at oprette en palæstinensisk stat (på omkring 90 procent af Vestbredden, sådan som Barak tilbød) og tid til, at israelere og palæstinensere kan vænne sig til at leve side om side.
Engang i en ikke alt for fjern fremtid kan man forestille sig et fælles marked med arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er der hårdt brug for, som enhver økonom med kendskab til forholdene kan bekræfte.
På det grundlag kan en fælles suverænitet over Jerusalems gamle bydel vokse frem. (Når man taler om hele Jerusalem, er det blot tom retorik. Byen er fire gange så stor, som den var i 1948).
I mellemtiden bør begge parter undgå konfrontation og gøre den gamle bydel til et eksempel på fredelig sameksistens. Lad den blive administreret af neutrale udenforstående i et årti eller to, mens de to befolkningsgrupper lærer at få det bedst mulige ud af naboskabet.
Er det ikke meningen med denne by, som er hellig for tre store religioner, at den skal være den jordiske prototype på det himmelske Jerusalem?
Jonathan Power er britisk journalist.
Oversat af Birgit Ibsen.
