Kronik

Hykleri og homofobi

12. august 2000

I dag marcherer bøsser og lesbiske igen. Striden for lige rettigheder, mod Folketingets politiske hykleri, har været lang. Og så mangler vi endda stadig bl.a. befrugtning af lesbiske og i fremtiden særlige plejehjem for homoseksuelle

Lørdagskronikken
Den homoseksuelle ligestillingsproces begyndtefor alvor at tage fart i 1976. Efter en ophedet debat i Folketinget vedtog politikerne et forslag fra SF om at nedsætte den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold. Dermed blev den seksuelle lavalder 15 år for alle, hvad enten der var tale om et heteroseksuelt eller et homoseksuelt forhold.
I midten af firserne besluttede politikerne at nedsætte en kommission til at belyse bøsser og lesbiskes forhold i samfundet. Senere blev homoseksuelle parforhold ligestillet med ægteskaber i arvemæssig henseende. Antidiskriminationslovgivningen blev udvidet til også at omfatte seksuel orientering. Og endelig gjorde politikerne i 1989 Danmark til foregangsland ved at indføre det registrerede partnerskab.
I de senere år har homoseksuelle familiemønstre været på dagsordenen i Folketinget. Registrerede partnere har fået lov til at adoptere hinandens børn. Til gengæld har Folketinget forbudt læger at hjælpe lesbiske kvinder med at blive kunstigt befrugtet.
Bortset fra forbudet mod kunstig befrugtning af lesbiske har alle de øvrige lovændringer peget i retning af en øget ligestilling for homoseksuelle. Der har imidlertid ikke været politisk enighed om denne udvikling. Dette fremgår tydeligt af afstemningsopgørelserne og af udskrifterne fra debatterne i folketingssalen.
De politiske initiativtagere til reformerne har været at finde på venstrefløjen og i midten af det politiske spektrum. I forskellige konstellationer har Socialdemokratiet, SF, de Radikale og VS sat forslagene på Folketingets dagsorden og kæmpet for at få dem gennemført.
Modstanderne af ligestillingsprocessen har først og fremmest været at finde i den borgerlige lejr, dog som nævnt helt bortset fra de radikale. Men heller ikke Fremskridtspartiet og CD kan entydigt betegnes som negative i forhold til ligestillingsprocessen.

Partiet Venstre - Danmarks Liberale Parti - har til gengæld ikke været særligt liberale, når det gjaldt homoseksuelles rettigheder. Ganske vist har partiets ordførere stort set hver gang, at emnet har været til debat, taget afstand fra diskrimination og bedyret, at Venstre ikke har noget imod bøsser og lesbiske. Alligevel er hensynet til homoseksuelles ligestilling hver gang kommet i anden række i forhold til f.eks. juridisk-tekniske og etiske betænkeligheder.
I 1976 mente Venstre, at de unge skulle beskyttes imod skadelige virkninger af homoseksuelle forhold. I dag er det de ufødte børn, der skal beskyttes mod at blive undfanget i kroppen af en lesbisk mor.
Retfærdighedsvis skal det tilføjes, at der i flere tilfælde har været en lille del af Venstres folketingsmedlemmer, der er gået imod partilinjen. Fakta er imidlertid, at størstedelen af Venstres folketingsmedlemmer har stemt imod eller undladt at stemme ved ethvert forsøg på at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.
Partiformand Anders Fogh Rasmussen er kendt for at betegne sig selv og sit parti som liberalt. Men når alt kommer til stykket så handler Anders Fogh Rasmussens liberalisme vel mere om økonomi end om menneskerettigheder.

Venstre er dog langt fra det af Folketingets partier med de mest negative holdninger overfor bøsser og lesbiske. Her er det Kristeligt Folkeparti, der har den sorte førertrøje på.
Ingen af Kristeligt Folkepartis folketingsmedlemmer har på noget tidspunkt stemt for et lovforslag til gavn for ligestillingen af homoseksuelle. Tværtimod har partiets ordførere tordnet imod enhver lovmæssig forbedring af bøsser og lesbiskes levevilkår.
Så sent som i 1989 gav partiets daværende ordfører, Inger Stilling Pedersen, udtryk for, at partiet ønskede at fastholde en tabuisering af homoseksualitet. Fra Folketingets talerstol tog hun forarget afstand fra, at eleverne på en række folkeskoler havde fået besøg af unge bøsser og lesbiske, der fortalte om deres erfaringer med at leve som homoseksuelle.
Kristeligt Folkeparti anså indførelsen af det registrerede partnerskab som en katastrofe, og partiet forsøgte forgæves at få spørgsmålet sendt ud til en folkeafstemning. De kristelige havde også i 1976 krævet en folkeafstemning om nedsættelsen af den seksuelle lavalder.
At Kristeligt Folkeparti foreslår at gøre en minoritetsgruppe til midtpunkt i en folkeafstemning, viser vel bedre end noget andet partiets grundlæggende foragt for bøsser og lesbiske.
Når partierne på den yderste højrefløj har foreslået at afholde folkeafstemning om udlændingepolitikken, så har mange af de øvrige partier taget afstand. De kristelige har næppe heller støttet op om den fremmedfjendtlige attitude, der ligger bag dette forslag. Alligevel finder Kristeligt Folkeparti det helt i orden at kaste bøsser og lesbiske for løverne i folkeafstemningens arena.
Spørgsmålet er, om de øvrige partier har fundet grund til at væmmes over Kristeligt Folkepartis homofobiske forslag og holdningstilkendegivelser. Åbenbart ikke så meget at det gør noget.
Få år efter at Kristeligt Folkeparti krævede folkeafstemning om det registrerede partnerskab, indgik Socialdemokratiet, de Radikale og CD i regeringssamarbejde med de kristelige.
I dag er disse tre partier blandt de største kritikere af Pia Kjærs-gaards udmeldinger i forhold til udlændinge. Dansk Folkeparti bliver betragtet som et ikke-stuerent parti. Kristeligt Folkeparti var der imidlertid ikke noget i vejen med ved regeringsdannelsen i 1993.
Skal dette ses som et udtryk for hykleri og opportunisme - eller anser politikerne fra de pågældende partier homofobi for at være mindre afskyeligt end racisme?

