Kronik

Kampen om sjælene

7. august 2000

"Vi må lade os høre over hele verden gennem en storslået sandhedskampagne," sagde præsident Harry Truman i 1950. Og sådan blev også kulturlivet skueplads for Den kolde krig

Historisk set
USA sejrede så totalt i den kolde krig, at der stort set ikke stilles spørgsmål til det system, der frembragte sejren eller til de metoder, der bidrog til sejren. Det fremgår tydeligt af den debat, der føres om fortiden.
Mange deltagere er i den grad beruset af sejrens sødme, at de end ikke overvejer om de midler, der blev taget i anvendelse af De Gode, nu også er forenelige med de idealer, kampen blev ført for: Vi havde ret dengang, har det stadig og vil vedblivende have ret. Den manglende lyst til at stille spørgsmål til egen ufejlbarlighed er det bedste bevis på at USA med CIA og dets mylder af dækorganisationer 'vandt Tredje Verdenskrig uden at skulle udkæmpe den.'

Under og lige efter krigen begyndte i ledende amerikanske kredse overvejelserne om hvorledes man skulle vinde kampen om sjælene i Verden. Man frygtede den sovjetiske indflydelse på intellektuelle og arbejdere. Sovjetunionen - eller rettere forestillingerne om Sovjetunionen - havde siden revolutionen haft en vis tiltrækning i disse kredse.
Truslen blev imødegået på de områder, hvor man mente at se den. Hvis der blev afholdt en fredskonference eller startet en fredsbevægelse, etablerede den amerikanske efterretningstjeneste en parallel organisation, der skulle fremme de amerikanske synspunkter. Hvor de 'kommunistiske' organisationer talte om fred, talte de amerikanske om frihed.
Som Frances Stonor Saunders skriver i sin bog The Cultural Cold War, at hvis en organisation i sin formålsparagraf benyttede sig af ordene 'frihed' og 'privat', kunne man næsten gå ud fra, at CIA stod bag.
Præsident Harry Truman sagde i 1950: "Vi må lade os høre over hele verden gennem en storslået sandhedskampagne. Denne opgave er ikke adskilt eller forskellig fra andre elementer i vores udenrigspolitik." Såsom Truman-doktrin og Marshallplan. Arbejdet blev senere bakket op af et direktiv til det nationale sikkerhedsråd, der talte om nødvendigheden af at demonstrere frihedsideens overlegenhed, hvilket førte til en mangedobling af beløbet til psykologisk krigsførelse.
En efterretningsmand havde i august 1945 forudset, at opkomsten af a-våben betød, at Stalin ville gå over til at føre sin kamp med 'fredelige' midler. Man skulle derfor ikke mere føre krig, men føre fred. Under USA's Nationale Sikkerhedsråd stod kontoret for politik-koordinering for allehånde operationer til påvirkning af mennesker og regeringer. Dets opgaver skulle gennemføres så regeringen plausibelt kunne nægte sin rolle.
I denne kamp skulle kulturen i bred forstand være det operationelle våben. Derfor postede amerikanerne allerede de første år efter krigen masser af penge i kultur fremstød i Tyskland og tog kontrollen med atten tyske symfoniorkestre og balletkompagnier. Senere blev Metropolitan Operaen sendt til Europa for at vise den amerikanske 'melting pot' i funk-
tion: Man kunne fint arbejde sammen uden hensyntagen til race, farve eller tro. Læren der skulle drages heraf var, at hvis amerikanerne kan, så kan europæerne også se, at en eller anden form for europæisk føderation er mulig.
Den amerikanske militærregerings kontor - OMGUS - udarbejdede vejledninger i hvorledes man kunne hjælpe med til at tyskerne og europæerne kunne drage den rette moralske lære af begivenhederne. Her blev fremhævet teaterstykker og bøger, der kunne hjælpe med til at forstå lektioner som 'Frihed og demokrati', 'Troens magt' m.fl.
De mænd, der kom til at lede denne kulturkamp var mænd med følelsen af at være på en mission: De ville frelse den vestlige frihed fra det kommunistiske mørke - disse mandariner fra USA's mest magtfulde familier og institutioner var de af skæbnen udvalgte.

Sandhedskampagnen havde til hensigt at fremme USA's politik og interesser internationalt. Dette mål ville man nå gennem at få fat i den intellektuelle offentlighed - ikke mindst den venstreorienterede del, man frygtede var i størst fare for at falde for skjult, sovjetisk propaganda. Derfor støttede man udgivelsen af bøger af tidligere kommunister, der ville fortælle om deres ungdommelige begejstring for Sovjet og om hvorledes de var blevet skuffet af stalinismen. Et direkte udtryk for denne CIA's interesse for the Non-Communist Left var antologien The God That Failed med bidrag fra blandt andre Ar-thur Koestler, Ignazio Silone og André Gide.

Et barn af korstoget var ver-densorganisationen Kongressen for Kulturel Frihed, der havde kontorer over det meste af verden, herunder Danmark, hvor den kaldtes Selskabet for kulturel frihed, hvis formand fra 1960 var Informations Jørgen Schleimann.
Organisationen var et modtræk til en Verdensfredskongres, der afholdtes i 1949, og skulle forhindre, at uskyldige mennesker blev lokket til at støtte denne Moskvas fredsbevægelse, hvad mange kendte kulturpersonligheder allerede havde gjort.
Kongressen blev etableret under CIA-kodenavnet QKOPERA. Den blev stramt centralistisk opbygget efter Komintern-forbillede med generalsekretær og andre imponerende titler.
Der blev ydet støtte til enkeltpersoner og blade, der ville tale mod uønskede - f.eks. neutralistiske - synspunkter. Og Kongressen udgav selv masser af blade. I Frankrig var det bladet Preuve, der skulle konkurrere med Sartres blad Le Temps Moderne - Sartre var i den grad hadefigur nummer et. Store dele af verden blev dækket af disse blade - i Latinamerika Cuadernos, i Wien Forum og Tyskland Der Monat og i Japan og i Indien og...
CIA havde ingen problemer med at få patriotiske pengemænd til at yde støtte eller kanalisere penge videre. Som en agent senere udtrykte det: "Selvfølgelig, når man er i krig må man kæmpe hårdt - og de øverste klasser kæmpede hårdest. De havde mest at tabe."

Flagskibet var tidsskriftet The Encounter, der udkom fra 1953 til 1990. Hertil leverede mange kendte ikke-kommunistiske skribenter bidrag - Isiah Berlin, Irwing Howe, J.L. Borges, Bertrand Russell og mange flere.
Magasinet opstod som følge af overvejelser i de amerikanske og engelske efterretningstjenester, hvor man savnede et slagkraftigt antikommunistisk indslag i magasinverdenen.
Det første nummer rummede bidrag af bl.a. Virginia Woolf og Christopher Isherwood, mens bidrag af Arthur Koestler og Ray-mond Aron blev droppet på grund af den militante antikommunisme, deres bidrag gav ud tryk for. Det må have været slemt, for Leslie
Fiedler fik bragt et stykke om Rosenbergerne (netop henrettet for sovjet-spionage), som fradømte ægteparret enhver form for menneskelighed.
USA-kritik nød dog ikke fremme. De reelle udgivere fik fortryk af artiklerne og lod redaktørerne forstå, at kontroversielle artikler kunne bringe de finansielle kilder i fare. Mandarinerne var også opmærksom på de levede billeders betydning. Der blev holdt møder mellem Præsidentens specielle Rådgiver vedrørende Psykologisk Krigsførelse og filmfolk. Cecil B. DeMille forsikrede, at han blot skulle have at vide, hvilket problem, der knyttede sig til et land eller et område - så skulle han nok finde en måde at behandle det på i film. Der blev sågar lavet aftaler om at placere 'velklædte negre' i filmene for at tilbagevise kommunistiske påstande om racedis-kriminering.

Kongressen skulle være et brohoved i Europa, hvor de kommunistiske ideers fremmarch kunne standses.
Det samme formål havde de øvrige initiativer i den kulturelle kolde krig. Operationen var henvendt til de intellektuelle - folk der kunne påvirke beslutningstagerne. Der skulle skaffes 'uafhængig' støtte til den amerikanske udenrigspolitik, som havde til formål at skaffe et forenet Europa.
Deltagerne måtte gerne være uvidende om, hvem, der reelt stod bag og betalte gilderne, foreningerne og tidsskrifterne, hvor de kunne udtrykke de holdninger USA ønskede fremmet og som overordnet ville fremme USA's udenrigspolitiske mål.
Også Europabevægelsen var et instrument i CIA's orkester. Den var en paraplyorganisation, hvis aktiviteter styrede mod politisk, militær, økonomisk og kulturel integration - den havde nok europæiske ledere, men blev nøje overvåget af amerikansk efterretningstjeneste og overvejende finansieret gennem CIA's dækorganisation American Committee for a United Europe.

En så omfattende operation med så talrige pengestrømme og så mange involverede kunne ikke i længden holdes hemmelig. Og CIA havde da også diskuteret hvad der egentlig ville ske, "hvis nogen tager bagklædningen af og begynder at undersøge, hvor alle de ledninger går hen?"
I midten af 60'erne kom det da også til flere afsløringer, men det standsede ikke pengestrømmen (og den dertil knyttede politiske indflydelse), blot var man nødt til at raffinere metoderne.

Hvad var så resultatet af denne messianske kamp for friheden? Hvis man mener, at metoderne helliger midlerne og ser Murens fald som et bevis på, at Det Gode havde ret, så må man også tage Vietnamkrig, interventioner og gode diktaturer m.m. på sin kappe eller i hvert fald acceptere dem som nødvendige for at bevare friheden.
Mange af Vestens intellektuelle havde tjent magtstrukturen i Washington og nogle af dem opdagede, at de ikke kunne undslippe den fælde, deres overbevisning havde sat dem i. Derfor måtte de se Vietnamkrigen som noget logisk og retfærdigt. Andre derimod sprang fra ved Vietnam, der således var med til at splitte bevægelsen.
Man kan med Saunders sige, at den demokratiske proces som vestlige intellektuelle koldkrigere strømmede til for at legitimere, blev undermineret af dens egen mangel på oprigtighed.

I 1962 skrev kritikeren Harold Rosenberg, at Vesten ønsker frihed i et omfang, hvor frihed er kompatibel med privat ejendomsret og profit og at Sovjet ønsker socialisme i et omfang, hvor socialisme er kompatibel med sovjetbureaukratiets diktatur.
I dag har vi ikke nogen 'socialisme', men stadig fri markedsøkonomi, uden nogen til at tale imod den. Det synes jeg godt lige man kunne tænke over, medens man fører sandhedskampagne under nye betingelser.

Steen Sohn er cand.phil. i historie.

*"Det er lettere at dominere nogen, hvis de ikke er klar over, at de bliver domineret."
Ignacio Ramonet, Le Monde Diplomatique, Maj 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu