Læsetid: 4 min.

Lad tusind sprog blomstre

Debat
11. august 2000

Eksistensen af mange sprog er en rigdom, som vi ikke må sætte over styr

Begrænsninger i sproget er begrænsninger i livet. Denne læresætning er for mig en levende realitet - på godt og ondt. Er jeg et offer eller et vellykket produkt af sproglig mangfoldighed?
Jeg er ikke sikker. Men jeg fik lejlighed til at reflektere over det under en dialog om emnet på festivalen Images of the World.
Sproget kommer - ligesom livet - før alle stater og forfatninger. Det er derfor en præ-konstitutionel rettighed. Efter blod og jord er sproget det vigtigste grundlag for identitet og livets opretholdelse. Det udvikler sig gennem et menneskes liv, formet af sociale forhold, styrket af følelsesmæssige og kulturelle bånd og motiveret af økonomisk stræben og materielle ambitioner.

Hundredvis af sprog
Indien har adskillige hundrede sprog og dialekter. Jeg er født i delstaten Kerala tæt ved grænsen til Tamil Nadu. Mit modermål var en tamilsk dialekt, som tales i Kerala og er forskellig fra den klassiske version.
Efter at jeg havde gået i en malayam-sproget landsbyskole nogle måneder, flyttede vi til Bombay i staten Maharashtra, hvis sprog er marathi. Hindi og engelsk er officielle sprog i Indien, men delstaternene har flere forskellige nationale sprog.
Jeg begyndte i en marathi-sproget skole og fortsatte senere i en engelsk-sproget, som blev drevet af irske missionærer. Hindi var andetsprog fra 2. klasse, marathi tredjesprog fra 3. kalsse og sanskrit - som alternativ til fransk eller latin - fjerdesprog fra 8. klasse.
På den tid blev 'sydindere' som jeg betragtet som et dominerende mindretal af maharashtrierne, der var mere tilbagestående og ikke så mobile i social, uddannelsesmæssig og økonomisk henseende.
Kun sjældent hørte man maharashtrier tale marathi på en arbejdsplads, hvor sydindere konverserede utvungent på engelsk eller endda brugte deres eget sprog. Det var udtryk for en social orden, der gav anledning til anti-sydindiske protester.

Engelske mangler
Hele min uddannelse foregik på engelsk. Det er også det sprog, jeg skriver på, selv om det er sket, at jeg har skrevet artikler på hindi. Jeg talte også flydende marathi, studerede fransk på universitetet, tysk i Tyskland og tamil pr. korrespondance. Jeg kunne tale og læse tamil og fulgte som journalist med i den tamilske presse, men jeg havde ikke lært at skrive det sprog, som er et af mine modersmål. Mit andet modersmål, malaylam, kan jeg føre en samtale på.
Som engelsk-uddannet overkaste-inder har denne sproglige situation fremmedgjort mig - jeg har ikke haft adgang til den rige og varierede litteratur på indiske sprog. Afhængigheden af engelsk gjorde, at jeg blev dårligere til marathi og hindi, og jeg havde ikke brug for at skrive på tamil.

Sprogligt splittet
Jeg føler det som et savn, at jeg ikke virkelig behersker mit modersmål eller noget andet indisk sprog. Men engelsk har frigjort mig gennem uddannelsen og adgangen til et arbejde, som også kan udføres i andre lande. Det har givet mig et eklektisk verdenssyn og åbnet mit sind for så meget, der ville have været lukket land for mig, hvis jeg kun havde haft mit modersmål.
Ja, jeg skammer mig ikke over at indrømme, at jeg har nydt godt af den engelske sprogimperialisme. Men jeg kan hævde mig over over imperialisterne på deres eget sprog, som nu er mit.
Som de fleste mennesker fra det sydlige og østlige Indien oplever jeg en hindi-imperialisme og en tendens til 'ét land, én kultur og ét sprog'. Favoriseringen af hindi har skabt en modbevægelse i form af sproglig chauvinisme, som har gjort kærligheden til sproget og dets betydning for uddannelse og arbejde til et politisk spørgsmål. Det er et alvorligt problem i Indien, hvor staterne oprindeligt blev oprettet på grundlag af sproget. Nogle stater har gjort deres sprog obligatorisk i grundskolen og for en bestemt del af alle stillinger.
Det åbner muligheder for socialt og uddannelsesmæssigt tilbagestående grupper, men det udgør et handicap for mellem- og overklassen i en situation, hvor engelsk associeres med eliten. Politikerne bruger sproget til at føre en del og hersk-politik.

Sprog er demokrati
Den anden side af sagen - de frigørende muligheder, der ligger i at kunne engelsk - ses klarest inden for informationsteknologien. Tamil Nadu og Karnataka er blandt de stater, hvor sprogchauvinismen er værst. Men størstedelen af de IT-folk, der rejser til USA og andre lande, kommer fra disse to stater; de tegner sig for det største antal arbejdsvisa til USA.
Hvis de havde været ofre for den sproglige snæversynethed i deres stater, ville de ikke være, hvor de er nu. De har også nydt godt af engelsk-imperialismen. De har valgt fordelene ved den i modsætning til såvel hindi-imperialismen som deres staters favorisering af egne sprog i uddannelsesvæsenet.
Globalt set er hindi-imperialismen mindre truende for den sproglige magfoldighed end engelsk-imperialismen. Men på lokalt plan er den mere undertrykkende, fordi beherskelse af engelsk i det mindste giver flere muligheder og nye horisonter.
Der kan og bør ikke være tvang på det sproglige område. Lad tusind sprog blomstre. Som lingvisten Tove Skutnabb-Kangas fra RUC påpegede under debatten, må vi bevare den sproglige mangfoldighed for at fremme det globale demokrati. Og sproglig snæversynethed kan, som den mauritiske forfatter Lindsey Collen sagde, modarbejdes med en politik, der virker i retning af økonomisk lighed.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India og i august måned tilknyttet Information som skribent i anledning af festivalen Images of the World.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her