Kronik

Humanisten i det tomme rum

16. august 2000

Utopier retfærdiggør alt for let udryddelsen af alle dem, der hindrer tusindårsrigets komme. Men hvad skal kritik så funderes på? - Villy Sørensen, filosof og forfatter, har en idé

Tro & Filosofi
I Information har man sommeren igennem diskuteret Suzanne Brøggers essay, Håb, hvis centrale problematik er, at vi er trådt ud af "kritikkens tidsalder", og at det bl.a. skyldes utopiens død. Hun skriver: "Kritik af det bestående, af samfundsforholdene, er ikke længere ønskelig. Kritik betragtes ikke mere som et værdifuldt udtryk for engagement, eller en nødvendig forudsætning for demokrati. Tværtimod opfattes kritik snarere som et fortidigt levn fra en totalitær tid, en negativ ånd, der overhovedet ikke er brug for i verden (...)."
Måske er denne holdning, som Suzanne Brøgger kritiserer, ikke så ny endda, men når den er radikaliseret nu, skyldes det nok, at det ikke længere er så let at se bort fra den, fordi vi befinder os i en tid, hvor personligheden er under opløsning, og hvor demokratiet er godt i gang med at udvikle sig til en tom kulisse for magtudøvelse, og at kritikkens retning ikke længer er så entydig.
Men at forsvare kritikken i sig selv er netop at se bort fra dens retning, og det er - lige så vel som at være ligeglad - et udtryk for tilfældighedernes tyranni, og så bliver kritikken kun en totalitær, negativ ånd, der ikke er brug for. Menneskebilledet bag kritikken er det centrale.
At forbinde kritikken med utopien har vi fået en velbegrundet berøringsangst for. Utopien udvikler - har vor europæiske historie lært os - alt for let en tvedelingslogik, som dybest set er magtens væsensform. Den har trængt sig dybt ind i revolutionære bevægelser, hvor den retfærdiggør udryddelser af mennesker, som hindrer tusindårsrigets komme, hvad enten det nu er religiøst eller politisk. Og den legitimerer enhver konservatisme til at kræve underkastelse under autoriteterne.
Men trods disse tilsyneladende forbehold er jeg enig med Suzanne Brøgger i, at en debat er nødvendig. Vi lever i en tid, hvor alt synes lige gyldigt - måske endda ligegyldigt. Det moderne liv er uden entydige værdier. Men netop det giver os mulighed for at insistere på værdier og argumentere dybere og mere sammenhængende for dem. Værdierne behøver jo ikke at være værdiløse, fordi de ikke længere synes at have værdi for alle. I relation til et sådant perspektiv kan man lade sig inspirere af Villy Sørensens filosofiske essays.

Villy Sørensen erkender det splittede og det tilfældige i tiden, han erkender, at vi lever i et værditomrum; men samtidig er hans forfatterskab udtryk for en vished om, at der bag det splittede er en helhed og en mening med det hele. Og det er det "naturlige" bånd mellem den enkelte og samfundet, som han forfatterskabet igennem fortolker som det hele.
At fortolke det splittede bliver således grundlaget for at skabe det hele. For findes der ikke absolutte værdier, så er intet længere absolut, kun fortolkningen står tilbage. Og er der kun menneskelige fortolkninger og vurderinger tilbage, så er mennesket og dets samfund kommet i centrum, og menneskets skabende og fortolkende muligheder er blevet det centrale. For Villy Sørensen er der en ubrydelig sammenhæng mellem fortolkning og forandring.
Det moderne menneske står derfor i et eksistentielt dilemma. Det kan frasige sig ansvaret for at konfrontere sig med verden, frasige sig kritikken, blive en funktion af det samfundsliv, det lever, og spalte sin egentlige eksistens fra. Bliver mennesket kun en funktion af sit samfundsmæssige liv, kommer det ikke til at besidde en personlig sandhed, men en række upersonlige holdninger. Man opgiver at være et frit individ, hvorved man bliver prisgivet massesamfundets forgodtbefindende.
Men i det moderne menneskes eksistentielle dilemma ligger også en anden mulighed. For er der ikke længere absolutte værdier, kan den enkelte erkende, at han er sit eget ansvar. Det betyder, at man i ét og alt skal begynde med sig selv. Det er grundlæggende for Villy Sørensens humanisme, at den udelukkende kan blive til en realitet på baggrund af den enkeltes handlinger og holdninger, og at et humant samfund kun kan eksistere gennem de enkelte samfundsmedlemmers eksempel. Hermed bliver det humane samfunds grundlag de enkelte menneskers eksistentielle valg, og hermed bliver de enkelte som mange ikke til masse, men til medmennesker. Som Villy Sørensen så smukt udtrykker det: "Man kan kun forstå andres handlinger ud fra deres forudsætninger, men forstår man kun sine egne handlinger ud fra omstændighederne, har man opgivet sig selv." (Seneca. Humanisten ved Neros hof ).
Det er kernen i Villy Sørensens humanisme. Begynder man med sig selv, ændrer man også om-stændighederne, da omstændighederne intet andet er end menneskelige relationer. Således bliver mennesket på én og samme gang et socialt væsen og et moralsk væsen.
Dette menneskebillede bliver grundlaget for Villy Sørensens demokratisyn. Han vender sig mod den enten-eller-holdning, som er dominerende i den politiske tradition, der stiller krav udefra til den enkelte om at have den rigtige mening. Følgen heraf er autoritære politiske bevægelser, hvor den enkelte aldrig kan blive sig selv, men kun et hjul i et større maskineri.
Men han vender sig også mod kompromisets både-og, som han ser som udtryk for forenklingernes tyranni og angsten for at tage tvetydighederne på sig. Følgen er også her, at den enkelte aldrig helt kan være sig selv, og at demokratiet derfor bliver en tom kulisse for kynisk magtudøvelse.
For Villy Sørensen er det et hverken-eller. Han begrunder demokratiets værdi med, at det er den styreform, hvori mennesket bedst kan komme til sin ret. Det er ideen om det medmenneskelige, der er den moralske inspiration til demokratiet. For Villy Sørensen er demokratiet ikke kun en styreform, der kan forstås neutralt, men en livsform, der ikke kan rummes i en definition.
Og når demokratiet befinder sig i en krise, så er det grundlæggende problem heri, at man ikke først og fremmest er demokrat. Baggrunden herfor er netop, at man udelukkende opfatter demokratiet som en styreform. Det skaber grobund for den stærke machiavellisk tradition, der gennemsyrer realpolitikken i de demokratiske lande, hvor interesserne - ikke mindst økonomiske interesser og magtinteresser - er det primære, mens moralen er det sekundære.

Den moral, som politikerne ellers taler så meget om, bliver en samfundsmoral, der bruger ideen om en menneskemoral til i fordrejet form at styrke atomiserede magtinteresser. Magthavernes interesser kommer til at se ud, som om de var alles interesser; og det, der er godt for alle, er godt i sig selv.
Hermed træder det konkrete demokratis dilemma frem. Demokratiets historiske problematik udspringer af en magtkamp, og ikke mindst af en økonomisk magtkamp, fordi det har udviklet sig i samspil med den kapitalistiske udvikling, hvis frihedsbegreb er konkurrencefrihed, hvorved det har fortrængt ideen om broderskab. Derfor er interesseideerne de dominerende i det borgerlige demokrati. Man søger i højere grad sit eget end sig selv, og det bliver i højere grad privatmanden, der frigøres, end personligheden.
Det er en vigtig pointe hos Villy Sørensen, at hvis demokratiet kun er skabt i det ydre, gennem magtkamp og derfor domineret af privat interessetænkning, så opstår muligheden for, at mennesket føler sig forurettet. Og netop den forurettede er det menneske, der spalter sig selv fra, det menneske, der ikke er en selvstændig personlighed, men en del af en uselv-stændig masse, og som derfor ikke kan holde styr på sig selv.
Med nazismen i erindring (i dag kan mere aktuelle eksempler dukke frem i bevidstheden, og det gør Suzanne Brøggers overvejelser relevante) skriver Villy Sørensen: "Hvem kan fratage folket dets folkestyre - andre end folk der ikke kan holde styr på sig selv og som ikke vil være selvstændige enkeltpersoner, men en uselvstændig masse. (...) den selvafvigelse, som folket led under og reagerede imod og ud fra, da det var forfordelt, kan ganske normalt ytre sig som de normales, de sundes, de stærkes, modsætningsforhold til de afvigende, som massens modsætningsforhold til de enkelte, som de enkeltes angst for de enkelte, de selv skulle være." (Hverken -eller).
Demokratiet er således et krav til det enkelte menneske om at udvikle sin personlighed, og denne udvikling af personligheden er en nødvendighed for demokratiet. Demokratiet eksisterer dybest set kun, når mennesket ikke af angst for friheden søger massen, når det ikke sætter materielle værdier i stedet for menneskelige, når det ikke af angst for broderskabet søger sit eget, når det ikke søger misundelse og forurettelse frem for sig selv.
Hvis dette ikke er tilfældet står demokratiet tilbage som en tom kulisse, der kan opløse sig selv med demokratiske midler.
Villy Sørensen insisterer på en humanisme, og han insisterer på, at denne humanisme er mulig, ja det eneste "naturlige". Humanisme betyder for Villy Sørensen, at mennesket kan forvandle sig og blive helt sig selv i mødet med medmennesket; men det forudsætter, at den enkelte vil møde medmennesket, og at han vil frigøre sig fra omstændighederne, fra de bindinger og de konventioner, der forhindrer ham i at blive sig selv. Det er den enkeltes vovestykke og moralske opgave.
Ved at insistere på dette humanistiske menneskebillede skaber Villy Sørensen et nyt forhold til kritikken og til utopien.

Kritikken er ikke et påbud, ikke et moralsk krav udefra, og det kritikken retter sig imod er ikke bundet til en ydre moral. Det betyder ikke, at alt er ligegyldigt, at al kritik er lige god. For når udgangspunktet er, at man skal stræbe mod at blive sig selv, så er viljens frihed bundet op af den nødvendighed, som det er at frigøre sig fra omstændighederne. Og det betyder, at den enkelte skal stræbe mod at frigøre sig for de vrangforestillinger og ydre hindringer, der forhindrer én i både at være sig selv og at være medmenneskelig.
Det er en vigtig pointe hos Villy Sørensen, at disse vrangforestillinger ikke hører mennesket til, men at mennesket socialiseres til dem. Den moralske opgave bliver at hævde sig selv på trods af om-stændighederne og ikke at undskylde sig selv med omstændighederne. Frem for at hævde sin ret og at hævde sig selv, skal den enkelte hævde sin ret til sig selv.
På denne måde bliver utopien heller ikke et krav udefra om ét samfund, der ikke er, men det autentiske møde med medmennesket, hvori den enkelte helt bliver sig selv.
For Villy Sørensen eksisterer muligheden for den enkelte - den er det mest naturlige - til aktivt at tilegne sig sig selv, og denne proces åbner for udviklingen af en selvbevidsthed, som i sig rummer accepten af medmennesket.
Heri ligger kritikkens og forandringens grundlag. For i denne ide ligger en humanisme, som ikke er knyttet til en bestemt historisk epoke eller en bestemt social klasse - f.eks. den borgerlige individualisme - men som modsiger enhver historisk epoke, fordi den er udtryk for en "indignation over krænkelsen af menneskets værdighed der giver sig udslag i den erkendelse: at mennesket har værdi i sig selv", som Villy Sørensen skriver i Seneca. Humanisten ved Neros hof.

Carl Steen Pedersen er mag.art. i nordisk litteratur og udgav den 10. august bogen Midtens vovestykke, om Villy Sørensens essayistiske forfatterskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu