Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
22. august 2000

Hva' så, Necef
*Hver femte danske kvinde har været udsat for et seksuelt overgreb, viser en fællesnordisk undersøgelse baseret på data fra gynækologisk afdelinger. En undersøgelse fra Stockholm Universitet har vist, at 40 pct. af svenske kvinder har været udsat for hustruvold.
Det vil være interessant at se Mehemet Necef fra Syddansk Universitet forklare disse tal ud fra den samme kulturteori, som han anvender flittigt (senest i denne avis den 21. juni) på de enkelte voldsepisoder eller voldtægter begået af unge fra indvandrermiljøet.

Mustafa Hussain
Knastebakken 267
2750 Ballerup

Kriminelt tv
17. AUG. - Først læser man en leder i sin avis, der med rette gør nogle udmærkede ophævelser over, at også nyhedsprogrammerne på public service kanalerne fra tid til anden gør sig bemærket med en vis dvælen ved det makabre - for det makabres egen skyld.
Så svarer chefen for en nyhedsredaktion på en public service kanal, at det gør de i hvert fald ikke dér, hvor hun arbejder.
I en af de næste større radionyhedsudsendelser fra chefredaktørens arbejdsplads hører man så en reporter fra Rusland, der kommenterer skadernes omfang og herkomst på nogle bombeofre: Noget med en 14-årig pige med svære forbrændinger på armene, som hun pådrog sig, da hun, citeret efter hukommelsen, "(...) forsøgte at redde sin mor, der var ved at blive fortæret af flammerne."
Det er heller ikke til at holde folk nu om dage...

Jesper Sørensen
Borgm. Jensens Allé 19 D
2100 Kbh. Ø.

Uklog efterskrift
15. AUG. - Den 14. august påviser professor Niels I. Meyer, helt korrekt, en række fejlagtige eksempler i Ørskov og Reiermanns debatbog med titlen "Eurofacts".
Eksemplerne søger at påvise, at danskerne har mistet deres demokratiske selvstændighed på en række væsentlige områder. Som Meyer klart viser, dokumenterer de valgte eksempler det stik modsatte.
Hvorfor kan de to forfattere ikke bare erkende dette og lade det blive ved det? Det er uklogt at udnytte forfatternes ansættelse ved Information til en påklistret efterskrift, som forsøger at beklikke Niels Meyers motiver. Hvis de så endda havde forsøgt at tilbagevise Meyers kritik, men det gør de ikke. Det er simpelt hen dårlig journalistik!

Jesper Morville
Christianshvilevej 3
2920 Charlottenlund

SVAR: Debatbogen er lavet på Information, og der har derfor været boguddrag i bladet som artikler. Stig Ørskov svarede blot på en kritik af en artikel, der har stået i Information.
Vi henviste til den samlede tekst, så interesserede selv kunne sætte sig ind i diskussionen. I øvrigt er pågældende eksempler ikke valgt, fordi de er de klareste, men fordi det er sager, der har været i centrum af debatten, og som derfor var kendt af bogens læsere (primært gymna-
sieelever). Red.

Åh, hvor synd
17. AUG. - Hvor ærgerligt for børnene hos Bjarne Gårdsvolls (16. aug.) gode venner, de blodbestænkte diktatorer i Libyen, Irak, Cuba, Jugoslavien m. fl. Børnene får åbenbart ikke nok medicin - men skulle vi så ikke lige sandheden om grunden, hr. Gårdsvoll? Diktatorerne er bedøvende ligeglade med børnenes helbred, bare de selv kan gøre noget ved oprustningen med kæmpekanoner, atombomber og andet krigskram. Perlevennen - åbenbart - Milosevic er jo alene skyld i over 30.0000 ofre i de sidste 10 år, hvor han skulle prøve at bevare magten ligesom Tito.

Kristian Sand
Hejmdalsalle 38
6705 Esbjerg Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her