Læsetid: 1 min.

Læserdebat

Debat
11. august 2000

SF og manglende perspektiv

9. AUG. - SF stemmer nej til den fælles mønt, blandt andet ud fra den betragtning, at "ØMU'en bygger på en borgerlig-liberal økonomisk teori,...." At den har et sådant teoretisk grundlag er rigtigt, men det er ikke logisk at gå fra denne erkendelse og så til at stemme nej. Et nej udtrykker et statisk syn på historien, og de politiske fremtidsmuligheder og kan kun give en socialist anledning til undren.
For er Danmarks historie i forrige århundrede og SF's deltagelse i dele heraf ikke gode eksempler på, at det inden for rammerne af noget, der bygger på en "borgerlig-liberal teori" (den danske grundlov og 'verdensmarkedet' i det hele taget) er muligt at skabe noget?
Hvor meget mindre borgerlig-liberal teori er der i ikke at indføre den fælles mønt i Danmark, når vi på de områder, der er regulerede af ØMU'ens bestemmelser, i stedet skal operere inden for det frie indre marked? Vil det ikke betyde, at Danmark må agere ud fra egne interesser uden hensyntagen til andre landes ve og vel? Vil arbejdere og socialister i forskellige lande ikke komme til at være hinandens værste modstandere, til glæde for storkapitalen?
Indførelsen af den fælles mønt er en del af en proces, der skulle føre til skabelsen af et borgernes Europa - et mere politisk Europa, hvor det frie indre marked har en politisk overbygning, og hvor det ikke kun er landenes særinteresser, men også den politiske kamp i EU-parlamentet, der afgør udviklingen i EU. (Fork. af red.)

Peter Winther Lundby
Dybbølvej 29
8240 Risskov

Skål i skuret

9. AUG. - Det var en nyskabelse med smæld i karakteristikken, bagsideartiklen den 9. august, "Ildsjælenes hjem", formulerede med ordet plebajer. Synd, der ikke også kom til at stå parnasserne, så ville den være helt hjemme!

Henning Prins
Vingen 7
3140 Ålsgårde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her