Selv om Kristeligt Folkeparti har ydet en hård kamp imod ligestillingsprocessen, er det lykkedes et par fremskridtsfolk at overtrumfe de kristeliges homofobiske udmeldinger.
På Fremskridtspartiets reaktionære fløj er det særligt Kresten Poulsgaard, der har gjort sig bemærket med en række dybt nedsættende bemærkninger om bøsser og lesbiske. Fra Folketingets talerstol har han sammenlignet homoseksualitet med incest - eller blodskam, som han kalder det.
Også andre fremskridtsfolk har fremsat bizarre udtalelser: I 1989 lagde partiets ordfører, Jane Oksen, ikke skjul på, at hun frygtede, at partnerskabsordningen ville medføre øget indvandring af promiskuøse og AIDS-befængte bøsser. Hun havde svært ved at forstå den øgede opmærksomhed omkring homoseksualitet, for hun mente selv, at størstedelen af landets bøsser og lesbiske i virkeligheden helst ville leve i skjul med deres problemer, som hun valgte at kalde det.
Fremskridtspartiet har dog også været repræsenteret af en række liberalt tænkende folketingsmedlemmer, der både på Folketingets talerstol og i flere af afstemningerne har støttet reformforslagene. Særligt Kim og Tom Behnke samt Kirsten Jacobsen har markeret sig som frisindede i forhold til bøsser og lesbiske og homoseksuelle familiemønstre.
Fremskridtspartiet er i dag blot en skygge af sig selv, og Behnke-brødrene og Kirsten Jacobsen har forladt den synkende skude. Hvor resterne af Fremskridtspartiet står i forhold til bøsser og lesbiske er svært at vide.

På den yderste højrefløj har Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti overtaget pladsen. Pia og hendes væbnere har dog ikke overtaget ideerne fra Fremskridtspartiets liberale fløj. I homo-politiske spørgsmål har Dansk Folkeparti i stedet for markeret sig i en snusfornuftig konservativ retning. Pia & Co. kan godt acceptere det registrerede partnerskab, men når homoseksuelle vil til at sætte børn i verden, så er grænsen nået. I Dansk Folkeparti hedder familiepolitikken far, mor og børn. Så nytter det ikke noget, at udenlandske eksperter har påvist, at børn, der vokser op i et homoseksuelt familiemønster, generelt er mindst lige så velfungerende som børn, der er vokset op i en traditionel heteroseksuel kernefamilie.

En tilsvarende ærlighed har ikke karakteriseret Det Konservative Folkeparti. De konservative politikere har haft svært ved at skjule deres hykleriske indstilling til reformerne.
Således afviste partiet at støtte reformerne i 1986 og 1987 under henvisning til, at man burde afvente betænkningen fra homo-kommissionen. Men da det alternative flertal i 1984 havde stillet krav om nedsættelsen af homo-kommissionen, udtalte den daværende konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen, at kommissionsnedsættelsen ikke burde blokere for en løbende forbedring af de homoseksuelles retlige vilkår.
Den selvsamme justitsminister og hans konservative partifæller ville imidlertid hverken støtte en ligestilling på arveområdet eller en udvidelse af antidiskriminationslovgivningen. Og da slet ikke det registrerede partnerskab.
I stedet for at indføre en partnerskabsordning anbefalede Ninn-Hansen at løse de homoseksuelles retlige problemer på enkeltområder. I den forbindelse henviste både han og de konservative ordførere til de foregående års reformer - på trods af at de konservative havde været imod de pågældende lovændringer.
Debatniveauet slog alle bundrekorder, da Grethe Fenger Møller truede med, at det registrerede partnerskab ville medføre en tre-dobling af antallet af parmæssige familiesammenføringer. Tredoblingen nåede hun frem til gennem følgende regnestykke: Heteroseksuelle proformaægteskaber + registreret proformapartnerskab mellem bøsser + registreret proformapartnerskab mellem lesbiske. Så lavt nåede det konservative argumentationsniveau.

CD indtog tidligere en noget fodslæbende holdning til de homo-politiske spørgsmål. I firkløverregeringen havde partiet lagt sig tæt op af regeringspartnerne og bakkede op om regeringens officielle linje, der som allerede nævnt var negativ.
Efter at CD i 1988 var blevet smidt ud af regeringen, fik partiet bedre mulighed for at indtage en mere selvstændig profil. I forhold til det registrerede partnerskab var partiets stillingtagen imidlertid en farce. Først ved den endelige afstemning blev det klart, hvilke CD'ere der var for, og hvilke der var imod. Modstanderne af partnerskabsordningen forsikrede om, at de ikke ønskede at diskriminere bøsser og lesbiske.
Omvendt lagde tilhængerne vægt på, at lovforslaget ikke indeholdt adoptionsret, ret til kirkelig vielse eller mulighed for at udlændinge kunne indgå registreret partnerskab i Danmark. "Det gør, at vi ikke bliver et eller andet Las Vegas, hvor man rejser hen og laver en hel masse forskelligt", udtalte Peter Duetoft.
Ville det virkelig være så frygtelig en tanke, at et bøssepar fra San Francisco rejste hertil for at lade sig registrere? Vi tager jo normalt pænt imod de japanere, der rejser til Danmark for at lade sig vie.
Med Yvonne Herløv Andersens indtog på Christiansborg har CD trådt ind på en mere homo-venlig linje. Den lesbiske politiker har dog ikke formået at overbevise alle de øvrige CD'ere om, at lesbiske kan være lige så gode mødre som enhver anden kvinde. Når forbudet mod kunstig befrugtning har været til behandling i folketingssalen har omtrent halvdelen af CD's folketingsgruppe støttet forbudet. Omvendt bør det tilføjes, at hele CD bakkede op om Yvonne Herløv Andersens forslag om, at registrerede partnere skal kunne adoptere hinandens børn.

Det eneste borgerlige parti, der har ført en generelt positiv linje i forhold til homoseksuelles retlige ligestilling, er Det Radikale Venstre. I flere tilfælde har partiet været initiativtager til reformer, og de Radikale var således først ude med et forslag om en partnerskabsordning i stil med ægteskabslovgivningen.
Dog måtte de radikale ministre i Schlüter-regeringen opgive at støtte det registrerede partnerskab, hvilket udmøntede sig ved, at de fleste af de radikale ministre valgte at udeblive fra den endelige afstemning om partnerskabsordningen, som til gengæld fik støtte fra den radikale folketingsgruppe.
Også Socialdemokratiet og venstrefløjens partier har været positive overfor ligestillingsprocessen, selv om der i både SF og Socialdemokratiet er en del folketingsmedlemmer, der ikke kan acceptere at give lesbiske adgang til kunstig befrugtning.

Spørgsmålet er så, om partiernes stilling til homo-relaterede spørgsmål overhovedet har nogen relevans i år 2000?
En del Christiansborgpolitikere tror måske, at homo-politik blot er et spørgsmål om, hvorvidt man skal acceptere homoseksuelle som forældre, eller om lovgiverne skal forsøge at forhindre, at ufødte børn bliver født ind i et anderledes familiemønster.
Homoseksuelles livsvilkår drejer sig imidlertid ikke kun om retten til at opfostre børn. For teenageren drejer det sig om retten til frit at udvikle sin seksuelle identitet uden at skulle frygte reaktionerne fra familie og venner. For den voksne homoseksuelle drejer det sig om retten til at leve åbent med sin livsstil, hvad enten den pågældende lever i et homoseksuelt parforhold, som single eller under mere alternative rammer.
Ved at se på partiernes stemmeafgivning i de homo-relevante spørgsmål er det muligt at få et indtryk af, hvilke partier der vil støtte udviklingen hen imod et samfund, hvor det at være homoseksuel ikke bliver betragtet som et problem, men som en del af livets mangfoldighed.
*Hvilke politikere vil støtte en ordentlig og jævnbyrdig seksualundervisning i Folkeskolen?
*Hvilke politikere vil indrette skattesystemet, så det ikke diskriminerer folk, der ikke lever i et traditionelt parforhold?
*Hvilke politikere vil gøre det muligt for lesbiske at sætte børn i verden uden at risikere at udsætte sig selv og det kommende barn for hiv-smitte?
*Hvilke politikere vil indrette plejesektoren, så ældre homoseksuelle får mulighed for at bo på samme plejehjem som ligesindede?
Ikke meget tyder på, at partierne på højrefløjen vil kæmpe for, at det en gang i fremtiden bliver muligt for alle bøsser og lesbiske at udfolde sig på lige fod med enhver anden borger i vores land.

*Thomas René Kristensen er specialestuderende på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

*I dag (lørdag den 12. august) finder den årligt tilbagevendende Mermaid Pride sted i København. Paraden løber fra Landbohøjskolen på Frederiksberg frem til Christiansborg Slotsplads. Bøsser, lesbiske, transseksuelle m.fl. benytter lejligheden til en kombineret fest og demonstration.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu