Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. august 2000

Så kom den igen
17. AUG. - Så kom den igen - og det er snart ikke til at holde ud længere: Alle, der stemmer nej til euroen er småstatsnationalister og navlepillende anti-internationalister. Synspunktet blev denne gang fremført af Svend Lings den 17 aug. - ååååååårrhh!
Det er rigtigt, at en af inten-tionerne bag oprettelsen af EU var, at øget interaktion (handel, rejser m.v.) skulle føre til en tættere tilknytning mellem landene for at undgå ufred. Men det glemmes, at det daværende EU også var en økonomisk blok, der indgik i den vestlige front under den kolde krig.
I dag er EU et stort forsøg på at komme op i den globale førstedivision for at kæmpe om magten og indflydelsen på globalt plan sammen med USA og Japan. Det er opbygningen af en ny euronationalistisk blok, der er på dagsordenen, og at spærre fremtidig interaktion og europæisk samarbejde inde i denne blok burde ikke kunne sælges som et solidarisk, internationalistisk projekt.
Tværtimod er det visionært at finde et grundlæggende andet omdrejningspunkt, som de politiske diskussioner skal tage udgangspunkt i: Massiv støtte til fredelig konfliktløsning i OSCE frem for satsen på opbygning af en EU-hær, ægte solidarisk støtte til Østeuropa frem for handelsaftaler, der fremmer udenlandske monopoler i Østeuropa, mens adgangen til EU's markeder er begrænset, samt demokrati tæt på borgerne frem for embedsmandsstyrets "selvkontrol" som garant mod "bagstræberiske nationale interesser".

Rune Lund
stud. scient. pol og medlem af
Enhedslistens Europagruppe

Irrationalisme?
17. AUG. - Nazisterne hævdede, at Einsteins relativitetsteori var forkert, fordi han var jøde. Var det irrationelt? Både ja og nej. Ja, hvis man opfatter mennesket som et åndsvæsen, der uanset biologiske arveanlæg kan nå frem til en absolut og evig sandhed. Men nej, hvis man opfatter mennesket som en dyreart snævert begrænset af sin biologi til kun at kunne opfatte det, der er gavnligt for genernes videreførelse.
Georg Metz gør sig derfor sagen for let, når han i Information den 17. august afviser nazismen som blot irrationel. Hvem vil tilslutte sig en bevægelse, blot fordi den er dum og forkert? Ingen! Der er noget helt andet på færde, der alene kan forklare massetilslutningen til de totalitære bevægelser i forrige århundrede. De var sande og rationelle ud fra datidens biologiske menneskesyn. Hvis menneskeheden går under i en atomkrig, vil man også kunne hævde, at Einsteins livsindsats ikke var biologisk hensigtsmæssig, så at nazisterne gjorde ret i at afvise hans teorier.
Det er altså ikke spørgsmålet om det fornuftige, men om det moralske. Vores udgangspunkt vælges ikke af fornuften, nej udgangspunktet er noget givet, der næsten foreligger fra vores fødsel og aktivt må bekæmpes for at nå frem til en eviggyldig sandhed, der ikke er af denne verden. Først og fremmest må man tage afstand fra tidens biologistiske menneskesyn, der kan føre til både nazisme og de andre totalitære bevægelsers menneskeforagt.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Allé 78 A S/M
2720 Vanløse

Børnelokkere
"(...) skolebørn skal fortsat udgøre en særlig målgruppe, da de som formidlere af information især kan lære ældre og handicappede omgangen med euroen uden problemer" - ifølge EU-kommissionens 'Kommunikationsstrategi i de sidste faser af gennemførelse af ØMU. Dok.: A5-0170-2000'.
Men det er da diskrimination? Hvorfor skal børnehaver og vuggestuer ikke være med? Lille Line på fem må da også ku' lære bedstemor på 50 "omgang med euroen uden problemer".

Knud Christensen,
tidl. kutterreder,
Fyrbakken,
Hirtshals

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her