Kronik

Hjernens natur

5. august 2000

Ligner den moderne teknik mennesket mere end vi selv ved? - Lørdagskronikken har fulgt fascinationen af teknikkens natur hos to forfattere fra hver af det 20. århundredes ender, Johannes V. Jensen og Merete Pryds Helle

Lørdagskronikken
Da Johannes V. Jensen i år 1900 var til verdensudstilling i Paris, blev han fascineret af 1800-tallets store teknologiske frembringelse, dampmaskinen. Den maskine, som var med til at sætte den moderne verden på skinner og skrue tempoet i kulturen en hel del opad. Det kan man læse om i Maskinerne, der er stykket sammen af Jensens begejstrede rapporter hjem til den avis, han var udsendt af. Den 27-årige forfatter havde ikke vor tids mere forbeholdne indstilling til teknikken. I sin begejstring kaldte han simpelthen verdensudstillingen for "det moderne Fremskridts Aarhundredesfest".
Alligevel har han haft blik for, hvordan storbylivet bliver forandret af teknikkens udbredelse, og hvordan forholdet til naturgrundlaget ændres. En tidlig morgen under opholdet i Paris vågner forfatteren og bemærker stilheden, imens han tænker på de endnu mennesketomme gader udenfor. Inden længe fylder stilheden ham med en,"ulidelig Skræk, en gruelig Mindelse om Ophør af al Ting", som han skriver. Derfor bliver det en livsbekræftende befrielse, da byen endelig kommer til live med al sin larm:
"Da gjorde enhver ringe virkelig Lyd mig varm af Tak. Og efterhaanden som Paris tog til at vaagne og støje, fik jeg Ro." Sjovt nok giver støjen udenfor ro til hans indre, men også mere end det:
"Ved det første Prust af Liv derude, jeg hørte, måtte jeg le højt."

Dette nye hektiske liv, som er synligt i byen, blev af mange opfattet som hæsligt, men den unge Jensen er begejstret, fordi han opfatter drivkraften, maskinerne, som en skøn forlængelse af menneskets vilje til at leve:
"Kraften i Hjærtets Muskler driver Blodstrømmen, men Dampstrømmens Kraft driver Stemplet i Cylinderen... saaledes er Kredsløbet fuldendt, Menneskets Livskraft, der før skød over Målet og ind i Himlen, vender tilbage gennem Maskinen."
Den menneskelige kraft, som maskinerne er udtryk for, ser Jensen som noget, der i konkret forstand breder sig rundt om kloden. Maskinerne driver lokomotiverne frem mellem byerne og sender store skibe rundt på havene. De driver fabrikkerne og producerer strøm til at oplyse byen med. Tilblivelsen af maskinerne opfattes som et forlig med naturen, hvor mennesket gennem beherskelsen af naturlovene har frigjort sig - men alligevel ikke løsrevet sig fra naturen.
I den indre by ser forfatteren, hvordan al ting er trængt koncentreret sammen i bykernen, og tekniske fremskridt har muliggjort, at alle menneskets fornødenheder er tilgængelige her. Men han bemærker også, hvordan "det er glemt, at de Fornødenheder, man telefonerer til Butikkerne efter, dem måtte man før søge korporligt i Skovene... kun Ønsket om fremdeles at faa det nemmere er ikke glemt" Byen har skabt en afstand til landet, hvor de naturlige fornødenheder findes. Så Jensen begiver sig på en vandring ud af byen, ud mod landet.
På vej gennem forstæderne, ser han alt affaldet, fattiglemmeanstalterne og kirkegårdene. Her ligger også fabrikkerne, hvor naturens råstoffer forarbejdes og sendes ind mod byens kerne. Dette fremkalder en forestilling om byens centrum som noget organisk:
"'Byen' er et Begreb, der har dannet sig i næsten hver Hovedstad; det er den indre Marv, de gamle døde Huse. Man kan sammenligne 'Byens' gamle Huse med Celler, der ikke længere lever direkte med men ophober Næringstoffer, magasinerer Kraft."

I byen har mennesker samlet sig, forarbejder naturens råstoffer og skaber en helt særlig form for bearbejdet natur - som vi også gerne kalder kultur. Bykulturens udvikling forstærkes af den teknik, der er til rådighed, og derfor trænger endnu en sammenligning sig på hos Jensen:
"Byen er selv trængt sammen som en Maskine." Byen ses således både som noget organisk, der findes i naturen, og her som noget maskinelt, der er opstået i menneskets kultur. Derfor kaldes maskinerne også "en omskabt, en frembragt, smeddet Natur".
Samtidig er denne nye "tekniske natur" med til at tilsløre forbindelsen til den oprindelige natur:
"Nu gaar de farlige Kræfter gennem alle Kobbertraade under Jorden og over Tagene. Alt hvad der sker skjult i en By, det sker nu, i Rør, i begravede Ledninger. Men alle Traade samles mod Maskinen, der stamper, der staar blind og sjælløs i sin Grube."
Johannes V. Jensen har forståeligt nok været fascineret af maskinen, men hans litteratur vidner også om en undren i større perspektiv: Hvordan mennesket som organisk væsen er vokset ud af en ufattelig lang naturhistorie og gennem kulturhistorien har arbejdet sig hen imod at frembringe maskiner. Maskiner, som på den ene side synes at øge afstanden til det naturlige ophav, mens det på den anden side er klart, at vi samtidig er dybt indviklede i natur og teknik.
Dette grundvilkår, som har været tydeligt for Jensen allerede dengang, er, som enhver kan se, stadig aktuelt. Man kunne derfor, som det er antydet hos Jensen, opfatte kulturens udvikling som en helt særlig form for natur.

Sådanne tanker møder man også i 90'erne hos en forfatter som Merete Pryds Helle. Hos Merete Pryds Helle finder man ikke den samme teknikbegejstring men i højere grad en undren over, hvordan mennesket kunne tænkes at være viklet sammen med naturen; og hvilke mere ubemærkede forbindelser der er mellem natur og kultur. Forfatterens seneste roman Men Jorden står til evig tid (1996) har opmærksomheden rettet mod virkeligheden som en række sammensatte fysiske, biologiske og teknologiske netværk, der griber ind i hinanden.
Der er hele afsnit, hvor man bliver vist rundt i, hvordan elementet vand vikler sig ind og ud af jorden, byer, huse og kroppe - fordamper og bliver til skyer, der regner ned på jorden igen. Vandet, som er grundlaget for liv, gennemtrænger hele tiden skellene mellem mennesket, kulturen og naturen. Vandet beskrives også som drivkraften i kraftværkernes produktion af strøm, som sendes rundt i byens komplekse elektroniske system, der gennem alle mulige kabler og ledninger netop ligger som et forbundet netværk. Et netværk, der i øvrigt er ved at blive globalt via nutidens computere.

I den menneskelige hjerne er der også et kompliceret netværk af elektronisk strøm, som kan siges at være i kontakt med den strøm, som byen er indhyllet i: "Der tændes og slukkes for elektriske kontakter. Det er et elektrisk kredsløb, et digitalt net, der spænder sig ud gennem telefonledninger, modemer, computerskærme, øjne. Elektronernes
kredsløb forsøger at koble sig sammen til en strøm af informa-
tioner, der downloades og granskes. Og lægges ind i smalle eller brede erindringsspor, hvor nervecellerne står og slår til og fra og danner et mønster. Nettet ligger hen over byen".
Byen sammenlignes også hos Merete Pryds Helle med en blanding af noget organisk og noget teknologisk, når hun videre skriver:
"Netværket er byens hornhinde, et lysende øje omgivet af væsker, af salt. Øjet er forbundet til hjernens elektriske strøm. En impuls farer af sted. De elektromagnetiske hvirvler er et nervebundt bag byens pupil."
Forestillinge om byen som en gigantisk forlængelse af den menneskelige organismes øje fortættes i dette litterære billede. Det handler om den samme organisme, der har frembragt byen, og som dybest set selv er frembragt af naturen, præcis som den meste teknologi er en form for forlængelse af de menneskelige sanser eller bevægelsesmuligheder.
En lignende tankegang fascinerer Merete Pryds Helle i essayet Først den ene vej og så den anden vej (1997). Forfatteren sidder og ammer sit barn og kan ikke lave andet end kigge på det store kort, som hænger på væggen og afbilder det nærmeste område. Faktisk har hun svært ved at få øjnene væk fra kortet, fordi det ligner noget bekendt, et andet slags kort, hun har set.
Som man ved, har et kort med dets fletværk af veje og byer et helt karakteristisk mønster, og et lignende mønster kan man støde på i de bøger, hun har læst om nyere hjerneforskning, hvor der er "et nærbillede af de neuroner, der fungerer som budbringere for vores tanker i hjernen." Derfor undrer hun sig over "dette forunderlige, at det menneskeskabte landskab, afbildet simpelt på et kort, ligner den inderste mekanisme i min hjerne."
En sådan sammenligning mellem kroppens indre og et kort over civilisationens udbredelse har Johannes V. Jensen også fundet nærliggende:
"Landenes Kort viser et filtret System af Togveje, der straaler ud fra Trafikcentrene og skyder lange Forgreninger og søger mod Kysterne; Togvejene ligger som et Blodkarnet over Verdensdelene." Det kan være svært at ignorere den slags påfaldende ligheder. De fortæller måske om nogle grundlæggende sammenhænge, som ellers er ret ubemærkede.
I hjernens forgrenede landskab, der, ifølge Pryds Helle, minder om det menneskeskabte landskab, foregår der en kemisk-mekanisk trafik af neuroner mellem forskellige knudepunkter ad større og mindre 'veje'. Og dette skaber, som vi jo alle ved, en tankevirksomhed, en bevidsthed.

Merete Pryds Helle går nu et skridt videre med den tanke, at trafikken, der finder sted på vejene mellem byerne, så måske også er brikker i en meget større 'mekanik', som skaber en gigantisk bevidsthed. At vores måde at organisere kulturen på i landskabet i virkeligheden er udtryk for, at vi udgør en art trafik i en enorm naturens eller universets hjerne.
Det er en temmelig dristig tanke. Det er, ifølge forfatteren selv, "spørgsmålet uden svar, og hvis der skulle vise sig at være et positivt svar på spørgsmålet om, hvorvidt der er en større bevidsthed, vil det måske være det spørgsmål, hele vores eksistens som en mælkevej langsomt drejer sig omkring."
Det vil jeg overlade til læseren at fundere nærmere over. Men hvis der virkelig er noget om, at det indre landskab i hovedet er formet i et mønster, som ligner det, vi skaber i det ydre landskab, så kunne man også, som Pryds Helle gør, betragte landskabets menneskeskabte organisation som en naturlig gentagelse af det grundlæggende mønster, som findes inderst i hjernen:
"...at den struktur, den organisationsform der findes inderst i vores hjerner, er så grundlæggende, så fundamental for vores måde at håndtere verden på, at vi, længe før vi havde en mikroskopisk mulighed for at betragte vores egen hjernes fineste detaljer, alligevel har kendt den så godt, at vi ikke kan lade være med at gentage den, når vi bygger et samfund op og indretter os i landskabet."
Man kan forestille sig, at vi i nogle sammenhænge, uden at skænke det mange tanker, folder et grundlæggende indre mønster ud i vores omverden, ligesom "vi gør nogle ting i livet, fordi vores krop er indrettet på en bestemt måde. Det gælder nok ikke kun hjernen, men også den måde, vores syn, hørelse, og måske også vores følelsesliv er organiseret."

Der er sikkert ikke tvivl om, at vi i et overordnet perspektiv gentager variationer af naturens former i kulturen, fordi vi selv i bund og grund er formet af naturen. Og måske er disse gentagelser så overordnede, at vi ikke selv kan overskue dem, selvom vi er nok så dygtige til at studere og manipulere med naturen.
Selv om vi ved meget om naturen, er der stadig forhold, vi ikke helt kan gennemskue, og derfor kan vi måske heller aldrig hæve os helt op over den. Det hænger nok sammen med de spørgsmål, som bl.a. disse to forfattere i hver sin ende af det forrige århundrede kredser om, nemlig hvordan vi er godt og grundigt viklet ind i natur og teknologi. Det er spørgsmål, som bliver ved at følge os, selvom vi udvikler nok så meget teknologi og kultur.
Det er heller ikke sikkert, at nogen litteratur overhovedet kan besvare sådanne spørgsmål, men den kan i hvert fald undre sig. Det kunne også tænkes, at vores sprog er naturens måde at komme til bevidsthed om sig selv på, som digteren Inger Christensen formulerer det - sådan cirka. Det kunne tænkes, at vi bl.a. er udstyret med sprog for, at naturen kan komme til orde gennem os med sine 'svar'. Man kan jo forestille sig så meget.

*Jakob Hansen er cand.phil i dansk litteratur, i redaktionen på Magasinet Sentura samt forfatter til bogen "Litterære verdensbilleder" - om forholdet mellem menneske og natur hos 90'er-forfatterne Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø (Museum Tusculanums Forlag 2000).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu